250 børn på alenlang venteliste kunne starte til fodbold - men planlagt boldbane sløjfes

Nørrebro United havde udsigt til at kunne få en ekstra fodboldbane, der ville kunne nedbringe deres venteliste markant. Men planerne er stoppet.

790 børn og unge venter lige nu på at kunne starte til fodbold på Nørrebro.

Men udsigterne er lange. Efter sommerferien kan klubben Nørrebro United måske lade op til 70 børn starte, og i mellemtiden fortsætter forældre med at skrive deres børn op.

Klubben havde ellers udsigt til en ny boldbane i Nørrebroparken. 

Politikerne i København havde nemlig vedtaget, at en del af parken skulle laves om til boldbane, men Danmarks Naturfredningsforening har klaget, og nu har Miljø- og Fødevareklagenævnet sat en stopper for projektet.

At drømmen om en ny boldbane nu er brast, ærgrer den daglige leder af Nørrebro United, Ulrik Aagaard Povlsen. 

- Jamen, det er vi jo skuffede over. Hvis man havde anlagt fodboldbanen der, havde det Med stor sandsynlighed betydet, at vi kunne have fået 200-300 nye børn i gang med at spille fodbold, siger han.

Nørrebro United dækker et område, hvor der bor omkring 85.000 borgere, men de har reelt kun to fodboldbaner at råde over: Den allerede eksisterende bane i Nørrebroparken og en bane i Mimersparken. Derudover udnytter de alle boldbure.

- Så vi står med en situation, hvor en masse børn aldrig nogensinde kommer i gang med at dyrke idræt og bevæge sig. Og der er en stor social skævvridning i dem, der så kommer i gang, siger han.

Presset på boldbaner i hele København

København er det sted i landet med færrest boldbaner, bassiner og haller pr indbygger, viste tal fra Idrættens Analyseinstitut ifølge DR i 2021.

Fra 2017 til 2021 har København fået 12 nye idrætsfaciliteter. Til sammenligning er der I samme periode kommet 8.800 nye boliger. 

- Her på Nørrebro er det jo absurd og trukket ud i det mest ekstreme, men det er samme problematik i resten af København, siger han.

Det oplever man også hos boldklubben BK Skjold på Østerbro, hvor man lige nu har 125 på venteliste, oplyser Jan Sørensen, formand i BK Skjold.

En af de måder man får så mange så muligt til at starte til fodbold, er ved eksempelvis at samle op til 120 af de yngste spillere på en 11-mands fodboldbane til træning.

- Og vi bliver endnu mere pressede, når Nordhavn udbygges endnu mere. Lige nu er der nemlig kun udsigt til én fodboldbane, og hvor går de så hen? De kommer til os, siger Jan Sørensen.

Naturfredningsforening klar til at sætte stopper for kunstgræsbaner

Klagenævnet begrundede sin afgørelse med, "at det eneste tilbageværende større areal i parken fremover vil være forbeholdt en begrænset brugergruppe på bekostning af parkens øvrige brugere", lyder det i den endelige afgørelse.

Det er Danmarks Naturfredningsforening enig i. Og de er begejstrede for afgørelsen:

- Vi er meget glade for afgørelsen. Det er vigtigt, at de fredede parker i København, er tilgængelige for alle, og at delarealer ikke lukkes for almindelig brug. Der er flere andre kunstgræsbaner på vej på fredede arealer i København, men det er altså ikke en løsning at tage af de få tilgængelige grønne arealer, der er for at få flere idrætsfaciliter, siger Ole Damsgaard, der er næstformand i Danmarks Naturfredningsforening København til TV 2 Lorry.

- Det er børn og unge, der taber

Politikerne på Københavns Rådhus, der i sin tid afsatte midler til den nye boldbane, er dog langt fra glade for afgørelsen.

- Jeg er hamrende ærgerlig. Jeg tror, alle københavnere ved hvor pressede, idrætsforeningerne er, og det gælder særligt på Nørrebro, hvor børn, unge og voksne stadig bliver tvunget ud af byen for at spille bold. Det er ikke i orden, og der er behov for, at der skal opføres nogle flere boldbaner, siger Frederik W. Kronborg (EL), der er medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune til TV 2 Lorry.

Han retter nu henvendelse til forvaltningen for at afklare, om der er noget, man politisk kan gøre for at anke afgørelsen.

Også Socialdemokraterne er ærgerlige over afgørelsen.

- Jeg har helt ærligt lidt svært ved at forstå afgørelsen. Men nævnet har nu fredet en græsplæne som vigtig natur i byen, siger Jonas Bjørn Jensen (S) til TV 2 Lorry.

Han er både politisk ordfører for Socialdemokraterne i København og også medlem af Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, og så har han boet på Nørrebro i mere end 10 år.

- Jeg har aldrig stået i en situation, hvor jeg ikke kunne finde en plet med græs til at hygge på. Det er foreningslivet og Nørrebros børn og unge, der taber. Der er børn og unge der står uden for fællesskabet, som gerne vil gå til fodbold. Vi havde glædet os til at kunne gøre noget ved ventelisterne for børn og unge. Det får vi så ikke gjort noget ved, så den her afgørelse er helt ubærlig, siger Jonas Bjørn Jensen.

Lokale har kæmpet imod ny boldbane

Selvom politikerne er ærgerlige over beslutningen, så har mange lokale kæmpet imod den nye boldbane.

Sidste år talte vi med Iben Keller, der er nabo til Nørrebroparken. Hun har gennem hele forløbet kæmpet imod projektet.

- Nørrebro er et af de steder i landet med allerfærrest grønne kvadratmeter. Vi kan ikke se meningen med, at der skal fjernes mange af dem for en ny boldbane, som kunne være andre steder, sagde Iben Keller dengang til TV 2 Lorry.

Alligevel håber hun, der bliver etableret flere boldbaner andre steder på Nørrebro, hvor hun peger på Vingelodden og området mod Bispebjerg som mulige placeringer.

- Jeg håber, de unge får en ny boldbane et andet sted, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik