160.000 københavnere inviteres til at dele deres mening om byen

Ønsker du som borgere i København i højere grad at kunne sætte dit præg på kommunen, så har du nu muligheden.

København er københavnernes by.

Sådan lyder det i en ny invitation fra kommunen, som derfor inviterer tusindvis af Københavnere til at blive en del af kommunens Borgerpanel, hvor de løbende kan give deres mening til kende om byens udvikling og være med til at forme fremtidens København.

Omkring 160.000 københavnere får i disse dage brev i deres e-Boks med en invitation til at blive en del af Borgerpanelet, som ifølge invitationen er en direkte vej til at give kommunen  input til byens udvikling, og lade københavnerne bliver hørt om alt fra cyklisters tryghed i bestemte vejkryds til opsættelse af altaner og brug af byens grønne områder.

Hidtil har panelet bestået af ca. 3.000 københavnere. Men nu bliver det udvidet, så endnu flere københavnere – fra alle bydele, aldersgrupper og samfundslag – får mulighed for at sige deres mening om udviklingen i deres egen by, 

- København er først og fremmest københavnernes by, og derfor skal alle have mulighed for at fortælle kommunen, hvordan vi kan gøre byen endnu bedre at bo i. Jeg håber, at mange københavnere vil være en del af Borgerpanelet og på den måde være med til at forme den by, de bor i,” siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.

Brug for flere unge

Flere københavnere bliver inviteret med i Borgerpanelet for at sikre, at det i højere grad kommer til at afspejle københavnernes forskelligheder.

Hidtil har det især været svært at få de unge til at tilmelde sig panelet, men det skal en kampagne på sociale medier være med til at rette op på.

- Jeg vil gerne opfordre især unge københavnere, der i dag er underrepræsenteret i Borgerpanelet, til at melde sig til og være med til at sætte et aftryk på byen. For det er generelt især de unge, der er gode til at bruge byen meget – og derfor vil vi rigtig gerne høre deres erfaringer og holdninger til, hvordan København skal se ud, siger Lars Weiss.

Borgerpanelet blev dannet i 2008 for at sikre, at københavnerne i højere grad bliver hørt om borgernære temaer og udviklingen i de områder, hvor de bor og opholder sig.

Fakta om Københavns Borgerpanel

- 160.000 tilfældigt udvalgte borgere på 16 år eller derover i Københavns Kommune får i uge 25 en invitation til at blive medlem af Københavns Kommunes Borgerpanel.


- Borgerpanelet består af voksne borgere fra alle dele af byen, som bliver hørt i sager om alt fra byens natur til trafik og inddragelse af borgerne i Københavns Kommunes arbejde.


- I 2020 blev medlemmerne af Borgerpanelet kontaktet i alt syv gange, om blandt andet deres færden i byrummet før og efter metroudvidelsen og om brugen af det offentlige rum under coronanedlukningen.


- Det er frivilligt, om man ønsker at være en del af Borgerpanelet, og alle svar og oplysninger bliver behandlet fortroligt.


- Som deltager i Borgerpanelet er det frivilligt, om man ønsker at deltage i de tilsendte borgerhøringer, undersøgelser mv. Desuden kan man til enhver tid bede om at blive slettet af modtagerlisten.


Kilde: Københavns Kommune



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik