Bortrejst husejer så indbrud live på mobiltelefonen

Ejer af villa i Brønshøj kunne på sin mobiltelefon se to mænd i sin bolig, mens han holdt jul i Jylland.

To indbrudstyve havde forregnet sig, da de tirsdag brød ind i en villa i Brønshøj, cirka samtidig med at familien Danmark begyndte at sætte sig til julebordet.

Villaen var godt nok tom, fordi beboerne var bortrejst, men et overvågningskamera afslørede de to tyve.

- Manden (villaejeren, red.) ringer omkring klokken 17:50 til os fra Jylland, hvor han holder jul, og fortæller, at han på sin mobiltelefon kan se to mænd gå rundt i sin bolig, siger vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi.

- Vi er hurtigt fremme ved villaen, der ligger på Degnemose Allé i Brønshøj, med en patrulje, og det lykkes os at fange en af de to formodede indbrudstyve.

Fandt mudret tyv i moseområde

En hundepatrulje blev sat ind i forsøget på at anholde de to mænd, og det lykkedes at få fat i den ene af de to. En mand omkring de 20 år.

- Han forsøgte at gemme sig eller smutte væk i Utterslev Mose, men en af vores hunde får snuset sig frem til ham. Han var godt mudret til, da han blev anholdt, fortæller vagtchefen.

Makkeren til den tilbageholdte nåede at komme væk.

Politiet fandt ingen tyvekoster i forbindelse med anholdelsen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik