2700 københavnske lejligheder har stået tomme i årevis

Med den ekstreme mangel på boliger i det pressede københavnske boligmarked, vækker en ny rapport stor undren blandt københavnske politikere. Stik imod reglerne har 2700 private boliger på papiret stået tommer i årevis.

Der er ofte tale om mindre lejligheder i både ny og gammel bebyggelse over hele København.

Hver fjerde er uden toilet, bad eller varme.

Nogle lejligheder har af uvisse årsager stået tomme i årevis, mens andre systematisk bliver brugt til korttidsudlejning til for eksempel turister.

Og så er der byggesagerne, som er trukket i langdrag og de lejligheder, som for længst er ændret fra beboelse til erhverv, men fejlagtigt fortsat figurerer som bolig i Bygnings- og Boligregisteret.

I en ny stor rapport (Boligredegørelsen 2022, red.) udarbejdet af Københavns Kommune fremgår det, at cirka 2700 boliger – heraf 2000 privatejede - siden 2015 er registreret som langtidstomme i kommunen.

Og det skaber bekymring hos flere politikere, at ingen i kommunen helt kan gøre rede for hvorfor.

- Det er bekymrende tal. Jeg er bange for, at det er udtryk for, at vi ikke har styr på boligmassen. Hvis vi ser, at der er boliger, som over en længere periode ikke har haft nogle cpr-numre registreret på adressen - hvor der er bopælspligt i boligen - så virker det helt forkert, at vi som kommune ikke går ind og siger - hvad er der sket her? siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Astrid Aller (SF) mens også Socialdemokraterne er meget forundrede.

quote Det er bekymrende tal. Jeg er bange for, at det er udtryk for, at vi ikke har styr på boligmassen.

Astrid Aller, Medlem af Teknik- og Miljøudvalget, København, SF

- For at sige det lige ud, så er det træls, at der står så mange lejligheder ledige. For vi er i en meget presset situation i forhold til at skaffe boliger nok til dem, der ønsker at bo i København, siger medlem af Teknik- og Miljøudvalget, Mette Reissmann (S). 

På grund af lovgivningen vil Københavns Kommunes Økonomiforvaltning ikke oplyse nogle adresser på eller ejere af de mange langtidstomme lejligheder.

Det står dog klart, at der særligt er tale om mindre lejligheder i både ny og gammel bebyggelse over hele København

Borgmester: Vi mangler sanktionsmuligheder

Det er Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltnings ansvar at føre kontrol med tomme boliger i byen, men ifølge teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) løber kommunen ofte panden mod en mur efter forgæves at have sendt det ene brev efter det andet til ejeren af en bolig, som i mere end seks uger har stået uden tilmeldte beboere i folkeregisteret.

- Vi mangler nogle redskaber og sanktionsmuligheder for at sikre, at der rent faktisk kommer nogen ind og bor i de pågældende lejligheder. Jeg har bedt forvaltningen om at undersøge det her nærmere, så vi kan få et grundlag for en politisk drøftelse om, hvad vi konkret vil sætte i værk, og hvad det helt konkret er for redskaber, vi vil bede om fra Christiansborg, siger Line Barfod.

I Københavns Kommunes boligredegørelse fremgår det, at 3500 boliger har stået tomme siden 2015. Omkring 800 af disse boliger er ambassadeboliger, folketingsboliger og boliger uden bopælspligt.

quote Det kunne da være interessant at få bragt ud til københavnerne, så flere kan få en billig bolig - under forudsætning af, at de egnede til menneske-boliger,

Jakob Næsager, Børne- og Ungdomsborgmester og medlem af Økonomiudvalget, Kons.

Når man trækker dem fra, har kommunen altså fortsat registreret omkring 2700 langtidstomme boliger - boliger, som siden 2015 ikke på noget tidspunkt har haft tilmeldt nogen beboere i folkeregisteret.

- Det er da ubegribeligt. Og super interessant, at der tilsyneladende er små boliger, som ikke er beboet. Det kunne da være interessant at få bragt ud til københavnerne, så flere kan få en billig bolig - under forudsætning af, at de er egnede til menneske-boliger, siger børne- og ungdomsborgmester og medlem af Økonomiudvalget, Jakob Næsager (K). 

Samme melding lyder fra Radikale Venstre

- Det er selvfølgelig ikke godt nok. Og i Radikale Venstre har vi det udgangspunkt, at vi skal udnytte alle eksisterende kvadratmeter så godt, som vi overhovedet kan. Det gælder taglejligheder og det gælder de eksisterende tomme boliger indenfor den nuværende lovgivning, siger by- og planordfører for Radikale Venstre, Emil Sloth Andersen.

LLO Hovedstaden: Kun toppen af isbjerget

LLO Hovedstaden vurderer, at der kun er tale om toppen af isbjerget, og at antallet af langtidstomme boliger er større end de 2700, som figurerer i kommunens redegørelse.

- Det er jo dem, der har været tomme siden 2015. Altså, de har været tomme i mindst syv år. Men der er jo masser af andre boliger, som også står tomme, men som ikke er med i den her undersøgelse. Min pointe er bare, at der i virkeligheden er ret mange boliger i Københavns Kommune, der står tomme eller bliver brugt til noget andet end boliger. Og det er en katastrofe i en situation, hvor vi har boliger i byen, siger direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte, som er overbevist om, at mange af de langtidstomme lejligheder systematisk bliver brugt systematisk til korttidsudlejning som eksempelvis Airbnb.

- I virkeligheden så ved vi ikke, hvor mange boliger i Københavns Kommune, der faktisk står tomme, og bliver brugt til noget andet end boliger, siger Claus Højre.

Den samlede boligmasse i København udgør cirka  336.000 boliger, og det betyder, at de cirka 2700 langtidstomme lejligheder udgør lidt under 1 procent af alle byens boliger.

Men hver en bolig tæller, lyder det fra både Socialdemokraterne og SF.

- Med den boligkrise, vi har i København - vi har tusindvis af studerende, som mangler boliger og vi har familier, som flytter ud af København, fordi de ikke har råd til et ekstra børneværelse - så er det absurd, at vi har boliger i København, som der ikke bor mennesker i, siger Astrid Aller, SF.

Mange andre lejligheder står tomme lejligheder

Reelt er der mange flere lejligheder, som står langtidstomme i København, men hvor kommunen intet kan stille op.

Såfremt man har pengepungen i orden, kan enhver på lovlig vis erhverve sig en feriebolig i København og nøjes med at benytte den efter behag.

Tusindvis af nye københavnske projektlejligheder er de senere år nemlig blevet solgt uden bopælspligt.

Stik imod kommunens hensigt er der nemlig først bopælspligt i boligen, når der første gang har været tilmeldt folk på adressen. Og det kan ejere af boligen udskyde i al evighed.

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen i København er der cirka 3000 lejligheder i København, som på denne måde er uden pligt til helårsbeboelse.

Lovgivning fjernede smuthul

Fra 1. januar 2021 har Folketinget vedtaget ny lovgivning, der fjerner dette smuthul. Men de nye regler gælder kun helt nye lokalplaner og byggeri engang ude i fremtiden.

Tusindvis af nye lejligheder som i eksempelvis Carlsberg-byen kan dermed fortsat markedsføres og sælges uden bopælspligt, da de er omfattet af gamle lokalplaner.

- Så vil de nyopførte boliger der være uden bopælspligt, frem til det tidspunkt, hvor en person tilmelder sig folkeregisteret og anvender boligen til helårsbeboelse, siger advokat Jeppe Holt, KLAR Advokater.

Hvorvidt er det dit indtryk, at der bliver spekuleret i den slags?

- Man kan jo se i boligannoncer, at der er boliger i boligannoncer, der bliver udbudt uden bopælspligt, og at det åbenbart er attraktivt, så der må jo være et marked for det, siger Jeppe Holt.

Men lejlighederne uden bopælspligt er altså ikke inkluderet i de omkring 2700 langtidstomme lejligheder, som er omtalt i kommunens boligredegørelse.

Og LLO Hovedstaden har svært ved at følge teknik- og miljøborgmester, Line Barfod, når hun giver udtryk for, at kommunen mangler sanktionsmuligheder over for de boligejere, som ikke overholder bopælspligten.

- Vores oplevelse af kommunen er, at der ikke bliver brugt de midler, man kan. Lovgivningen og domspraksis giver mulighed for, at kommunen kan være langt mere aggressiv, når den går ud og siger, at de her boliger skal bruges til boliger. Og kommunen har ligefrem mulighed for at leje dem ud til folk, der er i bolignød. Og i den nuværende situation i København, hvor der er boligkrise, synes jeg nok Københavns Kommune skal se at komme i gang, siger Claus Højte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik