Aftale om letbane i København sables ned af flertal: ”Gaven ingen vil have”

Med den nuværende sammensætning på Københavns Rådhus er et flertal direkte modstandere af punktet i gårsdagens infrastrukturaftale om en letbane fra Nørrebro til Gladsaxe.

Som at blive spist af med en gave, man på ingen måder havde ønsket sig, og som man håber kommer med et byttemærke.

Sådan beskriver et flertal af partier på Københavns Rådhus den infrastrukturaftale, et stort set samlet folketing i går kunne præsentere, og i særdeleshed punktet, der handlede om en letbane mellem Nørrebro Station i København og Gladsaxe nord for byen.

For mens det samlede flertal af politikere på Christiansborg med aftalen kunne meddele, at de nu var klar med over en milliard kroner til en letbane i det nordvestlige København, kvitterer et flertal af politikerne på Rådhuset nu ved at sige nej tak.

I infrastrukturaftalen lægges der op til, at der fra 2026 skal anlægges en letbane mellem Nørrebro Station og Gladsaxe Trafikplads via Brønshøj med en linjeføring langs Frederikssundsvej.

Projektet forudsætter dog, at især Københavns Kommune og til dels Gladsaxe Kommune vil medfinansiere en sådan letbane. Med den nuværende sammensætning af politikere på Københavns Rådhus, er der dog intet, der tyder på, at en letbane bliver til noget.

quote Det vil ødelægge hele Frederikssundsvej og få en effekt som en Berlinmur

Jakob Næsager (K)

Vil ikke spises af med dårlig løsning

Regeringens kollegaer fra Socialdemokratiet, der sidder på Overborgmesterposten og har flest mandater i Borgerrepræsentationen, fører an i kritikken.

Laura Rosenvinge, der er nummer tre på partiets liste ved det kommende kommunalvalg, siger, at partiet er skuffet over, at Folketinget ikke har taget kommunalpolitikerne med på råd og rent faktisk spurgt dem, hvad de vil have.

- Vi vil ikke spises af med en letbane, som ødelægger byrummet og butikslivet langs Frederikssundsvej, siger hun til TV 2 Lorry.

Flere andre kommunalpolitikere beskriver aftalen om en letbane som at få en gave, man på ingen måde havde lyst til at få.

- Vi leder efter byttemærket og håber, at det kan ombyttes til noget andet, siger Christopher Røhl Andersen, gruppeformand for Det Radikale Venstre.

- Vi studser over, at politikerne ikke har undersøgt, hvorvidt der rent faktisk var et ønske om det her, inden de skrev punktet ind i aftalen. Man har siddet i en lille lukket kreds af jyske politikere og fordelt nogle penge uden at skele det mindste til hovedstaden, lyder det fra Cecilia Lonning-Skovgaard (V), der er beskæftigelses- og integrationsborgmester.

Mere ligefrem er de konservatives gruppeformand, Jakob Næsager:

- Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig nogen ringere løsning. Det vil ødelægge hele Frederikssundsvej og få en effekt som en Berlinmur gennem byen, siger han.

quote Det er pinligt og sigende, at den ”store luns” til København er noget, ingen har efterspurgt

Christopher Røhl Andersen (RV)

I omegnskommunerne rundt om København arbejdes der de kommende år på færdiggørelsen af en letbane mellem Ishøj i syd og Lundtofte i nord.
I omegnskommunerne rundt om København arbejdes der de kommende år på færdiggørelsen af en letbane mellem Ishøj i syd og Lundtofte i nord.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Venstrefløjen bakker op om letbane

Et mindretal bestående af rød-grønne partier et godt stykke til venstre for den politiske midte støtter dog en letbaneløsning og hilser den del af infrastrukturaftalen velkommen.

- Vi går ind for mere skinnebåren transport, og man kan få mere for pengene ved en letbane, end hvis man skal støbe en masse miljøbelastende beton under jorden. Dels er en letbane billigere og mere miljøvenligt i anlægsfasen, og så fortrænger det biler fra vejene, siger teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL).

Hun bakkes op af Klaus Mygind, der er gruppeformand for SF:

- En letbane vil være en god løsning, som vi er positivt stemte for. Vi skal selvfølgelig se nærmere på omkostningerne, inden vi entydigt tilslutter os, men der er ingen tvivl om, at en letbane er et kvalitetstransportmiddel, siger han.

Klaus Mygind understreger dog, at en metroforbindelse "i den idéelle verden" er en bedre løsning, men fordi den nødvendige finansiering af en metro "er mere krævende", er en letbane et godt kompromis. 

Alternativet har også meddelt, at de støtter letbaneprojektet i den nordvestlige del af København.

Ikke morgendagens løsning

Men ifølge modstanderne, som altså udgør et flertal, er en letbane problematisk af flere årsager.

Anlægsfasen er dyr og langsommelig og medfører meget støj og larm i gadeplan, men også selve driften af en færdigudbygget letbane vil medføre gener for de nærmeste beboere, mener parterne.

Letbanen vil også forringe handelslivet på Frederikssundsvej, fordi det bliver sværere at krydse gaden til fods, mener de at vide. Derudover kræver projektet, at man affreder en del af det rekreative område Vestvolden.

Men vigtigst af alt er en letbane uønsket af borgerne, mener de.

- Jeg har været i dialog med borgerne her i bydelen igennem mange år, og mit klare indtryk er, at størstedelen slet ikke vil have en letbane, siger Laura Rosenvinge (S).

I stedet ønsker de en metroforbindelse, der skal give den nordvestlige bydel bedre kollektiv trafik. Alternativt – som en midlertidig løsning – ønsker flertallet en såkaldt BRT-forbindelse (hurtigbusser i dedikerede og aflukkede vognbaner).

- En letbane er jo ikke morgendagens løsning. Vi skal have en metro til Brønshøj, og indtil den kommer på plads, skal vi have en hurtig busløsning. Begynder man først at lægge sporene til en letbane, siger man samtidig til befolkningen, at de aldrig får en metro, siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

quote Med den nye infrastrukturplan har vi fået alt det, vi ikke ville have

Trine Græse (S)

Symptomatisk for en generelt dårlig infrastrukturaftale

Én ting kan partierne dog godt blive enige om: gårsdagens store infrastrukturaftale med projekter for i alt 161 milliarder kroner byder ikke på nogen appelsin i turbanen set med københavnerpolitiske øjne.

Mens milliarder efter milliarder blev kastet i retning af provinsen, skal de københavnske politikere anstrenge sig for at glæde sig over små projekter som en halv letbane, en halv cykelbro, penge til en forundersøgelse af Bispeengbuen og et par ansigtsløft til enkelte togstationer.

Og her er aftalen om en letbane ifølge kritikerne desværre symptomatisk for hele aftalen.

- Det er pinligt og sigende, at den ”store luns” til København er noget, ingen har efterspurgt. Det er endnu engang et eksempel på, at Folketinget ikke rigtig interesserer sig for, hvad der foregår her, siger Christopher Røhl Andersen (RV).

- Man skal virkelig finde lokalpatriotismen frem, hvis man skal glæde sig over noget i infrastrukturaftalen, som helt generelt er en spand koldt vand i hovedet på os, tilføjer Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

- Helt generelt synes jeg, at hele infrastrukturaftalen er rimelig håbløs. Der er ikke mere metro til København, ingen højhastighedsbusser. Der er kort sagt ingenting, siger Jakob Næsager (K).

Eller som Trine Græse (S), der er borgmester i netop den kommune, hvor letbanen er udset til at skulle gå til, nemlig Gladsaxe, udtalte i går:

- Med den nye infrastrukturplan har vi fået alt det, vi ikke ville have, og det vi har fået, er meget lidt, upræcist beskrevet og underfinansieret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik