38-årig stukket ned ved tankstation

En 44-årig mand er anholdt for et knivstikkeri på Vigerslevvej i København. En mand blev stukket flere gange.

En 38-årig mand er blevet bragt til hospitalet, efter at han tirsdag morgen er blevet stukket med en kniv ved en Circle K-tankstation i det vestlige København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Thomas Hjermind.

Politiet var tidligt tirsdag morgen ikke bekendt med mandens tilstand og oplyste, at betjentene endnu ikke havde været i stand til at afhøre manden for at få hans version af sagen.

Lidt senere på morgenen oplyser politiet på Twitter, at den 38-årige mand blev stukket flere gange og kan have været i livsfare.

Anmeldelsen rullede ind hos vagtcentralen cirka klokken 04.30. En mand var blevet stukket ned uden for Circle K på Vigerslevvej 229.

44-årig anholdt

En times tid senere - cirka klokken 05.30 - blev en 44-årig mand anholdt og sigtet for knivstikkeriet.

- En patrulje tæt på gerningsstedet opdagede den mistænkte i en bil, anholdt ham, og kort efter fandt en hundepatrulje det formodede gerningsvåben, skriver Københavns Politi på Twitter.

Den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør senere tirsdag. Her vil en dommer tage stilling til, om han skal varetægtsfængsles.

Thomas Hjermind kunne tidligt tirsdag morgen ikke sige, om knivstikket var banderelateret, eller om der er tale om én eller flere gerningsmænd.

- Vi efterforsker bredt, sagde vagtchefen.

Københavns Politi vil meget gerne høre fra folk, der enten var vidne til knivstikket eller kan bidrage med informationer til sagens opklaring, lød det tidligt tirsdag morgen.

Hvis man ligger inde med viden om sagen, kan man kontakte politiet på 114.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik