Ali var hårdkogt kriminel: Nu vurderer han regeringens nye udspil

Et nyt udspil skal øge trygheden. TV 2 Lorry har spurgt Ali Najei, som tidligere selv har skabt masser af utryghed, om han tror, udspillet vil virke.

Lige siden Ali Najei var en stor dreng, var han en hårdkogt kriminel. I skoleårene oplevede han at blive smidt ud af mere end 10 folkeskoler. Og da han var midt i tyverne, havde han allerede afsonet syv års fængsel.

Men det er fortid nu. 

I dag er Ali Najei 29 år gammel, og han har fået en åbenbaring. Den barske fortid har han lagt bag sig, og nu hjælper han i stedet unge, der kæmper med kriminalitet, vold og stofmisbrug. 

De unge kriminelle, som Ali Najei forsøger at hjælpe, skaber utryghed i byen - nøjagtigt som han selv gjorde det for nogle år tilbage.

På grund af Ali Najeis fortid og nuværende arbejde har TV 2 Lorry bedt ham om at gennemgå regeringens nye udspil "Et tryggere Danmark."  

Ali Najei har tilbragt sammenlagt syv af sine 29 år bag tremmer.
Ali Najei har tilbragt sammenlagt syv af sine 29 år bag tremmer.

quote Vil du høre på en som har læst om en flad? Eller vil du høre på en som har fået en flad?

Ali Najei

God idé

Som titlen på regeringens udspil antyder, er målet, at skabe mere tryghed i samfundet. Det skal ske ved hjælp af en række sikkerhedsmæssige og sociale indsatser. 

Og det er et udspil, som Ali Najei hilser velkomment.

- Det er jo fint, at man prøver at skabe nogle ændringer. Hvis der er en ting, jeg har lært i mit liv, er det, at hvis man vil have, at tingene skal være anderledes, end de er, så bliver man nødt til at gøre tingene anderledes, siger Ali Najei til TV 2 Lorry.

Ali Najei driver konceptet Kapitel 1, hvor han blandt andet coacher unge, og laver boksetræning.
Ali Najei driver konceptet Kapitel 1, hvor han blandt andet coacher unge, og laver boksetræning.

Gøre skaden god igen

Et af forslagene går ud på, at de der begår hærværk, skal kunne dømmes til at "gøre skaden god igen." For eksempel ved at reparere det de har ødelagt eller rydde op efter sig. 

Ali Najei kan godt idéen. Men han siger også, at det skal tænkes ordentligt igennem, hvis det skal have effekt. Ifølge ham er det ikke kun afgørende, hvad politikerne gør, det er mindst ligeså vigtigt, at det bliver gjort på den rigtige måde og af de rigtige mennesker.

- Jeg synes, at det er et rigtig fedt initiativ. Men hvem skal gøre det? Er det politikerne? Er det nogen systemet finder? Eller er det os, som de unge kan spejle sig i? Vil du høre på én som har læst om en flad? Eller vil du høre på én, som har fået en flad? Størstedelen af de unge vil nok høre på én, der selv har prøvet at få en flad, siger Ali Najei. 

Da Ali Najeis bror blev skudt, og han samtidig mødte en helt særlig person, fandt han vejen væk fra kriminalitet. I dag hjælper han andre med at vende ryggen til vold, kriminalitet og narko.
Da Ali Najeis bror blev skudt, og han samtidig mødte en helt særlig person, fandt han vejen væk fra kriminalitet. I dag hjælper han andre med at vende ryggen til vold, kriminalitet og narko.

Her er er lidt mere om indholdet i udspillet:

Regeringens udspil: Et tryggere Danmark

  • Der skal indrettes "nattelivszoner" de steder i byen, hvor der er mange barer. Her skal der også være flere uddannede dørmænd end i dag.

  • Ballademagere kan blive bortvist fra zonen.

  • Der skal være bedre videoovervågning på S-togstationerne.

  • Unge skal kunne påbydes at være hjemme på et særligt tidspunkt.

  • Forældre skal kunne påbydes at deltage mere aktivt i de unges liv. For eksempel ved at følge dem i skole. Hvis påbuddet overtrædes, risikerer de at få skåret i deres ydelser.

  • Dømte skal kunne sættes under økonomisk administration.

  • De, der begår hærværk, skal kunne pålægges at gøre skaden god igen. For eksempel reparere det de har ødelagt.

  • Endelig vil regeringen have hurtigere konsekvens – flere straksreaktioner.


Kilde: Justitsministeriet

Syv år bag tremmer

Der er ingen tvivl om, at Ali Najei har indgående kendskab til de miljøer, som får andre til at føle sig utrygge. Den anerkendelse han som dreng ikke kunne få i skolesystemet, kunne han finde i det kriminelle miljø. Han gik direkte fra børnelivet til et liv bag tremmer. 

- Jag lavede alt fra tyveri til afpresning, våbenhandel, narkosalg osv osv osv, siger Ali Najei. 

Ali Najei har begået mange former for kriminalitet og skabt masser af utryghed.
Ali Najei har begået mange former for kriminalitet og skabt masser af utryghed.

I alt har han siddet syv år i fængsel.

- Det var mere end bare destruktivt for mig. Jeg begyndte at få et had til systemet, siger han til TV 2 Lorry. 

Han opbyggede et had til systemet.
Han opbyggede et had til systemet.

Forældrepåbud

Et af forslagene i regeringens udspil, går ud på, at forældre skal kunne påbydes at involvere sig mere i deres børns liv. For eksempel ved at følge børnene til og fra skole. 

I sit arbejde med de unge ser Ali Najei mange forældre, der er fraværende eller mangler kompetencer til at hjælpe deres børn. Ifølge ham er det afgørende, at forældrepåbuddene følges op med støtteundervisning, hvis de skal skabe bedre forhold for de unge. 

- Forældrene skal rustes mere til at forstå, at det du gør, kan være meget afgørende for deres barn. Det vil være godt at lave workshops for dem, siger Ali Najei.

Ali Najei møder mange forældre, der har brug for hjælp til at være den støtte, deres børn har brug for.
Ali Najei møder mange forældre, der har brug for hjælp til at være den støtte, deres børn har brug for.

Forældrene flygtede fra krig

Også svære forældreforhold kender Ali Najei alt til. Han beskriver sine forældre som meget kærlige, men også som mennesker der har haft ufattelig mange udfordringer i livet. 

Hans far er flygtet fra krigen i Irak, og hans mor er flygtet fra Libanon. De har store ar på sjælen. Det blev ikke lettere at holde styr på Ali og hans fem søskende, da hans far fik blodkræft og måtte tilbringe lang tid på hospitalet.

- De er ikke ressourcestærke. Det er de i hvert fald ikke mere. De har været igennem så meget lort i deres liv, siger Ali Najei.  

Ali Najeis forældre er begge flygtet fra krig i mellemøsten.
Ali Najeis forældre er begge flygtet fra krig i mellemøsten.

Vendepunktet

Men i 2016 oplever han en skelsættende begivenhed. Imens Ali sidder i fængsel bliver hans bror skudt og dødeligt såret. Han svæver imellem liv og død. Under afsoningen får Ali kontakt til en socialarbejder, der hedder Susan.

-  Hvis hun ikke var kommet ind i min celle, da min bror lige var blevet skudt, så tror jeg ikke, jeg havde været der, hvor jeg er i dag. Hun plantede en bevidsthed i mig omkring selvudvikling, siger Ali Najei.  

Da Alis bror var blevet skudt, og dødeligt såret, mødte han en socialarbejder, der blev vendepunktet i hans liv.
Da Alis bror var blevet skudt, og dødeligt såret, mødte han en socialarbejder, der blev vendepunktet i hans liv.

Lærte om følelser

Da Ali mødte Susan var han fyldt med had. Han tænkte hele tiden på, hvordan han skulle hævne skyderiet imod hans bror, så snart han kom ud af fængslet. 

I dag priser han sig lykkelig for, at han skulle sidde yderligere ni måneder i fængsel. Det gav nemlig Susan mulighed for at arbejde med ham, og få ham til at se sit liv og sine følelser på en ny måde.

- Hun lærte mig at mærke efter. Når jeg blev vred, så kunne jeg mærke: OK nu bliver jeg vred! Om lidt så slår jeg! Men nu kan jeg beregne konsekvensen: Hvis jeg slår, så får jeg halvandet år mere. Ok, jeg slår ikke. Jeg snakker bare, fortæller Ali Najei. Hans bror kom sig heldigvis efter skyderiet.    

I dag holder Ali Najei foredrag og hjælper unge på rette vej i livet
I dag holder Ali Najei foredrag og hjælper unge på rette vej i livet

Isager: Det personlige møde betyder alt

Netop det personlige møde, hvor en ung møder en person, der kan nå ind til dem, og få dem til at se andre muligheder, end den kriminelle vej, er ifølge tidligere efterforskningschef Bent Isager helt afgørende.

- Jeg har set masser af eksempler på, at mennesker på et tidspunkt møder en person, der lige nøjagtigt forstår at få dem til at stille spørgsmålstegn, ved det kriminelle liv. Det kan være en lærer, en arbejdsgiver eller en anden person, siger han til TV 2 Lorry. 

Ifølge tidligere Kriminalinspektør og efterforskningschef, Bent Isager-Nielsen, er det personlige møde ofte helt afgørende for, at unge vælger kriminalitet fra.
Ifølge tidligere Kriminalinspektør og efterforskningschef, Bent Isager-Nielsen, er det personlige møde ofte helt afgørende for, at unge vælger kriminalitet fra.
Foto: Lorry

Økonomiske sanktioner

Regeringen foreslår, at unge skal kunne blive sat under økonomisk administration, hvis de begår særlige former for kriminalitet. Ifølge forslaget skal sanktionen følges op med undervisning i økonomi. 

Ali Najei mener, at den sidste del af forslaget - altså undervisning i økonomi - er helt afgørende for, om forslaget kommer til at være effektivt til at holde unge væk fra utryghedsskabende adfærd. 

- Det er jo ultra vigtigt at nogen får snakket med de unge om økonomi. De fatter jo ikke noget som helst om økonomi. De laver bare kontanter, siger Ali Najei.

Ali Najei mener, at det er en god idé, at undervise unge i økonomi.
Ali Najei mener, at det er en god idé, at undervise unge i økonomi.

Uddannelse

Da Ali kom ud af fængslet, læste han HF og siden til mental coach. I dag driver han altså tilbuddet kapitel 1 for udsatte unge. Han er coach, mentor, foredragsholder og hjælper også med fysisk træning i "gymmet", som er indrettet i et gammelt kælderlokale under en gokartbane. 

- Netop fordi jeg har haft de oplevelser, jeg har haft, så føler jeg, at det er min pligt at hjælpe andre. Jeg vil gerne give noget tilbage til samfundet, siger Ali Najei.

Ali Najei føler en forpligtelse , at give noget tilbage til samfundet. På grund af sin fortid, men også fordi det er lykkedes for ham, at skabe en bedre tilværelse.
Ali Najei føler en forpligtelse , at give noget tilbage til samfundet. På grund af sin fortid, men også fordi det er lykkedes for ham, at skabe en bedre tilværelse.

Nattelivszoner

Et andet af regeringens forslag går ud på, at der skal laves særlige nattelivszoner, de steder i byen, hvor der er mange barer. Her skal der være flere vagter og dørmænd, og hvis man laver ballade i en nattelivszone, kan man blive helt bortvist fra zonen og få forbud imod at gå ind i den i en afgrænset periode. 

Ali Najei kan godt lide idéen, men han kan godt være i tvivl om, hvorvidt den vil få den ønskede effekt.

- Når jeg læser det, så tænker jeg: Jeg har selv været en uromager. De skulle da bare smide mig væk! Klart! Men på den anden side kan det også have konsekvenser. Hvis man laver ballade et sted, hvorfor skulle man så ikke også gøre det, der hvor man går hen, når man bliver smidt væk? Nu er man lige blive smidt ud, så nu er man sur! siger Ali Najei.

En del af regeringens udspil er såkaldte "Nattelivszoner", hvor man kan blive bortvist fra, hvis man skaber ballade.
En del af regeringens udspil er såkaldte "Nattelivszoner", hvor man kan blive bortvist fra, hvis man skaber ballade.

Noget at miste

Sidste år modtog Ali Najei Finn Nørgaard-prisen for sit arbejde med de unge. Ifølge ham er det allervigtigste, at de unge kan se en fremtid, som de risikerer at miste, hvis de ikke vender ryggen til kriminaliteten. 

- Grunden til at jeg ikke laver ballade mere, er jo, at jeg har noget at tabe. Jeg har noget, som giver mig gode udsigter for mig selv og min fremtid, siger Ali Najei. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik