Arrangører slår fast: Kæmpe løbeevents vender tilbage helt uden restriktioner

Der er godt nyt til dem, der har drømt om at løbe de længere distancer i fællesskab med andre - helt uden restriktioner.

Der er gode nyheder til dem, der har set frem til igen at snøre løbeskoene og give sig i kast med enten et halvmaraton - eller en mere uskyldig fem kilometers rute i selskab med kollegerne.

Arrangørerne af de to store løbeevents, DHL Stafetten og Copenhagen Half Marathon, har nu sagt et endeligt "go" til, at løbene kan foregå uden hverken mundbind, afstand eller corona-pas.

Den seneste udfasningsaftale skaber nemlig mulighed for, at løbene kan finde sted efter den 1. september i det format, vi kender fra før corona.

Og det glæder idrætsforeningen Sparta Atletik og Løb, der står for begge arrangementer.

quote Folk vil gerne tilbage til normale tilstande og opleve suset ved at være en del af et stort løbefællesskab

Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Atletik og Løb

Sidste år måtte de nemlig aflyse begge events og dermed vinke farvel til størstedelen af foreningens indtægtsgrundlag. Alt takket være corona.

- At vi nu kan afvikle disse to flagskibsevents giver motivation og engagement ude i løbeklubberne og løbefællesskaberne landet over, som har brug for noget at samles om og holde sig aktive omkring. Det er hele det frivillige idrætsliv og foreningsdanmark, der nu kan starte op igen, siger Dorte Vibjerg, direktør i Sparta Atletik og Løb, i en pressemeddelelse.

Det har dog krævet fleksibilitet fra arrangørernes side, hvis DHL Stafetten skulle blive en realitet. Normalt ville stafetten løbe af stablen i slutningen af august, men det stemte dårligt overens med coronarestriktionernes udfasning.

Derfor er årets DHL Stafet, der også er kendt som verdens største firmastafet, rykket et par dage frem.

DHL Stafetten afholdes således over 5 dage fra onsdag den 1. september til og med tirsdag den 7. september.

Copenhagen Marathon har måtte aflyse to gange i træk, men nu bliver det endelig en realitet igen.
Copenhagen Marathon har måtte aflyse to gange i træk, men nu bliver det endelig en realitet igen.
Foto: Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Det bliver formentlig næsten ikke til at komme til for løbere i København i meget af september.

For efter forårets aflysning af det berømte løb indtager maratonløbere igen byens gader til Copenhagen Half Marathon, når det bliver afholdt den 19. september.

Det bliver, ifølge Sparta Atletik, endda det første store motionsløb i verden til at vende tilbage på løbescenen efter corona-pandemien.

Og der er allerede rift om pladserne:

- Vi ligger på nuværende tidspunkt foran tilmeldingstallet for 2019, som var det første år, hvor CPH Half var udsolgt, og vi ser kun, at tendensen fortsætter. Folk vil gerne tilbage til normale tilstande og opleve suset ved at være en del af et stort løbefællesskab, siger Dorte Vibjerg.

DHL Stafet og Copenhagen Half Marathon

• Copenhagen Half Marathon afholdes for 7. gang søndag den 19. september

• Der er plads til 25.000, og der er pt. over 11.000 tilmeldte

• Copenhagen Half Marathon er et World Athletics Road Race Elite event (tidligere IAAF Road Race Gold Label event)

• Løbet arrangeres af Sparta Atletik og Løb i samarbejde med Dansk Atletik. Det er sponsoret af Zalando, Nordea-fonden er bidragsyder, partnere er Københavns Kommune, Frederiksbergs Kommune, Sport Event Danmark.

• DHL Stafetten afholdes i sin 40. udgave over 5 dage: 1., 2., 3., og 6., 7. september

• DHL Stafetten har ca. 120.000 deltagere fordelt på mere end 3000 virksomheder

• DHL Stafetten har været afholdt i Fælledparken, København, hvert år siden 1981

• Sponsor er transport- og logistikfirmaet DHL


Tilmeldingen til CPH Half er åben på www.cphhalf.dk

Tilmeldingen til DHL Stafetten er åben på www.sparta.dk/dhl


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik