Café Stjernens stamgæster drikker gravøl: Imens forsvinder værtshuse på stribe i København

De københavnske værtshuse forsvinder et efter et. På fredag bliver det et farvel til Café Stjernen på Nansensgade.

De forsvinder en efter en. 

I 1980'erne var der mere end 1.000 værtshuse i København og på Frederiksberg. Nu er der 208 tilbage.

Og fredag bliver det Café Stjernens tur til at dreje nøglen om. 

Værtshuset har ligget på Nansensgade i København siden 1939. 

Ejeren, Kim Jensen, har nu solgt stedet til den vinbar, der ligger i naboejendommen. 

- Der er mange, der har sagt: Åh, hvor er det synd, at Stjernen lukker. Jamen, de kommer jo ikke på værtshuset, siger han til TV 2 Lorry: 

- Vi har et kundegrundlag, der bliver mindre og mindre. Det er specielt de kunder, vi har i dagstimerne, der forsvinder. 

Kim Jensen har forsøgt at lave Café Stjernen om til en bar, så stedet kunne overleve. Men han er ikke meget for at skulle servere drinks og cocktails.

- Det er ikke lige mit gebet. Jeg er mere til at sælge øl. Det er det, jeg er god til, siger han. 

Gider ikke kaffe

Onsdag aften var Café Stjernens stamkunder samlet på værtshuset for at drikke gravøl på husets regning. 

En af dem er Kirstejn Pedersen, der har besøgt værtshuset i 17 år. 

- Det er et fristed for mig, siger hun til TV 2 Lorry. 

Hun er ærgerlig over, at "alle de game værtshuse" lukker. 

- Hvad i alverden skal vi bruge caféer til? Der er sgu da ikke nogen, der vil sidde og drikke kaffe konstant, siger hun. 

Også Else Christensen er en fast del af Café Stjernen. Hun har desuden arbejdet på værtshuset gennem mange år. 

- Vi kommer hinanden ved, og vi støtter hinanden og skælder hinanden ud, hvis der er noget, vi synes, de gør forkert. Vi prøver på at være der for hinanden, siger hun til TV 2 Lorry. 

Ifølge Peter Buch Hansen, forfatter til bogen "Stamsteder" om værtshusene, er der sket et skift i samfundet, der gør det svært for landets værtshuse at overleve. 

Naboklager om cigaretrøg og støj kombineret med markant højere boligpriser har nemlig været med til at gøre det svært at drive værtshus i København i dag. 

- Folk, der køber lejligheder til ti millioner, går ikke nødvendigvis på værtshus, som man gjorde i 80'erne. Så det er klart, at der er sket et kæmpe stort skift, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik