63-årig får lang fængselsstraf for våbenbesiddelse

Dommen er del af en større sag om distribution og handel med hash på Sjælland.

En 63-årig mand er onsdag ved Retten i Lyngby blevet idømt en ubetinget fængselsstraf på fem år og otte måneders fængsel for besiddelse af en række våben og ammunition.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Helt konkret er der tale om syv skydevåben, herunder en maskinpistol, som blev fundet i forbindelse med en større sag om organiseret hashhandel.

- Solidt efterforskningsarbejde førte frem til anholdelsen og fundet af de mange våben, herunder en maskinpistol. Straffens længde er helt i tråd med den meget alvorlige forbrydelse, der er begået, og jeg er meget tilfreds med, at farlige våben er fjernet fra et kriminelt miljø,” siger Danni Richter, senioranklager hos Københavns Politi, i pressemeddelelsen.

Manden er også dømt for besiddelse af 8,5 kilo hash med henblik på videresalg.

Del af større sag

Dommen er del af en større sag om distribution og handel med hash på Sjælland, hvor en 27-årig, en 43-årig og en 57-årig mand i forvejen er dømt.

Sagen er efterforsket af efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst (SEØ) under Københavns Politi.

SEØ foretog anholdelser i sagen den 9. marts og 6. april 2020 og gennemførte ransagninger af flere adresser, hvor der blev fundet hash og kontanter – og hos den dømte 63-årige altså flere skydevåben og ammunition.

Den 63-årige mand har anket dommen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik