Borgere er trætte af hensynsløse cyklister: Nu kommer der mere politi på cykelstien

Fremover vil københavnere oftere møde cyklende betjente på de travle cykelstier. Det er blevet vedtaget efter flere forslag fra borgere, der ønsker mere tryghed i cykeltrafikken.

At cykle på de københavnske cykelstier i myldretiden kan føles som en tur med livet som indsats. 

Der er cyklister, der overhaler uden at se sig bagud, kører over for rødt eller sms'er uden at kigge op. 

Nu vil Københavns Politi hæve sikkerheden for cyklisterne ved at indsætte synlige cykelbetjente på de mest befærdede ruter, der vil patruljere flere gange om ugen og holde øje med, at færdselsreglerne bliver overholdet.  

Det er blevet besluttet, efter Københavns Politi det seneste halve år har sat ekstra fokus på sikkerheden for cyklister, og har bedt borgerne om input til, hvordan man skaber en bedre adfærd blandt cyklister. 

Der er kommet forslag ind via mitkbhpoliti.dk, spørgeskemaundersøgelser og fysiske borgermøder.

Her var der et gennemgående ønske om, at politiet er mere synlige på cykelstierne, fortæller Anne Tønnes, politidirektør i Københavns Politi:

- Noget af det, der fylder for mange, er et ønske om, at vi er mere til stede blandt cyklisterne for at se og påtale andre forseelser end dem, vi typisk ser ved vejkryds. Det er et rigtig godt indspark, som vi har taget til os, siger politidirektøren.

Forslag fra en borger

"Et anderledes initiativ kunne være, at I møder cyklisterne i “øjenhøjde”, og selv cykler på diverse strækninger, og bare tager en sludder med dem på vej til deres givne destinationer. Tror jeg vil blive mødt meget mere positivt. Så bestemmer i jo stadig selv, hvornår bødehæftet skal frem eller ej."

Indsendt på mitkbhpoliti.dk


Cyklende politi og målrettede indsatser

Helt konkret vil nærpolitiet fremadrettet patruljere på cykel flere gange om ugen. Det vil blandt andet være i myldretiden, men også på andre tidspunkter af døgnet.

Det er noget nyt fra den klassiske indsats over for cyklister, hvor politiet står i et udfordrende kryds og giver bøder til dem, der overtræder reglerne.

Forslag fra en borger

"Jeg tror mange cyklister har glemt, hvad reglerne egentlig er. Så helt konkret foreslår jeg, at man sætter ind med endnu mere oplysning. Gerne i trafikken, så man bliver mindet om, hvordan man skal opføre sig."

Indsendt på mitkbhpoliti.dk

Derudover øremærker politiet flere uger om året til større målrettede cykelindsatser. Det kan for eksempel være med særlig fokus på cykeladfærd og sikkerhed på skoleveje i forbindelse med skolestart eller lys på cyklerne, når vi bevæger os ind i vintermånederne.

Ud over den øgede tilstedeværelse på cykelstierne vil Københavns Politi også skrue op for informationen om færdselsreglerne for cyklister. Også det sker på baggrund af en efterspørgsel fra borgerne. 

- Borgerne opfordrer os også til at øge fokus på færdselsreglerne og peger på, at mange forseelser blandt cyklister kan skyldes cyklisters manglende kendskab til reglerne og en manglende forståelse for, hvordan man som cyklist kan være til gene for andre, siger politidirektør Anne Tønnes. 

Forslag fra en borger

"Jeg har cyklet i Kbh siden 1986. Primært Nørrebro. Der er en tydelig tendens til, at rigtig mange ikke kan finde ud af, at holde til højre på cykelstien. Rigtig mange er sig selv nærmest og cykler enten midt på kørebanen eller til venstre."

Indsendt på mitkbhpoliti.dk

Hvor godt har du selv styr på reglerne på cykelstien? Ved du, hvem der får bøden, hvis man kører to på en cykel, hvad promillegrænsen er om du må køre uden begge hænder på styret? Test din cyklistviden her. 

Der sker  relativt få alvorlige ulykker, hvor cyklister er involveret, når man tænker på det samlede antal cyklister. Men når uheldet er ude, er bløde trafikanter som cyklister ekstra udsatte og de udgør cirka halvdelen af alle de dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikulykker i politikredsen.

Tal fra Danmarks Statistik der viser, antallet af færdselsuheld med cyklister i Region H de seneste tre år. Statistikken omfatter kun de personskader, der er kommet til politiets kendskab, og antallet anslås til at være højere.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik