Byggeriet på Stejlepladsen fortsætter: "Nu må politikerne gribe ind"

Klagenævnene har besluttet, at byggeriet på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn kan fortsætte på trods af klager.

I sidste uge blev byggeriet på Lærkesletten stoppet på grund af klager. Det gav nyt håb til foreningen Fiskehavnens Venner, der kæmper for at få stoppet byggeriet af nye boliger på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn.

Men mandag vågnede foreningen op til dårligt nyt - byggeriet på Stejlepladsen stoppes ikke.

Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet har nemlig besluttet, at klagerne imod byggeriet på Stejlepladsen i Københavns Sydhavn ikke får opsættende virkning.

Det betyder, at det ifølge klagenævnene ikke er nødvendigt at bremse byggeriet, indtil klagerne er behandlet færdigt. 

Hvad er opsættende virkning

Opsættende virkning betyder, at en udbudsproces skal stoppes, og at ordregiveren ikke må underskrive kontrakten, før klagenævnet har truffet endelig afgørelse i sagen.

Hos klagenævnet skal en klage opfylde tre kriterier, før den kan få opsættende virkning:

  1. Klagen skal "have noget på sig", dvs. at klageren skal have udsigt til at få medhold i klagen.

  2. Der skal foreligge uopsættelighed, dvs. at opsættende virkning er nødvendig for at afværge et alvorligt og uopretteligt tab for klageren.

  3. Det skal være en interesseafvejning, hvor klagerens interesse i, at Klagenævnet tillægger klagen opsættende virkning, skal veje tungere end indklagedes interesse i det modsatte (Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen)

Beskyt den grønbrogede tudse

Klagerne imod byggeriet kom fra Fiskehavnens Venner og Danmarks Naturfredningsforening, der ikke mener, at konsekvenserne for naturen og særligt dyrelivet på Stejlepladsen er undersøgt grundigt nok.

Klagerne handler særligt om den grønbrogede tudse, som du kan se på billedet her:

Det er denne grønbrogede tudse, som yngler på Stejlepladsen. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix
Det er denne grønbrogede tudse, som yngler på Stejlepladsen. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

- Området dernede har tidligere været det bedste ynglested på hele Sjælland for den gråbrogede tudse, der er ikke lavet en status på det, forklarer talsperson for Fiskehavnens Venner, Jan Mathisen.

Udover de små tudser bor der også isfugle på Stejlepladsen. Ifølge Jan Mathisen er isfuglen blot en ud af syv fuglearter, som man ikke har undersøgt konsekvenserne for.

Nu er det op til politikerne

Fiskehavnens Venner har sendt en åben henvendelse til politikerne i Teknik- og Miljøudvalget i København, som har Stejlepladsens fremtid i deres hænder.

- Nu må de (politikerne red.) gribe ind i den her situation og standse forberedelserne til byggeriet indtil samtlige klager er færdigbehandlet.

Foreningens opråb møder opbakning hos Enhedslisten, der også er imod byggeriet.

- Det synes jeg er et rimeligt opråb, og jeg synes, at vi skal imødekomme det, fortæller Gorm Anker Gunnarsen.

Socialdemokraterne på Københavns Rådhus er glade for klagenævnenes afgørelse:

-  Nu er vurderingen kommet, der er ikke opsættende virkning på Stejlepladsen, og det betyder jo så, at byggeriet kan fortsætte derude, siger politisk ordfører for Socialdemokraterne på Københavns Rådhus, Jonas Bjørn.

Klaus Mygind fra Socialistisk Folkeparti, Christoffer Røhl Andersen fra Radikale Venstre og Jakob Næsager fra Det Konservative Folkeparti fortæller alle til TV2 Lorry, at de ikke ønsker en forsinkelse af byggeriet på baggrund af klagerne.

Dansk Folkeparti er åbne overfor forslaget om at udsætte byggeriet

- Vi har i Dansk Folkeparti absolut ikke noget imod at kigge nærmere på de ting, som der er uklarhed om, hvis der kan blive enighed om det blandt dem, der har lavet selve aftalen, fortæller Finn Rudaizky (DF).

Han er dog bekymret over den ekstra regning, som skatteborgerne skal betale, hvis byggeriet udsættes.

- Vi aner jo slet ikke, hvor mange millioner eller i givet fald milliarder det vil komme til at koste ekstra, hvis man går imod myndighedernes afgørelse her nu og forlænger en frist for at undersøge nogle yderligere ting.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik