Arkitekt reddede brændt slotskirke - nu revser han villaejerne

Vi skal passe bedre på den bygningsmæssige kulturarv - også når det gælder villaer i Valby og Vanløse. Det mener arkitekten Ole Drachmann, der blandt andet har genopbygget Christiansborgs Slotskirke, renoveret Marmorkirken og Poul Henningsens fredede villa. Den 22. juni fylder han 70 år.

I denne måned er det 30 år siden, København blev ramt af en af de mest dramatiske og ødelæggende brande i nyere tid - nemlig da store dele af Christiansborg Slotskirke brændte ned en pinsenat i juni 1992. 

Da kirken skulle genopbygges, blev det restaureringsarkitekten Ole Drachmann, der fik opgaven og dermed stod han med det, der blev hans karrieres højdepunkt. 

Nu hvor han i næste uge, 22. juni , fylder 70 år, er han ikke bleg for at revse især villaejere for, hvordan de passer på deres del af den danske kulturarv. 

Den kritik vender vi tilbage til, for historien om branden i Christiansborg Slotskirke - og dermed Ole Drachmanns hovedværk - presser sig på.

Branden i Christiansborg Slotskirke

I pinsen 1992 var store dele af København på den anden ende. Det var i de (få) år, hvor hovedstadens karneval var kæmpestort med tusinder og atter af tusinder danse- og musikglade mennesker, der fyldte gaderne i store dele af den indre by. 

Stemningen var høj, svedig og løssluppen - der var sambafest i den gamle hovedstad.

Men så gik det galt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

TV 2 Lorry fulgte branden igennem hele natten.
TV 2 Lorry fulgte branden igennem hele natten.
Foto: TV 2 Lorry

I kanalen ved Christiansborg var der gilde på en lille båd, og herfra blev det affyret festlige nødblus. Slotskirken lige ved siden af var under restaurering, og en del af taget dækket med presenninger. 

Et eller flere af de brændende nødblus landede i presenningerne, og kort efter var kirken ramt af en brand så voldsom, at røgen hang tung og stinkende i en stor del af Indre By.

Og i takt med at flammerne gnavede sig igennem bygningen, blev et af Københavns mest kendte klassicistiske bygningsværker ødelagt. Helt galt gik det, da kirkens store kobberkuppel gav efter for flammerne og styrtede ned i det underliggende kirkerum, som dermed også blev antændt. 

Skaden var nu total.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dagen efter var der massive mængder af røg i flere gader i København. Politiet kørte rundt med højtalervogne og advarerede borgerne.
Dagen efter var der massive mængder af røg i flere gader i København. Politiet kørte rundt med højtalervogne og advarerede borgerne.
Foto: TV 2 Lorry

Brandfolk kæmpede en mange timer lang kamp - men til sidst blev flammerne slukket - og et sørgeligt syn af en voldsomt brandskadet kirke stod tilbage. 

Ret hurtigt efter var der enighed om genopbygning af kirken, der er forbundet med Christiansborg Slot og bruges af kongehuset og Folketinget.

Opgaven gik til restaureringsarkitekten Ole Drachmann, der ikke bare stod med sit livs opgave, men også med en masse nærmest uløselige udfordringer - blandt andet fordi der ikke eksisterede tegninger af kuplens konstruktion.

En fantastisk opgave

- Det var en fantastisk opgave. Vi måtte starte forfra og lære om datidens byggeteknik. Vi skulle sætte os ind i et helt andet univers. For eksempel fandt vi ud af, hvordan man sætter vinduer i stand, så de holder længe - nemlig ved at bruge linolie og andre fornuftige materialer, fortæller Ole Drachmann til TV 2 Lorry. 

- Vi lavede et vinduesværksted med tre faggrupper, der arbejdede med at genskabe vinduerne. Vi brugte mundblæst glas, der er ujævnt og giver et meget fint lysspil. Vi lærte os at pudse med kalkbaserede mørtler, så det opnåede samme styrke som cement.

Kirkerummet var præget af stukmarmor, der var udført i gips. 

Men danske håndværkere beherskede ikke teknikken længere, og derfor fandt man en tysk stukkatør, der underviste danskerne, som dermed kunne genskabe kirkens indre.

- Nu har vi givet de kundskaber videre til næste generation, påpeger Ole Drachmann.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dagen efter branden faldt slotskirkens kuppel ned. Derefter var der åbent op til himlen.
Dagen efter branden faldt slotskirkens kuppel ned. Derefter var der åbent op til himlen.
Foto: TV 2 Lorry

Som restaureringsarkitekt kan han ikke stå og se på en ny bygning og svulme af stolthed, mens han tænker "den har jeg lavet". Og dog:

- I mange år, sagde mine børn "dét der er fars kirke", selv om det jo er Dronningens. Men da jeg var færdig, og forlod slotskirken, tænkte jeg, at det nok var min karrieres højdepunkt, husker han.

Det umulige hus

Alligevel kan han, nu hvor 70-årsdagen nærmer sig, se tilbage på restaurering af andre kendte bygningsværker. 

Marmorkirken, og Søetatens Pigeskole i Nyboder er bare nogle af dem. Og i mindre skala Poul Henningsens fredede villa i Gentofte, som han restaurerede for Realdania.

- Det var et umuligt hus, han tegnede. Det er bygget af betonsten og havde et ekstraordinært stort varmetab. Vores opgave var blandt andet at reducere varmetabet med 50 procent, men vi nåede 60. Blandt andet med gulvvarme og ny isolering, siger han. 

Huset var isoleret med kork, og her fandt Ole Drachmann og hans folk på i stedet at bruge aerogel, som er et materiale, der blandt andet spås en stor fremtid i luftfartsindustrien.

- Når vi ser sådan et hus og andre, der skal restaureres, så er det vigtigt at dykke ned i historien. Hvordan var det tænkt, hvordan så det ud – og hvordan genskaber vi det. Det er spændende, fordi der ofte er et stort detektivarbejde i det, fortæller han.

(I videoen herunder kan du se vores Søndagsmagasin om arbejdet med huset. Artiklen fortsætter under videoen)

I næsten et år har vi fulgt renoveringen af en villa, som arkitekten PH selv kaldte for Gentoftes grimmeste hus.

Pillet ned, sten for sten

Ude ved spidsen af Nordhavn, på Redmolen, er pensionsselskabet PFA i gang med byggeriet af et nyt, markant domicil, der kommer til at stå som porten til både Nordhavn og Københavns Havn. Byggeriet er rundt, højt - og det fylder

 Lige ved siden af den topmoderne bygning ligger - eller lå - et lille toldhus fra 1911.

- Det pillede vi ned, sten for sten. For man var bange for, at de mange store maskiner, der skulle bygge PFAs bygning, kunne komme til at ødelægge det lille hus. Det er bygget af 4.000 ølandssten, som vi har nummereret - og sammen med bygningsdelene har de ligget på lager i to år. Nu skal vi genopføre det på nøjagtigt samme sted, fortæller Ole Drachmann - som svar på spørgsmålet om, hvad han laver lige nu. For trods de næsten 70 år er der absolut ingen planer om at holde op.

- Jeg arbejder sammen med min datter, og jeg bliver ved, så længe jeg synes, det er sjovt, fastslår han.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Den her lille bygning - et toldhus fra 1911, er blevet fjernet sten for sten  for ikke at blive ødelagt af et kæmpebyggeri på samme grund. Nu skal den genopføres.
Den her lille bygning - et toldhus fra 1911, er blevet fjernet sten for sten for ikke at blive ødelagt af et kæmpebyggeri på samme grund. Nu skal den genopføres.

Ødelæggelse af villakvarterer

Men bygningsmæssig kulturarv - og bevaring af den - som har fyldt det meste af Ole Drachmanns arbejdsliv er ikke kun relevant, når det handler om flere hundrede år gamle slotskirker, domhuse og skoler. 

Det handler også om, hvordan du og jeg bor. 

I de københavnske villakvarterer, i områderne nord for København og mange andre steder. 

For her ser Ole Drachmann noget, han ikke bryder sig om. Og det er her, han løfter pegefingeren.

- Jeg bor selv i Dyssegaard, hvor jeg oplever, at folk køber dejlige villaer for så at rive dem ned. I stedet får de opført et primitivt hus fra en af de udbydere, der bygger til en lav kvadratmeterpris. Det er en forfærdelig ting, og jeg synes i den grad, at kommunerne forsømmer deres pligt til at lave bevarende lokalplaner. Folk vil have firkantede, hvide kasser, og derfor river de et hus til otte millioner kroner ned. Det ødelægger det homogene i et kvarter, og mit gæt er, at beboerne hurtigt bliver trætte af huset og flytter. Så kan vi andre kigge på det, siger han.

På samme måde nævner han, da det for få år siden blev højeste mode at udstyre sit hus med et tag i sortglaseret tegl - uanset hvordan det oprindeligt var bygget.

- Og en fin, lille sprød bungalow bliver altså ikke til et palæ, selv om den får sortglaseret tegl på, siger han.

Snart pakker han kufferten, for den runde fødselsdag fejres med familien under sydlige himmelstrøg, i Italien. Og er det ikke der, han holder ferie, så er det i sommerhuset på Samsø, hvor han selv øver sig i gamle håndværksdiscipliner - såsom at kalke og at restaurere vinduer på samme måde, som det blev gjort i Christiansborg Slotskirke.

- Foreløbig har de holdt i 15 år uden at skulle males. Det er bæredygtig renovering.

Ole Drachmann er her fotograferet i Søetatens Pigeskole, som han netop har stået for restaureringen af.
Ole Drachmann er her fotograferet i Søetatens Pigeskole, som han netop har stået for restaureringen af.