By & Havn er klar: Sådan skal Lynetteholm bygges

Fredag vedtog et flertal i Folketinget loven om Lynetteholm. Til september starter byggeriet.

Der er sådan set ikke ret meget schwung over den betegnelse, By & Havn, bruger om Lynetteholms-projektet, der blev vedtaget efter årelange forberedelser fredag formiddag: "Nyttiggørelsesanlæg for overskudsjord" hedder det i den beskrivelse, selskabet sendte ud fredag formiddag efter Folketingets blåstempling af projektet.

Men det er, fordi det er det, der i første omgang er tale om - et sted, man kan lægge overskydende jord, som så kommer til at gøre nytte.

Bygges af overskudsjord

De mange byggerier i hovedstadsområdet betyder, at der konstant er enorme mængder af overskudsjord. Og den jord skal placeres et eller andet sted.

Dagens beslutning i Folketinget betyder, at jorden kan hældes i Øresund, hvor den kommer til at danne halvøen Lynetteholm - en halvø, der i første omgang skal have den funktion, at den er med til a stormflodssikre landets hovedstad.

Derefter kommer alt det, der er talt om - men ikke besluttet: Boliger, virksomheder, naturområder, veje og metro - alt sammen noget, der ligger så langt ude i fremtiden, at kun den yngre del af befolkningen kommer til at set det blive virkeliggjort.

quote Vi er klar til at trække i arbejdstøjet og vil fortsat have fokus på dialogen med københavnerne om Lynetteholm

Anne Skovbro, Adm. direktør, By & Havn

Men etableringen af øen ligger lige for. Jordbunkerne, og de mange lastbiler, der skal køre dem derud, er klar. Og til september begynder forberedelserne.

- Lynetteholm er en vigtig fremtids- og klimasikring af København til glæde for byens unge og kommende generationer. Vi er klar til at trække i arbejdstøjet og vil fortsat have fokus på dialogen med københavnerne om Lynetteholm.

- Projektet er miljøvurderet og kvalificeret i samråd med landets førende eksperter og i dialog med københavnerne, og derfor har Folketinget i dag kunnet vedtage Lynetteholm på et veldokumenteret og oplyst grundlag, hedder det fra administrerende direktør Anne Skovbro i en pressemeddelelse, By & Havn sendte ud umiddelbart efter Folketingets vedtagelse af lovgrundlaget.

Se hvordan Lynetteholm har udviklet sig siden oktober 2018, hvor det først blev præsenteret for offentligheden, og frem til i dag.


Og vedtagelsen er ensbetydende med fast arbejde for By & Havn. For der går cirka 30 år fra nu, inden halvøen Lynetteholm er skabt og færdigdannet. Og her tænkes stadig kun på påfyldning af jord.

I forbindelse med planerne har By & Havn offentliggjort en tidsplan. Den kan du se herunder:

Sådan skal bygeriet foregå

Tror ikke på EU-sag

Under fredagens kortvarige debat i Folketinget rumlede muligheden for, at sagen om byggeriet af Lynetteholm bliver indbragt for EU-domstolen.

By & Havn tager ifølge TV 2 Lorrys oplysninger den risiko ganske roligt, idet de på linje med flertallet i Folketinget ikke mener, at der er noget at indbringe. Her læner man sig op ad Kammeradvokatens vurdering, der siger det samme.

Og skulle sagen alligevel havne i EU-regi, så får det ikke opsættende virkning på byggeriet. Det sker først, hvis man skulle nå så langt, at sagen ender i en dom, der går Danmark imod.

quote Lynetteholmen vil blive en vigtig brik i udviklingen af fremtidens København

Michael Svane, branchedirektør i DI

Dermed er der udsigt til den indledende byggestart til efteråret. Og det er noget, der vækker glæde i Dansk Industri, hvor man både har kig på et tort antal nye arbejdspladser - og en ny bydel i København.

- Lynetteholmen vil blive en vigtig brik i udviklingen af fremtidens København. Den vil blive hjem for 35.000 mennesker. Den vil blive en del af den nødvendige klimasikring af hovedstaden, og ved at forbinde Lynetteholmen til en østlig ringvej, vil vi få en langt bedre afvikling af trafikken rundt om København, siger Michael Svane, branchedirektør i DI Transport, i en mail til TV 2 Lorry.

Han påpeger videre, at befolkningstallet vil vokse i de kommende årtier, og at det derfor er nødvendigt at sikre plads til nye borgere og virksomheder. 

- Med vedtagelsen af anlægsloven sætter Folketinget ikke kun gang i etableringen af Lynetteholmen. Man går i gang med at fremtidssikre København, mener han.

Grafikken her viser afgrænsningen mellem den mindre Fase 1 og den langt større Fase 2, der igangsættes, når Fase 1 er færdig. Grafik: By & Havn.
Grafikken her viser afgrænsningen mellem den mindre Fase 1 og den langt større Fase 2, der igangsættes, når Fase 1 er færdig. Grafik: By & Havn.