Borgere utilfredse med valgsted på Amager: "Det var kaotisk"

Der var både dårlig skiltning, dårlig afstand og manglende stemmesedler, da borgere tidligt i morges ville stemme på Lergravsparken Skole på Amager.

Da valgstederne åbnede klokken otte i morges, markerede det starten på en af demokratiets store festdage. 

Men på valgstedet på Lergravsparken Skole på Amager var det mere kaos end fest, lyder det fra Robert Olsen, der stod klar til at stemme, inden han skulle på arbejde. 

Her oplevede han både dårlig skiltning, manglende stemmesedler og uenigheder om, hvor mange vælgere, der burde være indendørs samtidigt i det relativt lille valglokale. 

- Det var noget kaotisk. For det første var der ingen skiltning, så os der ventede inden åbningen stod foran en forkert dør. Da den rigtige så blev åbnet, var det åbenbart meningen, at alle skulle gå ind samtidig, men det endte med at flere råbte til den valgtilforordnede, at de ikke ønskede at gå ind, fordi det ville være umuligt at holde afstand, fortæller Robert Olsen til TV 2 Lorry. 

Har indskærpet retningslinjerne

Og den kaotiske stemmeoplevelse endte med at foregå fra start til slut, fortæller han. 

- Inde ved valgbordene manglede der kommunale stemmesedler, og så skulle vi efterfølgende også vente på, at stemmeboksene blev opstillet. Og da det hele endelig var slut, skulle vi igennem en kælder, hvor vi blev blandet sammen med nogle af alle de børn, der går på skolen, hvilket på ingen måde virkede hensigtsmæssigt i forhold til risikoen for corona-smitte, siger Robert Olsen. 

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen i København der er ansvarlige for de enkelte valgsteder i kommunen, og her bekræfter man, at der har være henvendelser angående valgstedet på Lergravsparken Skole. 

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået to henvendelser fra borgere, der ikke havde haft en ordentlig oplevelse i forbindelse med stemmeafgivningen på skolen, og derfor har vi taget kontakt til den valgtilforordnede og indskærpet, at der skal tages hånd om de udfordringer, borgerne har rettet henvendelse om, oplyser en kommunikationsmedarbejder fra Kultur- og Fritidsforvaltningen til TV 2 Lorry. 

Nedenfor kan du se, hvordan det gik til, da politikerne i København krydsede klinger i Lorrys debat 'Under uret'. 

Er du i tvivl om, hvem du skal stemme på til kommunalvalget? Her kan du møde spidskandidaterne fra København i TV 2 Lorrys valgdebat. De diskuterer de vigtigste emner fra København. Velkommen til Debat under uret.