Arbejdsgiver fyrede 381 medarbejdere – nu arrangerer de jobmesse for dem

Hotelkoncernen BC Hospitality Group inviterede mandag alle de medarbejdere, kæden har fyret, til en jobmesse i et forsøg på at sende dem mod jobs i andre virksomheder.

01:52

Oplevelsesindustrien må regnes som en af de brancher, der har været hårdest ramt under coronakrisen.

Det har 381 nu tidligere medarbejdere hos hotelkoncernen BC Hospitality Group oplevet på egen bankbog, da kæden først i foråret og senest i august førte to store fyringsrunder ud i livet.

Derfor har det sikkert været en kende ambivalent for flere af de nyledige fra virksomheden at modtage en invitation fra den tidligere arbejdsgiver om at deltage i en jobmesse i de lokaler, der engang var ens arbejdsplads.

Læs også Hotelvirksomhed varsler 350 fyringer - forretning halveret på ni dage

Mandag løb jobmessen af stablen i Bella Center Copenhagen, hvor virksomheder med jobs på hånden og hotelkædens tidligere ansatte uden jobs på hånden kunne gøre kur på hinanden.

En af de deltagende var Dennis Christensen, som mistede sit job som ansvarlig for hotelkontrakter på Hotel Bella Sky - et af kædens tre hoteller - den 30. juli. Han bifalder tiltaget fra BC Hospitality Group.

- Jeg synes, det er et godt tiltag. Det er en god måde at tage vare på de medarbejdere, man har fyret. De prøver at hjælpe deres ekskollegaer til at komme ud og få et job igen. Så jeg synes, det er et rigtig godt initiativ, de har taget her, siger han til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter billedet.

Jobsamtalerne foregik gennem de efterhånden tidstypiske plexiglasruder. Foto: TV 2 Lorry

Og netop det er formålet med dagen, fortæller Elisabeth Richard Bach, som er chef for læring og udvikling i BC Hospitality Group.

- Vores håb er, at vi med denne jobmesse sikrer, at alle går herfra med et job i dag. Og hvis ikke de gør det, så skal de gå hjem med noget andet konkret – en plan om uddannelse, efterkvalificering og så videre, siger hun.

Værre end under finanskrisen

Selv fortæller Elisabeth Richard Bach, at fyringsrunderne hos hotelkoncernen har været svære beslutninger at føre ud i livet.

- Det er utroligt svært at sende folk ud på et marked, der er dødt. Især når de brænder for en branche, som de ikke kan få et arbejde i de næste stykke tid. Det har været en oplevelse, jeg godt ville have været foruden. det må jeg være ærlig at indrømme, siger Elisabeth Richard Bach.

- Jeg har været igennem mange fyringsrunder under finanskrisen, og det her er uden sammenligning den værste, jeg nogensinde har været med til.

Læs også Julefrokost-arrangører i knæ: Det ser sort ud

Artiklen fortsætter efter billedet.

Elisabeth Richard Bach, som er om er chef for læring og udvikling hos BC Hospitality Group, tog initiativ til jobmessen for at få hjulpet de fyrede medarbejdere videre på arbejdsmarkedet. Foto: TV 2 Lorry

Giver anledning til håb

Men i stedet for at lade stå til, vælger BC Hospitality Group at indtage rollen som en aktiv medspiller i at få sendt de tidligere medarbejdere videre til andre jobs i andre brancher.

- Vi har ingen penge, vi har en masse ledige eks-medarbejdere, og vi har ingen jobs til dem. Men vi har pladsen her og et godt netværk med masser af virksomheder, hvor der rent faktisk er jobs. At få bragt de elementer sammen, det er min drivkraft – at få matchmaket så mange, som muligt, siger Elisabeth Richard Bach.

Matchet er Dennis Christensen  da også blevet i dag. Han har været til samtale hos virksomheden JKS og haft løse snakke med andre om et muligt job i fremtiden.

Læs også Københavns turisme har tabt 8,6 milliarder på tre måneder, anslår organisation

Derfor har mandagens jobmesse været en positiv oplevelse for ham.

- Jeg er blevet bekræftet i, at jeg kan nogle ting og har nogle kompetencer, man kan bruge derude. Jeg er blevet bekræftet i, at et livssyn med åbent sind og omstillingsparathed er måden, man skal agere på nu. Og så har jeg fundet ud af, at der faktisk er jobs derude, som har brug for medarbejdere nu, siger han.

De jobs finder man dog næppe i hotelbranchen i hovedstadsområdet den kommende tid.

Ifølge tal fra turismeorganisationen Wonderful Copenhagen anslår, at rejse- og turismebranchen i Københavnsområdet i løbet af sommersæsonens tre måneder er gået glip af 8,6 milliarder kroner i tabt omsætning.

BC Hospitality Group har afskediget 381 medarbejdere i to fyringsrunder i år. Den første blev gennemført i marts måned, mens den seneste skete i august. Foto: TV 2 Lorry



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik