24-årig københavner tiltalt for at planlægge terrorangreb

Manden blev anholdt sidste år efter køb af våben og ammunition. Siden har han siddet varetægtsfængslet, og er nu tiltalt for at planlægge et terrorangreb.

En 24-årig mand fra København er tiltalt for at planlægge et terrorangreb et ukendt sted i Danmark eller i udlandet.

Det skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.

Manden blev anholdt den 30. april 2020 umiddelbart efter, at han havde købt et skydevåben, to magasiner og 50 patroner. 

Siden har han siddet varetægtsfængslet, og mandag er han blevet tiltalt for at planlægge et terrorangreb.

- Det er vores opfattelse, at skydevåbnet, som manden købte, skulle bruges til at udføre et terrorangreb enten i Danmark eller i udlandet, siger Lise-Lotte Nilas, der er statsadvokat i København, og fortsætter:

- Det mislykkedes, fordi han blev anholdt umiddelbart efter, at han have købt våben og ammunition. Derfor har vi nu rejst tiltale for forsøg på terrorisme.

I forbindelse med mandens anholdelse i april sidste år udtalte operativ chef i PET Flemming Drejer, at manden var mistænkt for at planlægge et terrorangreb "med militant islamistisk motiv".

Siden udtalte justitsminister Nick Hækkerup (S) til TV 2, at manden blandt andet skulle have planlagt at skyde mod politiet og civile.

Her var det PET og politiets opfattelse, at han handlede på egen hånd. Der er altså ifølge politiet tale om en såkaldt "ensom ulv".

Anklagemyndigheden oplyser, at retssagen skal foregå ved Retten på Frederiksberg. Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår retssagen begynder.

Sagen har ikke noget at gøre med den nylige politiaktion, som blev gennemført sidste weekend. Her blev 14 personer - 13 i Danmark og en i Tyskland - anholdt og sidder nu varetægtsfængslet.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik