Ægtepar troede, de blev udsat for telefonfis – nu er de mange millioner kroner rigere

Sidste søndag tog noget af en drejning for et midaldrende par fra København.

Virkeligheden overgik fantasien, da et par i halvtredserne fra København søndag fik en uventet opringning.

I den anden ende af røret fortalte en medarbejder fra Danske Spils kundecenter, at parret havde vundet i Lotto.

Parret havde automatisk spillet Lotto om lørdagen via et såkaldt PLUS-abonnement, som manden havde købt hos Danske Spil.

Det havde parret dog glemt alt om, og de troede derfor et øjeblik, at opkaldet var telefonfis, fremgår det i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Her fortæller manden, at han skyndte sig ind og tjekke, at det ikke var fis, og ganske rigtigt viste vindertallene på hans Lotto-app, at den skam var god nok.

Han havde vundet førstepræmien i Lotto og indkasseret intet mindre end otte millioner kroner.

- Vi blev sindssygt overvældede, især fordi vi netop har købt hus og var forberedte på at skulle sidde lidt strammere i det. Så gevinsten faldt på et super godt sted, siger manden til Danske Spil.

Råd til renovering, elbil og et nyt ur

Blot tre dage inden det københavnske par ramte jackpot, havde manden joket med, at det formentlig var netop det, der skulle til, hvis de skulle have råd til at sætte huset i stand.

- Der er jo en masse ting på det her hus, som vi godt kunne tænke os at lave, så der sagde jeg til min kæreste, at så skulle vi vist vinde i Lotto, fortæller manden i pressemeddelelsen.

Og der bliver også nogle penge i overskud, når den sidste klat maling er smurt på huset i København.

- Udover huset så skal pengene bruges på en elbil og så selvfølgelig lidt dyrere ferier og lidt luksus i hverdagen, som man ikke normalt har råd til. Og så kunne det da være rart, hvis også der blev råd til et nyt ur, siger manden.

Vinderparret har fortalt den store nyhed til forældre og de nærmeste venner, men ønsker at være anonyme.

Parret har desuden takket ja til at få besøg af en millionærrådgiver fra Danske Spil, hvilket alle vindere af mere end 1,5 millioner kroner bliver tilbudt.

Der var to vindere af sidste lørdags førstepræmie i Lotto. Den anden halvdel af de 16 millioner kroner gik til en mand fra Vesthimmerlands Kommune i Nordjylland.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik