Alle siger hej til gadepræsten Liane: “Jeg er som en skraldespand i strutskørt”

- Jeg har købt lædertasker, som vi kan sætte på ladcyklen og bruge til skraldespande. Er det ikke en god idé?

Nogenlunde sådan udbryder 43-årige Liane Zimsen Dambo, i det hun en tirsdag formiddag i april træder ind i Gethsemane Kirken på Vesterbro i København.

- Så kan folk notere alt det, de ikke gider slæbe rundt på og smide det ud, tilføjer hun over mod sin kompagnon og kollega Snerle Sørensen.

At stå til rådighed og lytte er netop noget af det centrale i Liane Zimsen Dambos arbejde.

Hun er nemlig gadepræst på Vesterbro. En jobbeskrivelse som hun selv er med til at forme og udvikle.

Selv ynder hun at beskrive sig selv som en skraldespand i strutskørt.

- I mine samtaler med folk kan de løfte låget og lægge det i - godt såvel som skidt – de har lyst til og så lukke låget igen. Så har de lagt det (de vil af med, red.) et sted.

- Næste gang vi ses, kan det være noget helt andet, der fylder. Men jeg tømmer aldrig skraldespanden. Den fyldes bare uden at blive fuld. Alt indholdet kan findes frem igen, for man kan altid ringe og bede om en samtale.

Siden 2014 har gaderne omkring Vesterbrogade og Istedgade været Liane Zimsen Dambos hovedkontor.

Her er det hendes opgave at stå til rådighed for folk og skabe kontakt til alle mennesker - også dem som ikke nødvendigvis har deres gang i folkekirkens klassiske form.

Hun møder nemlig borgerne, der hvor de er.

Om det er foran det lokale værested, ved grøntsagshylden i Netto eller blandt hårpynt og jakker i en genbrugsbutik, så er hun altid klar til en snak.

Her kan det handle om alt fra livets helt store spørgsmål til mindre dagligdagssamtaler.

- Når du møder gadepræsten, så er det ligesom at møde en, du kender. Du taler om det, der fylder. Løst eller fast. Det skal ikke været noget specifikt, som du føler, du kommer med. Det er bare det, der er fylder nu og her, siger hun.

Liane Zimsen Dambo har fra start af været med til at skabe gadepræst-rollen på Vesterbro.

Da hun som teologistuderende var i praktik i Kristkirken på Vesterbro, oplevede hun nemlig en mangel på en gadepræst i sognet. Derfor gik hun som nyuddannet til formanden for menighedsrådet og foreslog, at de oprettede en stilling som gadepræst.

Efter en projektansættelse på otte måneder var der blevet nikket godkendende til stillingen.

Stillingen blev derfor slået op, og selvom Liane Zimsen Dambo med egne ord var ved at dø af skræk, da hun søgte den, så endte hun altså med at kunne kalde sig for Vesterbros gadepræst.

Siden da har hun været med til at udvikle stillingen i tæt samarbejde med vesterbroerne selv og kollegaerne i Vesterbro Sogn.

Denne tirsdag syv år efter sin ansættelse er gaden fortsat hendes hovedkontor. Efter at have rullet en cigaret, trækker Liane Zimsen Dambo en hvid og ulden kappe udover sin matchende kjole og træder ud af kirken.

Knap når hun at låse sin cykel op og forlade Litauens Plads, før de første borgere griber ud efter hendes opmærksomhed.

Først krydser en ladcykel fuld af børn. De vinker til præsten, som straks kvitterer med et “God dag, unger”.

Få meter længere fremme bliver Liane Zimsen Dambo stoppet af en lokalpolitiker, der lige skal overbringe seneste nyt, inden præsten trækker sin cykel videre og drejer af Saxogade.

- Du bringer både sol og hagl med dig, råber en bekendt mod hende. Inden hun slår sin hæse latter op og tilføjer “Det er det største kompliment at give”.

Flere hilser på og sender et vink i hendes retning.

- Hej min ven, godt at se dig, siger hun til en mand, hun passerer.

Istedgade krydses og efter et sving til venstre rammer hun værestedet med navnet Gang i Gaden.

Her har udsatte borgere på tværs af sociale, økonomiske og kulturelle baggrunde mulighed for at få personlig vejledning til arbejdsmarkedet, aktivering og sundhed. Ligesom der hver dag bliver serveret middagsmad for mellem 20 og 25 brugere.

Noget der alt sammen er med til at skabe fællesskaber, venskaber og holdepunkter i de kaotiske liv, som brugerne af værestedet ofte har.

Liane Zimsen Dambo lægger ofte vejen forbi både for at tage en snak med brugerne og personalet.

- Det er et helt exceptionelt sted, fordi der er så meget mod, vilje og styrke. Det er et af de steder, hvor du ikke er, fordi du gør, men fordi du netop er. Her er der ikke alle mulige labels. Folk kommer, som de er.

- Der er en vedkommenhed og et overskud til at se andre mennesker, hvad end du er en af de andre, personale, den lokale politibetjent eller gadepræsten. Der er altid ærlighed, kærlighed og omsorg. Grin, gråd og skrål.

Selv er Liane Zimsen Dambo opvokset alene med sin mor, og det er netop moderens indstilling til livet, der har været med til at forme hende som menneske og præst.

- Jeg plejer altid at sige, at måden, jeg er præst på, kommer fra måden, som min mor er på. Tanken om, at du møder folk med det, som du har og er, og giver dem det, har jeg for hende

- Hun lærte mig, at det ikke er altid, man selv synes, at det, man kan komme med, er det vigtigste i verden, men man skal komme med det alligevel. Man skal hellere få at vide, at det ikke er godt nok eller at andre ikke har brug for det, end ikke at gøre noget.

- Min mor har aldrig spurgt, hvad hun havde overskud til eller lyst til i dag, hun har bare mødt mennesker, og hvis de har haft brug for noget eller kunne bruge hende, så har hun bare stillet op.

I dag er Liane Zimsen Dambo bosat med sine to børn og mand på Vesterbro. Men gennem barndommen nåede hun at bo flere steder i landet, ligesom hun nåede at gå på en del forskellige folkeskoler.

Moderen satte ikke penge i fast ejendom, og det betød med Liane Zimsen Dambos egnes ord, at de ofte boede, hvor folk ikke havde særlig mange penge, og der var sociale udfordringer.

- Jeg har også oplevet nogle utrolige voldsomme historier tidligt i mit liv, fordi der kom folk hjem til os, som havde det ad helvede til. Der blev jeg ikke sendt ud eller væk. Jeg var jo en del af familien og huset.

- Men det har aldrig været farligt, fordi jeg altid kunne spørger min mor, når jeg havde hørt noget. Der har været en utrolig ærlighed omkring det at være menneske, fordi det har været helt tæt på. Jeg har aldrig oplevet nogen, der har været bange for andre mennesker.

Da Liane Zimsen Dambo ankommer til Gang i Gaden, sidder der en enkelt mand på bænken foran.

Få minutter senere er otte-ti mennesker stimlet sammen omkring hende.

Alle har de været omkring hende med et hej og en hilsen. Nu står de sammen og taler på kryds og tværs.

Spørger man Jacob Clausen, der er medarbejder i Gang i Gaden, så er gadepræsten da også en yderst populær skikkelse blandt brugerne af stedet:

- Liane (Zimsen Dambo, red.) har en særlig plads ved mange af brugerne, fordi de for det første ved, at de kan få en direkte hjælp hos hende, men at der også er en skulder af støtte sig op af.

- Jeg har oplevet flere gange, at selvom hun ikke kommer i huset hver dag, så har hun nogle gange en lettere tilgang til at åbne nogle op eller give dem en følelse af at være set og hørt. Mange af brugerne lever i ensomhed, og der er det helt tydeligt, at hun bare er en energistråle for dem, siger Casper Clausen.

Efter et kortere visit på et kvarters tid bevæger hun sig videre ned af Istedgade.

Havde stoppet ved Gang i Gaden været før marts 2020 havde det formentlig varet længere.

For coronapandemien og de medfølgende retningslinjer har det seneste års tid tvunget gadepræsten til – på lige fod med store dele af det danske samfund - at tilpasse sig.

Håndsprit, visir og afstand er blevet en del af hverdagen, når hun bevæger sig rundt på gaden.

Men hun er også tvunget til at forkorte sine besøg og sørger for, at borgerne ikke stimler sammen om hende, som de tidligere gjorde, når hun for eksempel holdt to go-nadver og gade-prædikener.

- Jeg kan ikke få lov til at være så umiddelbar, som jeg gerne vil være. Jeg må ikke kramme folk. Jeg skal tænke over, at det er bedre at sætte en masse hilsner op, binde gaver på folks døre fremfor at køre en tur med orgelmusik og gå rundt og se alle på samme dag.

- Men livet er stadig i gang. Skyld, skam, sorg, smerte, lykke, forventning, glæde, angst, frygtsomhed, tro, tryghed og vrede er stadig noget, der hører livet til. Det tør vi godt rumme i min klub. Det vil jeg fortsat gerne kunne sige til folk, derfor gør vi det blandt andet med små hilsner i stedet for.

At umiddelbarheden er skiftet ud med mere planlægning betyder, at gadepræsten det seneste år har brugt mere energi på at indhente kontaktoplysninger på borgerne og lave flere faste aftaler end tidligere.

Alligevel påpeger hun, at det som gadepræst netop er en del af jobbeskrivelsen at kunne tilpasse sig efter behovene og samfundets udvikling. 

- På en måde er alt lavet om, men faktisk så tror jeg, at vi (Snerle Sørensen og Liane Zimsen Dambo, red.) var dem, der var allermest rustet. Vi er vant til at se, hvad der sker og go with the flow og spørger ”Hvad skal vesterbroerne bruge mig til i dag?”.

Med det spørgsmål følger Liane Zimsen Dambo sin mors mantra om at møde folk og give dem det, man har.

Og det har hun gjort, siden hun var ganske lille. For opdagede hun dengang, at kammeraternes sko var slidte eller frakken hullet, så havde hun en pligt til at reagere og finde en, som kunne løse det.

- Min mor hjalp altid med respekt, det var ikke for at redde hele verden. Det var ikke sådan, at vi skulle være noget særligt, fordi vi kunne noget, som de andre ikke kunne. Det var snarere, at du har, hvad du har og kan det, du kan. Giv det væk.

Netop at give, hvad man kan til fællesskabet, er derfor også noget af det helt centrale i Liane Zimsen Dambos måde at beskue sit embede på.

- Grunden til, at jeg kan noget og kan bruges til noget, er, at jeg kommer fra en del af Folkekirken på Vesterbro. Hvis der er noget, jeg ikke kan, så har jeg en kollega, der bare stiller op med det, vedkommende kan.

- Derfor har jeg det også sådan, at jeg ikke er noget særligt. For jeg ikke kan mere end alle andre. Men det jeg kan, får jeg lov til at gøre i den kæmpe flok, som vi er i Folkekirken på Vesterbro.

Liane Zimsen Dambo fortsætter turen videre ned ad Istedgade, så af et par sidegader for til sidst at træde ud på Vesterbrogade og ind i genbrugsbutikken Prag.

- Du ser fandme godt ud i dag, udbryder hun over mod ekspedienten Casper Svendsen, i det hun træder ind gennem butikkens dør.

Her er bøjlestængerne blandt andet proppet med strutskørter og pailletbeklædte tøjklæder, mens kurvene svømmer over af hårpynt i alle regnbuens farver.

Et sted hvor Liane Zimsen Dambo foretrækker at komme.

Både når hun holder arrangementer, møde borgere og ikke mindst, når hun selv har brug for at stemple ud – for så foretrækker hun at gøre det med ti minutters pause blandt pailletterne.

Glæden ved pailletter, strutskørter og farverigt tøj er da til at få øje på, når man møder hende.

For hos Liane Zimsen Dambo er den klassiske sorte præstekjole ofte skiftet ud med farverige kjoler – denne tirsdag er en hvid kjole med blomster og blonder akkompagneret af et forklæde med det kristne symbol fisken, røde sneakers og gult hårnet.

Og det er ikke uden grund. Med en onkel, der var drag queen, og en mormor, der var glad for korte kjoler og spidse sko, lærte Liane Zimsen Dambo tidligt, hvordan man kunne udtrykke sig med tøj og bruge det til at vise, hvordan man havde det.

Derfor er det også et redskab, hun har taget med sig ind i præsteembedet. Hendes eneste benspænd er, at tøjets farve skal passe til kirkeårets kalender.

Foto: Kirstine Ploug 

- Det æstetiske kan bryde nogle barrierer ned, fordi vi er ude over takt og tone. Det, har jeg fundet ud af, virker meget godt som gadepræst. 

- Der er ikke nogen, der ser mig og ikke tør taler til mig eller sige deres mening til mig. Man ser mig og ved godt, at jeg ikke tager mig selv så seriøst. Enhver kan se, at det her må man godt tage stilling til og have en mening om. Folk må godt kommentere, hvis jeg har en fugl på hovedet.

Netop beklædningen var også det, der fangede ekspedienten Casper Svendsens opmærksomhed første gang Liane Zimsen Dambo trådte ind i genbrugsbutikken, mens han var på arbejde.

- Hun trådte ind i butikken og lignede et juletræ. Jeg tænkte ”What the fuck?!”. Jeg blev både overvældet og enormt nysgerrig, husker han.

Men mens de farverige og iøjenfaldende outfits er gadepræstens visuelle varemærke, så er det også en anden egenskab, som kendetegner hende.

- Hun er jo en figur i et fantastisk outfit, der samtidig tilbyder en dyb snak. Hun har altid en masse god energi at give af. Jeg føler mig enormt set. Vi kommer jo ikke sammen privat, så det er sjældent, at jeg føler sådan.

- Hvis man tænker over det, så går vi alle sammen rundt i vores egen bobler, men lige pludselig så møder man et menneske som Liane (Zimsen Dambo, red.), der bare kan tage et rum og snakke til en, som det mest naturlige i hele verden. Det er ikke forceret, hun er bare sådan. Det er mega fedt, siger Casper Svendsen.

Tilbage i butikken er tiden ved at løbe fra Liane Zimsen Dambo, for om ganske kort tid skal hun være fremme ved en borger, som hun har en samtale med.

Hun griber derfor sin cykelkurv og skynder sig afsted mod butikkens dør.