Brunt værtshus overlever dødsdom - men fremtiden er fortsat usikker

Værthuset Café Fuglereden i København NV kan nok engang ånde lettet op, efter Københavns Kommune igen har afslået byggeprojekt på grunden.

Værthusejer Denniz Batak kan ånde lettet op. For en stund i hvert fald.

Københavns Kommunes Teknik- og Miljøudvalg har netop afvist at give byggetilladelse til en række ungdomsboliger, der skulle have ligget på den grund i København NV, hvor Denniz Batak driver sit værtshus Café Fuglereden.

Årsagen til afslaget er ifølge kommunen, at bebyggelsesprocenten vil føre til en uhensigtsmæssig fortætning af kvarteret, og at facadelængden i byggeplanen ikke indeholder nok variation.

Må leve med usikkerheden

Usikkerheden, om hvorvidt Café Fuglereden får lov at bestå, er dog ikke ny for Denniz Batak.

- Det er frustrerende. Du ved ikke, hvor du står henne. Jeg ved ikke, om jeg skal fortsætte med et nyt værtshus eller bare finde et nyt job.

- Selvfølgelig er der nogen glade dage i mellem, for vi har stor opbakning, og det er jo faktisk det, der holder en på benene, siger han til TV 2 Lorry.

Jørgen Petersen, der ejer grunden og bygningen, Café Fuglereden ligger i, har to gange tidligere ansøgt om at få lov at bygge ungdomsboliger på grunden på Provstevej. Et byggeprojekt, der vil kræve en dispensation fra den eksisterende lokalplan.

Begge gange har kommunen givet afslag, og begge gange har Jørgen Petersen taget sagen til Planklagenævnet, der har givet ham medhold i klagen og tvunget kommunen til at genbehandle sagen.

quote Mere bananrepublik end forvaltningsret

Jørgen Petersen, grundejer

Undervejs har lokale beboere mobiliseret sig i en såkaldt "kampagnegruppe", der har kæmpet for at bevare beværtningen. En af dem der støtter op om det projekt er den faste gæst Vagn Rasmussen.

- Det er et hyggeligt, dejligt sted, og vi skal bevare de gamle bodegaer og værtshuse, som giver hygge i kvarteret, i stedet for at det bare bliver sådan noget betonbyggeri det hele, siger han til TV 2 Lorry.

Dennis Batak er måske nødt til at se sig om efter et nyt sted, hvis Planklagenævnet igen dømmer mod kommunen.
Dennis Batak er måske nødt til at se sig om efter et nyt sted, hvis Planklagenævnet igen dømmer mod kommunen.
Foto: Morten Raarup / TV 2 Lorry

Ejer: Mere bananrepublik end forvaltningsret

Ejeren af grunden, Jørgen Petersen, kan på ingen måde forstå kommunens afgørelse.

Ifølge ham har han udgifter for omkring 200.000 kroner, hver gang han skal køre en sag i Planklagenævnet, hvor han altså to gange tidligere har fået medhold i sine klager.

Den nye afgørelse kalder han for "mere bananrepublik end forvaltningsret", og til TV 2 Lorry oplyser han, at han også agter at tage denne afgørelse til Planklagenævnet, men ønsker ellers ikke at stille op til interview.

På Café Fuglereden kan de altså ånde lettet op for en stund, mens sagen bliver behandlet, og ejeren har fortsat håb for bygningen og beværtningens fremtid.

- Håber ligger i, at vi ligger i Nordvest. At vi ikke ligger i Hellerup. Opbakningen i Nordvest er stor, siger Denniz Batak.

Sager, der behandles i Planklagenævnet er typisk mellem et halvt og et helt år undervejs.