Borgmester blev ikke informeret om partihop: ”Det afspejler nok meget godt hans prioriteter”

Den nu tidligere Venstremand Marcus Knuth flytter sit mandat til Konservative på Københavns Rådhus – forkert beslutning, lyder kritikken fra Venstre-borgmester.

Fredag morgen annoncerede lokalpolitiker i København og folketingsmedlem Marcus Knuth, at han skifter Venstre ud med Konservative.

Samtidig meddelte han, at han agtede at fortsætte sit politiske arbejde som konservativ folketingspolitiker på Christiansborg.

- For mig handler politik om at kæmpe for det Danmark, jeg har kært. Derfor har jeg i dag truffet en meget svær beslutning. Jeg har takket af hos Venstre for at fortsætte mit arbejde hos Det Konservative Folkeparti, skriver Knuth i et opslag på Facebook.

I opslaget på Facebook oplyste Marcus Knuth, der har politisk mandat både i Folketinget og i Københavns Borgerrepræsentation, ikke noget om, hvordan han ville forholde sig til sin plads i Borgerrepræsentationen.

Det er ikke lykkes for TV 2 Lorry at få en kommentar fra Marcus Knuth, men på Københavns Rådhus fortæller Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også er formand for gruppen i Borgerrepræsentationen, at Knuth har meddelt, at han agter at beholde sit mandat i Borgerrepræsentationen.

Borgmester kritiserer: Det rigtige vil være at nedlægge mandatet

- Der er ingen tvivl om, at vi synes, det rigtige at gøre ville være at nedlægge mandatet og lade det overgå til en suppleant i Venstre og så forsøge at blive stemt ind som konservativ ved næste valg, siger borgmesteren til TV 2 Lorry.

Partihoppet betyder, at Venstres gruppe og den Konservative gruppe bliver lige store i Borgerrepræsentationen med fire medlemmer hver.
Der er i alt 55 medlemmer af Borgerrepræsentationen i København.

- Det gør ondt at miste et medlem, for vi er ikke den største gruppe. I forhold til forhandlingssituationer, så repræsenterer vi det mandat mindre, og det er ærgerligt. Men i det daglige arbejde betyder det mindre, fordi Marcus ikke har et udvalg, siger hun. 

Marcus Knuth havde ikke oplyst Cecilia Lonning-Skovgaard, at han forlod partiet. Det måtte hun læse sammen med resten af Danmark på hans facebook-side. 

- Det afspejler nok meget godt prioriteterne, at man har haft tid til at orientere ledelsen på Christiansborg, men ikke den politiske ledelse på rådhuset, siger hun. 

Konservative byder Knuth velkommen

Han bydes imidlertid velkommen af den Konservative gruppe på rådhuset. 

- Vi har et godt samarbejde med Marcus, og derfor er vi konservative glade for at kunne byde Marcus Knuth velkommen i den konservative gruppe både i Folketinget og på Københavns Rådhus. Marcus står for markante borgerlige værdier, og derfor er en meget velkommen i vores gruppe, siger gruppeformand for De Konservative i København, Jakob Næsager.

Marcus Knuth blev valgt ind i Borgerrepræsentationen i København i 2017, hvor han fik 1.637 personlige stemmer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik