Byggefirma med millionordrer i bogen må sende ansatte hjem, fordi altansager samler støv hos kommune

Tæt på halvdelen af altanfirmas 170 medarbejdere kommer til at mærke konsekvenserne af den lange sagsbehandlingstid hos Københavns Kommune.

Nick Olsen fra Islands Brygge i København har glædet sig ekstra meget til forår og sommer. Og det er ikke kun på grund af coronanedlukningen.

Fra spisestuen på Islands Brygge er det planen, at dele af væggen i hans spisestue skal fjernes, så der kan gøres plads til en nybygget altan på facaden af andelsboligforeningen.

- Jeg håber, vi kan få trefaldsdør, der kan åbne, og vi kan gå ud nyde lyset og den flotte udsigt ned over kanalen, siger Nick Olsen til TV 2 Lorry.

Drømmen om en ny altan har indtil videre haft lange udsigter for Nick Olsen, der bor på Islands Brygge.
Drømmen om en ny altan har indtil videre haft lange udsigter for Nick Olsen, der bor på Islands Brygge.
Foto: TV 2 Lorry

Projektet med omkring 100 nye altaner er godkendt i andelsboligforeningen, og firmaet til byggeprojektet er fundet.

Alligevel er der et problem. Ansøgningen blev sendt afsted tilbage i juni måned sidste år, men siden da er der ikke sket meget i sagen, som stadig mangler at blive godkendt af Københavns Kommune.

- Jeg synes, det er meget utilfredsstillende, og jeg synes behandlingstiden er alt for lang, siger Nick Olsen.

Nick Olsen har sammen med resten af andelsforeningens beboere ventet i ni måneder på deres nye altaner.
Nick Olsen har sammen med resten af andelsforeningens beboere ventet i ni måneder på deres nye altaner.
Foto: TV 2 Lorry


Firma brænder inde med ordre for 300 mio. kr.

Hos firmaet Altan.dk, der skal stå for byggeprojektet med de nye altaner, oplever man også store udfordringer de lange sagsbehandlingstider hos kommunen.

- Det er primært Københavns Kommune, der desværre er rigtigt langt bagud, siger Casper Knudsen, der er direktør i Altan.dk, til TV 2 Lorry.

Der skal ske noget for, at vi holder skindet på næsen, fortæller direktør Casper Knudsen fra Altan.dk.
Der skal ske noget for, at vi holder skindet på næsen, fortæller direktør Casper Knudsen fra Altan.dk.
Foto: TV 2 Lorry

De stillestående altanprojekter er et paradoks. For Altan.dk oplever samtidig en stor interesse blandt ejere og andelsforeninger.

Eksempelvis har firmaet altanordre for tæt på 300 millioner kroner liggende til godkendelse hos Københavns Kommune.

De mange altangodkendelser mangler bare at blive behandlet og godkendt. Men der sker ikke meget på området, lyder kritikken fra Altan.dk.

Må sende ansatte hjem

Tidligere fik firmaet omkring 100 byggetilladelser om året, men sidste år lød tallet på omkring kun 40.

- Det er meget frustrerende for os. Det udebliver bare. Byggetilladelserne kommer ikke i den stime, som de plejer at gøre, siger Casper Knudsen.

Derfor vil firmaet nu sende flere af montørerne hjem, fordi der mangler noget at lave, indtil byggesagerne bliver godkendt. Samtidig er flere af de administrative medarbejdere blevet bedt om at gå ned i tid og løn i en periode.


Kommunal vicedirektør undskylder

Hos Københavns Kommune erkender man, at der udfordringer med byggesagerne. En del af forklaringen på de lange sagsbehandlingstider skal findes i reglerne på området. Det skyldes især et nyt bygningsreglement – såkaldte BR18.

Det oplyser Hans Christian Karsten, der er vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen.

- Vi er enormt utilfredse med den sagsbehandlingstid, vi har. Vi er godt klar over, at det ikke er godt nok, siger han til TV 2 Lorry.

Hans Christian Karsten er vicedirektør i Københavns Kommunes Teknik. og Miljøforvaltning. Han erkender, sagsbehandlingstiden på altaner er alt for lang.
Hans Christian Karsten er vicedirektør i Københavns Kommunes Teknik. og Miljøforvaltning. Han erkender, sagsbehandlingstiden på altaner er alt for lang.
Foto: TV 2 Lorry

Ifølge vicedirektøren skal en del af forklaringen findes i, at der er kommet et nyt bygningsreglement, som giver udfordringer for kommunen, men også ansøgerne. Derfor har Københavns Kommune nu sat gang i flere tiltag.

- Vi er i gang med en meget målrettet indsats. Den går på at få nedbragt sagsbehandlingstiderne og få støttet ansøgerne i at få lavet så gode ansøgninger som overhovedet muligt. Og vi er i gang med at udrulle en række digitale løsninger, som også skal gøre det nemmere at få de forskellige ansøgninger igennem processen, siger Hans Christian Karsten.

Forsøger at holde skindet på næsen

Imens følger Altan.dk spændt med i udviklingen. Her har de manglende altanprojekter betydet, at omkring 80 ud firmaets medarbejdere nu er blevet sendt hjem eller bedt om at gå ned i tid og løn. Det svarer til omkring 47 procent af medarbejderstaben.

- Med de tiltag vi har taget nu, så kan vi i hvert fald kører året ud. Men der skal ske noget for, at vi holder skindet på næsen, fortæller direktør Casper Knudsen.

Det kræver enorm tålmodighed, hvis man gerne vil bygge altan på en ejendom i København. Ansøgningerne hober sig op på rådhuset. Se mere i indslaget her, der blev bragt onsdag d. 17 februar.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik