Amager Fælled-sag fortsætter ikke i landsretten: Bygherre overvejer krav om erstatning

Mens byggepladsen på Amager Fælled igen er aktiv, overvejer bygherren Fælledby at hive Amager Fælleds Venner i byretten med krav om erstatning.

Det endelige punktum i striden om byggeriet på Amager Fælled er endnu ikke sat, selvom byggeriet ellers er genoptaget.

Nu overvejer projektselskabet Fælledby nemlig en erstatningssag mod Amager Fælleds Venner.

Det oplyser Fælledby efter et retsmøde mellem sagens parter og retsformanden ved Østre Landsret i kølvandet af byrettens ophævelse af forbuddet mod anlægsarbejdet på Amager Fælled. På mødet blev det besluttet, at sagen ikke fortsætter ved landsretten.

Overvejer erstatningssag

- Der er reelt ikke længere et retsligt spørgsmål på spil, som landsretten skal afgøre. Vi har fået fuldt medhold ved nævnene, og Københavns Byret har ophævet sit forbud, hvorfor der ikke er nogen interesse i at få prøvet forbudsafgørelsen, siger Fælledsbys advokat, Håkun Djurhuus.

- Det principielle spørgsmål, som handler om, at man som NGO eller forening ikke kan sagsøge en privat aktør, når man er uenig med myndighedernes anbefalinger og tilladelser eller politikernes beslutninger, kan i stedet prøves i forbindelse med en almindelig erstatningssag ved Københavns Byret. Fælledby kan have interesse i fortsat at få prøvet spørgsmålet om erstatning for det forbud, som vi mener blev meddelt med urette, siger Håkun Djurhuus.

To millioner venter måske

Dermed overvejer Fælledby altså at sagsøge Amager Fælleds Venner for de to millioner kroner, som foreningen skulle stille som sikkerhed for at få prøvet sagen ved Københavns Byret tilbage i august, såfremt Amager Fælleds Venner ikke skulle få ret.

- I sådan et tilfælde kan der hvile en erstatningspligt på Amager Fælleds Venner, som har sagsøgt Fælledby på et forkert grundlag og dermed forårsaget betydelige omkostninger uden grund, siger Håkun Djurhuus.

Alligevel er Fælledby ikke sikker på, om de overhovedet vil rejse en erstatningssag. Det vil Fælledby snart tage stilling til, oplyser selskabet til TV 2 Lorry.

Vigtigst at få renset vores navn

- Det vigtigste for Fælledby som projekt var at få renset vores navn og få de uafhængige klagenævn til at stadfæste lovligheden af både kommunens lokalplan og det enorme forarbejde, som vi og vores mange fagfolk har udført. Det har vi nu fået, og derfor fokuserer vi på at komme videre med vores kerneopgave, som er opførelsen af boligprojektet. Vi vil derudover følge de anbefalinger, som kommer fra vores advokat og fra landsretten, siger direktør i Fælledby, Erling Thygesen.

Byggeri er igen i gang

Byggepladsen på Amager Fælled er igen aktiv. I mandags begyndte nedrivningen af det tidligere vandrehjem, og næste skridt i processen bliver at igangsætte de naturbeskyttende tiltag i projektets nordøstlige kratområde og at fortsætte grundmodningen med jordarbejde, som er afhængig af både vind og vejr, oplyser Fælledby til TV 2 Lorry.

Amager Fælled-sagen - kort fortalt

I 1994 blev det besluttet, at en del af Amager Fælled skulle sælges til byggegrunde for at være med til at betale for byggeriet af metroen i København.


Den oprindelige plan var at bygge på Strandengen på Amager Fælled, men den plan smuldrede kort før kommunalvalget i 2017 efter massive protester og borgeropstand.


Kritikerne mente dengang, at området var fyldt med uerstattelig natur, og efter at have fastholdt byggeplanen, mens flere partier efterhånden ville revidere den, måtte Borgerrepræsentationens største parti, Socialdemokratiet, med daværende overborgmester Frank Jensen i front sande, at et byggeri på Strandengen ikke blev en realitet – om end det ikke huede ham.


I september 2018 blev Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance enige om at udpege Campinggrunden - også kaldet Lærkesletten - som nyt byggeområde sammen med Stejlepladsen i Sydhavnen og Selinevej på Kalvebod Fælled.


Campinggrunden har tidligere været fredet, men fredningen blev ophævet i foråret 2019, så byggeplanerne på stedet kunne realiseres.


Adskillige borgere og organisationer som Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening har siden kæmpet for at overbevise beslutningstagerne om, at et byggeri på Amager Fælled blandt andet ville true arten vandsalamander.


I februar 2021 blev byggeriet på grunden endelig stemt igennem i Københavns Borgerrepræsentation.


I juli 2021 standsede Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet projektet, og i august 2021 var det Københavns Byret, der satte en stopper for byggeriet.


I december 2021 er Planklagenævnet kommer med en endelig afgørelse. To klageinstanser afviser klager fra Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner i sagen om byggeri på Amager Fælled. Dermed kan byggeriet på Amager Fælled fortsætte.


Kilde: TV 2 Lorry

_




Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik