17 anholdt i stor politiaktion mod formodet skunk-netværk

Ved ransagningerne blev der blandt andet fundet skunkplanter svarende til cirka 100 kilo hash.

Arkivfoto. Foto: Leon Neal/AFP/Ritzau Scanpix

17 personer er mandag blevet anholdt i en stor politiaktion.

De mistænkes for at stå bag skunkproduktion og organiseret smugling og salg af skunk til Sverige.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Harmløst lykønskningsbrev førte til stor politiaktion ved ambassade

Der er tale om en koordineret aktion ledet af Grænsecenter Øresund under Københavns Politi. Aktionen involverede flere danske og svenske politikredse.

I alt er 10 mænd og syv kvinder i alderen 25 til 60 år anholdt.

Syv af de anholdte personer sigtes for smugling og salg af skunk, mens tre sigtes for produktion af skunk.

- Aktionen i dag forløb som planlagt, og jeg er godt tilfreds med, at vi nu har fjernet et kriminelt netværk, der har forsynet det svenske marked med dansk-produceret skunk, siger leder af GCØ, politiinspektør Henrik Andersen.

10 af de anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag klokken 09.00 i Retten på Frederiksberg med krav om varetægtsfængsling. Politiet vil begære lukkede døre.

Hvad er skunk?

  • Skunk er en forædlet udgave af den almindelige hampeplante. Det euforiserende stof i planten hedder tetrahydrocannabinol (THC).
  • I almindelige hampplanter er THC-indholdet fem-otte procent, mens det i skunk typisk er over 15 procent. Nogle gange kan det nå helt op på 30 procent.
  • Skunk dyrkes ofte på nedlagte landbrugsejendomme under kunstlys og med kunstvanding - såkaldte skunklaboratorier.
  • Normalt betegnes pot som den mildeste form og skunk som den kraftigste form for cannabis.

 

Kilder: Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet

100 kilo hash og halv million kroner

Der blev i forbindelse med anholdelserne foretaget ransagning på 26 adresser i flere politikredse i Jylland, på Fyn, Sjælland og i Sverige.

Ved ransagningerne blev der blandt andet fundet skunkplanter svarende til cirka 100 kilo  hash, cirka syv kilo skunk, knap to kilo hash, cika 450 joints samt udstyr til dyrkning af skunk.

Læs også Stor politiaktion i flere politikredse efter mulig snyd med højhusbyggeri på Amager

Derudover blev der beslaglagt en pistol, et haglgevær og blandet valuta svarende til cirka 550.000 kroner.

- Dagens aktion er resultatet af en efterforskning, som Grænsecenter Øresund har foretaget over de seneste måneder i tæt samarbejde med svensk politi og en række danske politikredse samt Særlig Efterforskning Øst. Det er et rigtig godt eksempel på værdien af et tæt samarbejde mellem politiet på begge sider af Øresund, siger Henrik Andersen.

GCØ er et samarbejde mellem dansk og svensk politi og har til formål at efterforske grænseoverskridende kriminalitet i Øresundsregionen.

I samarbejdet er der særligt fokus på sager om sprængstoffer, våben, narkotika, omrejsende kriminelle og hvidvaskede penge, der krydser grænsen mellem Danmark og Sverige.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik