Bil påkørte person ved Nørreport Station: Politiet opdaterer om påkørtes tilstand

Manden, der blev ramt af en bil ved Nørreport Station tirsdag aften, forventes udskrevet i dag.

Tirsdag aften blev en mand påkørt af en bil omkring Nørreport Station.

Onsdag morgen kan Københavns Politi oplyse, at han forventes udskrevet senere i dag.

- Vi har ganske fornyligt været i kontakt med hospitalet, og det lader til at han har været "ganske heldig". De forventer at han bliver udskrevet i dag, oplyser Martin Kajberg, der er vagtchef ved Københavns Politi.

Han oplyser samtidig, at de endnu ikke er kommet i kontakt med føreren af bilen, der ramte den pågældende.

- Nu skal efterforskningen klarlægge, hvad der er sket, og her er han (den forurettede, red.) en vigtig aktør i forhold til at afdække hændelsesforløbet.

Efterlyser vidner

Tirsdag aften bad Københavns Politi borgere henvende sig, hvis de havde informationer om sagen.

- Vi efterlyser en grå bil formentlig en BMW, der er kørt fra stedet. Og som også kan have skader på fronten efter påkørslen, siger Thomas Hjermind

Vagtchefen opfordrer vidner til påkørslen eller folk, der kan have set den omtalte bil til at kontakte politiet på telefon 114.