Burgere lavet af biller på menuen: "Det er virkelig lækkert"

Fremtiden hedder muligvis insektfars i burgeren. På en ølbar på Nørrebro fik gæsterne onsdag lov til at smage en burger lavet med larver i stedet for oksekød.

Et styks cheeseburger med bøf.

Det lyder som noget, man kender. Men onsdag fik gæsterne på Brus Bar på Nørrebro sig en lidt anden oplevelse, da de satte tænderne i deres burger.

Det velkendte oksekød i bøffen var her skiftet ud med en fars lavet på larver fra buffalobilen blandet med ærteproteiner og olie.

Arrangementet var lavet i samarbejde med virksomheden Hey Planet, der har specialiseret sig i at lave mad med insektprotein. Ifølge medstifteren af virksomheden skal vi alle sammen til at lære at spise flere insekter.

- Vi har gjort det så appetitligt som muligt for brugeren ved at pulverisere det og lave det om til en fars. Vi spiser meget med øjnene, også når vi spiser kød med fine små filetter i køledisken. Så det er det samme, vi har gjort med insekterne. Gør det appetitligt at se på, og så smager det også godt, siger Malena Sigurgeirsdóttir til TV 2 Lorry.

quote Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke kunne regne ud, hvad det var

Jon Frederiksen, skoleleder

En ting er, at maden smager godt, men der er flere gode grunde til, at insektburgeren er en god ide, lyder det.

- Udover at gøre det så appetitligt som muligt er der tre gode årsager til at spise det. For det første smager det godt, men vores fars er også ligeså næringsrigt, som kød er. Du får alle de vitaminer og mineraler, du ellers får fra kød, siger Malena Sigurgeirsdóttir og fortsætter:

- Og så er det bæredygtigt. Et kilo af vores fars udleder mindre end et kilo co2, hvor almindelig kødfars udleder omkring 32-33 kilo. Så det gør en væsentlig forskel for klimaet at spise det her, siger hun.

Bolle, ost, salat og insektbøf i skøn forening.
Bolle, ost, salat og insektbøf i skøn forening.
Foto: Niels Knuth / TV 2 Kosmopol

"Virkelig lækkert"

Noget tyder på, at smagen af burger ikke ændrer sig, fordi farsen er lavet af insekter. Gæsterne på Brus Bar på Nørrebro tog i hvert fald godt imod burgerne. Allerede klokken 18.30 var der udsolgt.

- Det smager altså helt fint. Det smager godt. Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke kunne regne ud, hvad det var, siger Jon Frederiksen, der arbejder som skoleleder.

Burgerbarerne skal altså måske forberede sig på, at billelarver er det næste store hit i farsen. Ifølge Malena Sigurgeirsdóttir fra Hey Planet giver det god mening, at man ikke skrotter kødet fuldstændig og bliver eksempelvis veganer - så længe fremtidens kødspisere åbner for larvefarsen.

- Vi synes, det er super godt at være veganer eller vegetar. Vi ser bare en stor bevægelse mod at være flexitar, og så er der også det her argument med at næringsmæssigt kan vi lidt mere end planterne, mens man får klimapåvirkningen planterne også har, siger Malena Sigurgeirsdóttir.

Foruden burgere blev der også serveret de japanske dumplings kaldet gyoza og mexicanske tostadas.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik