Beboere føler sig plagede af værtshuse: Stramning betyder intet

Efter års debat indførte Københavns Kommune skrappere regler for tilladelser til natværtshuse - på et år forsvandt fire.

Værtshuset Billy Booze i København frygter at miste deres natbevilling.

Ved en fejl glemte en ansat at søge om fornyet bevilling, og derfor er det populære gå-i-byen-sted i Kattesundet i Københavns Indre By i fare. For Københavns Kommune har indført regler om, at der ikke udstedes nye natbevillinger i den del af Indre By, der går under navnet Middelalderbyen. 

Og når Billy Booze har glemt at søge bevilling, har de ifølge kommunens regler reelt ikke en bevilling. Derfor er det en ny bevilling, de skal søge om - og den er med de nye regler mere end almindeligt svær - for ikke at sige umulig at få.

Ender Billy Booze uden natbeviling, havner stedet i en foreløbig meget lille klub af værtshuse, der enten er lukket eller har fået ændret deres bevilling. For selv om kommunen har indført mere restriktive regler, så er de talmæssige konsekvenser foreløbig små.

Ingen forskel

Fire værtshuse i Københavns Indre By med tilladelse til at holde åbent til klokken fire om morgen er på et år forsvundet fra kommunens statistik over gå-i-byen-steder med natbevilling. Men gæsterne i nattelivet  behøver ikke at fryse, for der er stadig 144 i Indre By med bevilling til klokken 05.

- Man kan ikke mærke forskel. Det er alene kosmetiske forandringer, kommunen gennemfører.

quote Man kan ikke mærke forskel

Amnon Lev, beboer

Sådan lyder det fra Amnon Lev, der er en af de beboere i Københavns Indre By, som har valgt at tage kampen op mod den evige festlarm, der eksploderer særligt fredag og lørdag. Og han er ikke imponeret over effekten af kommunens restriktive politik på området.

- Det, man ser nu, det er, at områder, der tidligere var forskånet for problemet, nu får det. For problemet forsvinder ikke, det breder sig bare, forklarer han.

Københavns Kommunes egne tal tyder på, at han har ret. For mens tallene for Københavns Indre By viser et lille fald i antallet af beværtninger, der har en 04-bevilling, er tallet uændret for den sene 05-bevilling - og stigende for de øvrige bevillinger. Sådan ser det også ud for byen helhed.

For godt nok er der i hele byen fire steder, der ikke længere har 05-bevilling. Til gengæld er der vækst i de andre sene bevillinger. 10 flere steder har 04-bevilling, 11 flere steder har 03-bevilling, 52 flere steder har 02-bevilling og 12 flere steder har 01-bevilling.

Kommunens opgørelse sammenligner januar 2018 med september 2019. Stigningen i antallet af værtshuse kan altså have fundet sted, før Københavns Kommune gennemførte de stramninger, der trådte i kraft i december 2018.

Aggressiv stemning og vold

Få gader fra Amnon Lev bor Sabine Lemire i Sværtegade. Hun mærker heller ingen forbedringer.

- Jeg synes absolut ikke, det går i den rigtige retning. Der er flere typer af problemer. Min 12-årige datter kan for eksempel ikke gå i skole selv. For på det tidspunkt står de sidste bargæster ude på gaden. Stemningen er aggressiv. Der er slåskampe og smadrede flasker, og der bliver kastet med cykler. Det den ubehagelige kerne, som burde være gået hjem for længst, der er tilbage, forklarer hun.

quote Der er slåskampe og smadrede flasker, og der bliver kastet med cykler.

Sabine Lemire, beboer

Og det er ikke kun bargæsterne, der larmer, når de står ude på gaden. Hjemtransporten larmer også. 

- Der er kommet mange flere taxaer. Fra klokken fem holder de i hele gaden og dytter, mens de har motoren i gang. Samtidig ligner det Roskilde Festival fire gange om ugen. Det er klart vores oplevelse, at man intet gør ved de steder, hvor man ved, problemerne er, siger hun.

Sabine Lemire bor selv i ejendom med et af natværtshusene, og hun siger, at mindst to gange om ugen dukker politiet op med udrykning.

Sådan fordeler alkoholbevillingerne sig i Indre By i København.

Tabellen sammenligner januar 2018 med september 2019. I december 2018 trådte de strammere regler i kraft, og havde altså været gældende i ni måneder, da kommunen foretog sin seneste opgørelse.

Som det fremgår, har der været et lille fald i antallet af værtshuse med bevilling til klokken 04, mens der er stigning i antallet for værtshuse, der har åbent til klokken 01, 02 og 03. For den sene bevilling til klokken 05 er antallet uændret. Selv om der er tale om en stigning, så kan værtshusene have fået deres bevilling, før kommunen strammede reglerne.

Flere serveringssteder i byen som helhed

For byen som helhed er antallet af værtshuse med alkoholbevilling og ret til at holde åbent til midnat steget - fra 1.165 til 1.196. Og antallet for de senere bevillinger, hvor der skal lukkes enten klokken 01, 02, 03 eller 04 er også steget. Til gengæld er der et lille fald - på fire serveringssteder - for den gruppe, der kan holde åbent til klokken 05.

Den restriktive Zone

 
 
Foto: Grafik: Mia Cassens - TV 2 Lorry

Københavns Kommune har udlagt den mest partyplagede del af byen som et område, hvor der er såkaldt restriktiv praksis. Det betyder, at Bevillingsnævnet har meddelt, at der ikke udstedes nattilladelser til nye serveringssteder. Åbner man et helt nyt sted, kan man altså ikke forvcente at få lov til at holde åbent længere end til klokken 12.

Men som Bevillingsnævnet selv oplyser:

- Alle ansøgninger om alkoholbevilling og nattilladelse vil fortsat blive behandlet individuelt og konkret. Der kan således være særlige forhold som gør, at Bevillingsnævnet vælger at fravige den gældende praksis i en given sag.

I sine undersøgelser har Københavns Kommune også udpeget de mest værtshustunge gader, hvor der er mange serveringssteder med natbevilling.

Hvis man alene kigger på den sene 05-bevilling, så er Vesterbrogade (som er lang) i front med 46 natbevillinger. Herefter kommer Gothersgade med 16, Nyhavn med 13 og Vestergade (som er kort) med 11 bevillinger til klokken fem.

Borgmester: Det tager tid

Bevillingsnævnet hører under kulturborgmester Fransiska Rosenkildes ansvarsområde. Hun har ingen kommentarer til værtshuset Billy Boozes truede bevilling inden næste møde i bevillingsnævnet, der finder sted tirsdag i denne uge.

Hun skriver generelt om bevillinger i en mail til TV 2 Lorry:

"Antallet af serveringssteder, der har tilladelse til at udskænke alkohol til kl.5 i Indre By, er i 2019 på samme niveau som i 2018. Det glæder mig, at vi har fået bremset udviklingen, for Indre By er mættet. Desuden er det vigtigt at understrege, at det tager lidt tid, før vi mærker effekten af varslet for stop af nye sene nattilladelser, som Bevillingsnævnet indførte i december 2018."


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik