2 ud 3 bilister bryder loven: "Man vil jo gerne frem," siger bilist

Næsten to tredjedele af de københavnske bilister indrømmer at have brudt færdselsloven, og cirka halvdelen mener, at det er okay at køre for hurtigt i trafikken.

En ny undersøgelse lavet af forsikringsselskabet Codan viser, at to ud af tre københavnske bilister har overtrådt færdselsreglerne det seneste år. 

64 procent af de københavnske bilister indrømmer, at de har brudt en eller flere regler i trafikken alene inden for det seneste år.

TV 2 Lorry har været på gaden for at spørge en række bilister, om også de bryder færdselsloven. 

- Det, synes jeg, er skræmmende. Jeg føler ikke selv, jeg gør det, men selvfølgelig har man da kommet til at køre lidt over for rødt, siger Kasper Rømer Larsen, der er bilist, til TV 2 Lorry. 

Det er særligt hastigheden, den er gal med, men også at køre over for rødt og køre for tæt på andre bilister er blandt overtrædelserne. 

- Det er ikke så godt. Det gør jeg ikke - jeg holder altid for rødt, når der er rødt, siger Sofie Rosenløv. 

Bilist indrømmer at bryde loven

Men der er også andre holdninger. 

- Man vil jo også gerne frem, siger Thomas Bornemann til TV 2 Lorry. 

Men er det i orden? 

- Ja, det synes jeg faktisk det er, siger han.

Hvorfor er det i orden?

- Fordi nogle af de hastighedsbegrænsnigner der er, er lidt for restriktive, siger han. 

TV 2 Lorry satte i september måned fokus på bilister, der kører over for rødt. Her kunne vi fortælle og dokumentere, at 21 bilister i løbet af bare én time kørte over for rødt i det befærdede kryds mellem Hillerødgade og Borups Allé. 

Thomas Bornemann mener, det er ok, at køre over for rødt en gang i mellem .
Thomas Bornemann mener, det er ok, at køre over for rødt en gang i mellem .
Foto: TV 2 Kosmopol

Københavns Politi sætter ind overfor bilister i befærdet kryds

Efter Københavns Politi har fået TV 2 Lorrys optagelser forelagt, har de nu sat ekstra fokus på krydset for at dæmme op for bilister der drøner overfor rødt lys. 

- Efter I kom med de her optagelser, kunne vi jo se, at det var helt galt derude, siger Peter Veje, sektionsleder, færdselsafdelingen, Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Siden midten af september og frem til nu har politiets indsats mod bilister, der kører over for rødt i det pågældende kryds, resulteret i, at 86 bilister indtil nu er blevet taget i forseelsen, og derved har fået et klip i kørekortet og en bøde på 2000 kroner.

- Udover det, så får vi en masse sidegevinster. Det er folk, der kører og taler i mobiltelefon, folk der slet ikke har føreret til at køre bil og alle mulige andre - for eksempel folk uden sele, siger Peter Veje.

Det befærdede kryds vil fremadrettet være et fokuspunkt hos Københavns Politi, samtidig med at de også vil se på andre løsninger - udover bøder - der skal være med til at få folk til at stoppe for rødt. 

- Vi begynder at se på de tekniske foranstaltninger, og så prøver vi at se, om vi måske i samarbejde med kommunen, kan lave et eller andet anderledes i forhold til, hvordan lyskrydsene skifter i forhold til hinanden, siger Peter Veje. 

Tal fra undersøgelsen

  • I alt indrømmer 64 procent af de københavnske bilister at have overtrådt en eller flere færdselsregler inden for det seneste år.
     
  • 54 procent af de københavnske bilister har kørt hurtigere end den tilladte hastighedsbegrænsning, 31 procent har holdt for kort afstand til bilisten foran, 7 procent har kørt over for rødt, 6 procent har overhalet inden om eller overhalet på strækninger, hvor det ikke var tilladt, 6 procent har ikke overholdt sin vigepligt og 3 procent har kørt uden sele.
     
  • 44 procent af de københavnske bilister synes, at det kan være okay at køre hurtigere end den tilladte hastighedsbegrænsning.
     
  • 24 procent synes, at det i visse tilfælde kan være okay at køre hurtigere end den tilladte hastighedsbegrænsning, for eksempel hvis der ikke er andre bilister på vejen. Mens 20 procent synes, at det for det meste kan være okay - eksempelvis 5-10 km/t hurtigere end det tilladte.
     
  • 50 procent af de københavnske bilister synes under ingen omstændigheder, at det er okay at køre for hurtigt.

 

Kilde: Codan

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik