Borgmester vil bevare historiske bygninger på Østerbro

En klassisk bebyggelse på Lyngbyvej 100 kan være fortid, hvis en bygherre får sit ønske opfyldt om at rive bygningerne ned og erstatte det med nybyggeri. Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) ser hellere, at bygningerne får status som bevaringsværdige og dermed sikres mod nedrivning.

Det brænder under et gammelt bygningsanlæg på Østerbro. Det er nemlig i fare for at blive revet ned, hvis det står til en bygherre.

Det skriver Københavns Kommune i pressemeddelelse. 

Det drejer sig om de 80 år gamle bygninger på Lyngbyvej 100. Bygningerne består af et trefløjet anlæg med værkstedbygning, depotfløje samt en administrationsbygning, hvor DMI har hovedsæde.

Borgmester vil bevare bygningerne

Bygherren har anmodet om en ny lokalplan med et ønske om at rydde grunden og bygge noget til nyt. Men står det til teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL), skal bygherren ikke have sit ønske opfyldt.

- Det er vigtigt, at vi bevarer bygninger, som kan fortælle byens historie, og jeg har svært ved at se gode argumenter for at rive et velbevaret og velholdt bygningsanlæg ned blot for at erstatte det med nyt og moderne byggeri, forklarer Ninna Hedeager Olsen og fortsætter:

- I stedet bør vi se på, hvordan vi med respekt for bebyggelsens bevaringsværdier gennem om- og tilbygninger kan imødekomme de behov, bygherren står med og på den måde bygge videre på byens fortælling. 

Borgmesteren peger samtidig på, at en nedrivning af en sund og velfungerende bygning går imod den klimadagsorden, man ønsker for København.

Foreslår to scenarier

Teknik- og Miljøforvaltningen har fremlagt to scenarier for politikerne i forbindelse med bygningerne på Lyngbyvej 100's skæbne. 

I scenarie A vil eksisterende bygninger på grunden blive bevaret på nær mindre tilbygninger samt forlængelsen af administrationsfløjen. Det videre arbejde med et lokalplanforslag med disse rammer skal vise, om det for eksempel er muligt at opføre en ny karré i sammenhæng med den eksisterende bebyggelse, og en kommende lokalplan forventes at kunne betyde mellem 30.000 kvadratmeter og 35.000 kvadratmeter byggeri.

I scenarie B vil alle eksisterende bygninger på grunden kunne rives ned og dermed muliggøre ny bebyggelse med op til 35.000 kvadratmeter.

For at binde området bedre sammen med det omkringliggende nabolag lægges der op til at sikre en offentlig sti for fodgængere igennem lokalplanområdet.

Teknik- og Miljøudvalget skal behandle redegørelsen på mandag.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik