Oversigt

Seneste nyt

Boligordfører: Venstre vil sætte Lynetteholm på pause

Opdatering kl. 12.45
Venstres transport-ordfører Kristian Pihl Lorentzen, der stiller op i Vestjyllands Storkreds, fortæller til TV 2 Lorry, at Venstre ikke ønsker at sætte Lynetteholmen på pause. Han mener, at der er tale om en misforståelse, når boligordfører Heidi Bank oplyser noget andet til Byrummonitor.

Venstres boligordfører Heidi Bank, der stiller op i Østjyllands Storkreds, siger, at partiet mener, at Lynetteholm-projektet skal sættes på pause.

Det skriver Byrummonitor.

- Vi er nødt til at komme grundigere ned i det her og være sikre på, at det bliver godt. Så: en pause lige nu, men det er ikke det samme, som at vi ikke gerne vil videre med projektet; det vil vi grundlæggende gerne, siger hun til Byrummonitor.

Adspurgt, om Heidi Banks melding alene er hendes egen holdning eller hele partiets, svarer boligordføreren:

- Den ligger inden for skiven af partiets holdning, omend jeg udtaler mig som Venstres boligordfører og ikke transportordfører, miljøordfører eller politisk ordfører – Lynetteholm dækker jo en række ressortområder. Hovedlinjen er, at vi går ind for Lynetteholm forudsat miljø, klima og så videre. Derfor også godt med grundige, yderligere undersøgelser og afklaring.

Ideen om Lynetteholm er ellers født af blandt andre daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen, og partiets holdning har da også indtil nu været, at byggeriet skal fortsætte som planlagt.

Det bekræftede partiets transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, der stiller op i Vestjyllands Storkreds, overfor TV 2 Lorry for en uge siden.

Lynetteholm er en vision om en ny bydel i København anlagt på en kunstig ø ud mod Øresund i Københavns Havn i området nord for Refshaleøen og syd for Nordhavn.

Lynetteholm

Lynetteholm er en vision om en ny bydel i København anlagt på en kunstig ø ud mod Øresund i Københavns Havn i området nord for Refshaleøen og syd for Nordhavn.

Lynetteholm skal blive en bydel på 2,8 kvadratkilometer med 35.000 indbyggere. Øen skal tilsluttes metroen og være bindeled i en østlig ringvej rundt om København.

Samtidig anlægges Lynetteholm som kystsikringsprojekt, der som en dæmning skal beskytte København mod fremtidige stormfloder.

Endelig er det planen, at projekt Lynetteholm skal være det sted, hvor overskudsjord fra eksempelvis metrobyggeri i fremtiden skal deponeres.

Visionen blev præsenteret i efteråret 2018 af den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og daværende overborgmester i København, Frank Jensen (S). Siden har den efterfølgende regering, overborgmester samt et flertal på Københavns Rådhus videreført visionen om Lynetteholm.

I april 2021 sender By & Havn, der står bag byggeprojektet, en ny rapport om Lynetteholms mulige påvirkninger af vandmiljøet i høring. Det sker, efter et hav af kritiske høringssvar til den hidtidige rapport har fået Trafikstyrelsen til at kræve, at By & Havn undersøger ø-projektets potentielle konsekvenser for vandmiljøet grundigere.

I januar 2022 bliver 498 kubikmeter slam dumpet i Køge Bugt. I alt skal cirka to millioner kubikmeter havbundsmateriale - såkaldt gytje - graves op fra Københavns Havn, sejles væk og dumpes i Køge Bugt. Det møder stor kritik fra borgmestre i Køge Bugt-kommunerne, og borgere arrangerer en båddemonstration. 

17. januar 2022 bliver det første spadestik officielt taget af transportminister Benny Engelbrecht (S), overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

2. juni 2022 dropper partierne bag Lynetteholm af dumpe slam i Køge Bugt. I stedet skal mudderet bygges ind i den første del af halvøen. Beslutningen er truffet, efter at der i længere tid har været kritik af metoden. Blandt andet fordi det kan have miljømæssige konsekvenser. Dumpningen af slam havde i forvejen været indstillet siden marts 2022, hvor transportminister Trine Bramsen (S) satte arbejdet med at undersøge alternativer til klapningen i gang.

I maj blev forligskredsen præsenteret for en række løsninger. Her blev indbygningen af slammet i halvøen anbefalet.

I samme måned modtog både Trine Bramsen og miljøminister Lea Wermelin (S) en politisk næse for deres håndtering af sagen, fordi der blev rejst kritik af, at et kritisk brev fra den svenske regering ikke blev oversendt til Folketinget i forbindelse med forhandlingerne om Lynetteholm.

Begge ministre har kaldt det for "en fejl" og "beklaget" forløbet om brevet. Men det forhindrede dem ikke i et få næserne.

I brevet kritiserede den svenske miljøminister i skarpe vendinger den planlagte dumpning af millioner tons slam ud for Køge Bugt. Der blev advaret mod miljøkonsekvenserne ved anlæggelsen af Lynetteholm.