Boliger på vej på Papirøen til knap 4.500 kroner om måneden

Der er 84 almene boliger på vej på det eksklusive Papirøen. Se her præcist, hvilke boligtyper der er på vej, og hvad de koster.

I hjertet af København skyder der lige nu et luksus-byggeri op på den mondæne adresse Papirøen.

Men det er ikke kun for de meget rige.

Sådan lyder det nu fra AKB København, der bygger almene boliger i Hovedstaden.

- Herude på Papirøen vil vi bygge almene boliger, som alle mulige med forskellige indkomster har råd til at bo i, siger Mikkel Warming, der er næstformand for AKB København, som er bygherre på den almennyttige del af Papirøen.

Det er 25 procent af byggearealet på Papirøen, der bliver brugt til almene boliger.

Det betyder, at i alt 84 ud af 170 boliger på øen vil blive almene. 

Til glæde for enhedslistens tidligere socialborgmester i København, som altså nu er næstformand i AKB København.

- Alle har ret til at bo fedt og bo et godt sted. Vi er glade for, at vi får mulighed for at bygge alment her til alle mulige indkomster, også på sådan en fantastisk adresse, som Papirøen er, lyder det fra Mikkel Warming. 

Det er i det markerede felt, at de almene boliger bliver placeret.
Det er i det markerede felt, at de almene boliger bliver placeret.
Foto: KAB

Maks 13.000 kroner

Den dyreste ejerlejlighed på Papirøen kan man få fingre i, hvis man hiver 40 millioner op af lommen.

Men har man ikke lige den slags penge, kan man eksempelvis få en ungdomsbolig på 42 kvadratmeter til knap 4.500 kroner om måneden eller en familiebolig på 115 kvadratmeter til cirka 13.000 kroner.

Alment bolig byggeri er offentligt støttet, og derfor kan man holde huslejen nede.

Selvom Mikkel Warming indrømmer, at 13.000 kroner også er hårdt ved budgettet.

- Det er mange penge for de fleste af os, men det gode ved dem er, at de bliver ved med koste det samme eller deromkring om ti og tyve år, for i det almene skal vi ikke tjene på boligen, der skal huslejen betale de omkostninger, vi har i forbindelse med byggeriet og omkostninger forbundet med at drive den, forklarer næstformanden.

Alle bygninger er placeret med et grønt fællesareal eller tagterrasse i midten. Under bebyggelsen etableres kælder i 2 plan. Stue-etagerne er fastlagt til udadvendte aktiviteter, såsom caféer. Det er derfor ikke en del af den almene bebyggelse med undtagelse af depoter i kælderen.

Boligtyper og husleje

Boligtyper:

- 21 ungdomsboliger på mellem 42 og 50 m2

- 7 familieboliger på 108-115 m2

- 6 små familieboliger på 49-55 m2

- 50 bofællesskabs familieboliger på mellem 80 og 115 m2

Anslået husleje:

Huslejen for familieboligerne er anslået til 1.332 kr. pr. m² pr. år, ekskl. forbrugsudgifter

- For en bolig på 53 m² inkl. fællesarealer 5.890 kr. pr. måned

- For en bolig på 94 m² inkl. fællesarealer 10.440 kr. pr. måned

- For en bolig på 103 m² inkl. fællesarealer 11.440 kr. pr. måned

- For en bolig på 110 m² inkl. fællesarealer 12.210 kr. pr. måned

Huslejen for ungdomsboligerne er anslået til 1.277 kr. pr. m² pr. år, ekskl. forbrugsudgifter

• For en bolig på 42 m² inkl. fællesarealer 4.470 kr. pr. måned

• For en bolig på 50 m² inkl. fællesarealer 5.330 kr. pr. måned

Kilde: KAB

Prioriteret på lige fod

De almene boliger skal ligge på det sydøstlige hjørne af øen med udsigt til kanaler og broer.

Ifølge den private bygherrer fra Nordkran bliver de private og almene boliger prioriteret lige højt.

- Vi bygger det hele samtidigt, det er hele idéen herude, siger Mads Nørby Hansen fra ejendomsudviklingsselskabet Nordkranen, som er blandt de tre private bygherrer på projektet.

Han mener også, at den almennyttige del bliver godt integreret i projektet.

- Herude er det sådan, at de private og almene byggerier kommer til at bo tæt sammen. Vi har almene boliger mod syd, vi har ejer mod syd, vi har almene mod øst, og vi har ejere mod øst, forklarer han. 

Mads Nørby Hansen der er privat bygherrer på Papirøen mener, at Papirøen bliver en ø for alle.
Mads Nørby Hansen der er privat bygherrer på Papirøen mener, at Papirøen bliver en ø for alle.
Foto: Amalie Vixø Drøscher/TV2 Kosmopol

Krav om 25 procent 

Københavns Kommune stiller typisk krav om, at 25 procent af nybyggerier skal være almennyttige, når kommunen behandler nye lokalplaner.

Men modsat Papirøen lader byggeriet af almennyttige boliger vente på sig, for ifølge Danmarks Statistik blev der i kommunen sidste år fuldført 5.117 private boliger. Til sammenligning blev der fuldført 357 almene boliger.

Det er Mikkel Warming ikke er tilfreds med.

- København er ved at blive ufattelig skæv. Der bliver mindre og mindre plads til lav- og mellemindkomst grupper, som kommer ude fra, og som ikke har friværdi med, siger han. 

Han er dog fortrøstningsfuld i forhold til de fremtidige byggerier.

- Alle de nye områder som er kommet de sidste år, står der at 25 procent skal være almene, så alle de kommende områder, bliver forhåbentlig steder, hvor vi ser almene boliger, siger Mikkel Warming. 

Det forventes, at de almene boliger er færdige i foråret 2024.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik