160 støjplagede beboere i opråb: Vil have metrolarm bekæmpet

Det er knap to år siden, at Cityringen åbnede, og lige siden har en stribe borgere i København og på Frederiksberg været plaget af støj fra metroen i deres private hjem.

'Vi har behov for aktiv hjælp fra vores folkevalgte til at få gjort noget effektivt ved den metrostøj, som er en direkte trussel mod vort helbred, vor velfærd og livglæde.'

Sådan indleder 160 beboere på Frederiksberg og i København et åbent brev, som de nu har sendt til alle politikere på Københavns Rådhus.

quote Og nogle gange er det flere tog i streg, hvor det i min stue nærmest lyder som om, at man står på perronen

Sten Bastian, beboer

Beboerne er nemlig ved at miste tålmodigheden.

- Vi har været plaget af metrostøj i to år. To år er lang tid, og der er ikke sket noget seriøst for at forsøge at fjerne metrostøjen, siger Kjeld Lykke, der er en af de støjplagede underskrivere af brevet, til TV 2 Lorry.

Sten Bastian og Kjeld Lykke kigger på det åbne brev, de har sendt til samtlige politikere på Københavns Rådhus sammen med 158 andre støjramte borgere.
Sten Bastian og Kjeld Lykke kigger på det åbne brev, de har sendt til samtlige politikere på Københavns Rådhus sammen med 158 andre støjramte borgere.
Foto: TV 2 Lorry

Metroselskabet har ellers iværksat flere tiltag i et forsøg på at få støjen fra den eksisterende metro væk fra i de private hjem.

De har blandt andet taget de mest vibrerende tog ud af driften, men ifølge Kjeld Lykke er støjproblemerne ikke blevet mindre - tværtimod.

Det er Sten Bastian, der også er blandt underskriverne af brevet, enig i, og han påpeger desuden, at støjen fra togene kommer og går fra time til time:

- Umiddelbart findes der en løsning, fordi lige nu kan man ikke høre metroen, selvom den kører på fuld drøn nedenunder mit hus. Men så pludselig kan man høre et tog, hvor man tænker: 'Hvad skete der lige her?'. Og nogle gange er det flere tog i streg, hvor det i min stue nærmest lyder som om, at man står på perronen, siger Sten Bastian til TV 2 Lorry.

Metroselskabs løsning rækker ikke

Metroselskabet vil henover sommeren teste tre nye løsningstiltag, der forhåbentlig kan mindske støjen. Blandt andet vil de sørge for, at skinnerne bliver smurt.

Det mener de støjplagede beboere dog langt fra er nok.

- Det er godt nok, at der bliver prøvet noget nyt. Det er positivt. Men vi tror ikke, at virkningen er særlig stor. Så vi skal videre med andre tiltag, siger Kjeld Lykke om Metroselskabets initiativ.

quote Vi kan ikke leve med metrostøjen i vores boliger, og vi ønsker heller ikke, at dem, der bor ved de kommende metrolinjer, skal udsættes for det samme

Kjeld Lykke, beboer

Kjeld Lykke og Steen Bastian mener, at Metroselskabet i stedet burde undersøge, om det er helt bestemte tog, der laver den voldsomme larm i deres hjem. Det ville nemlig forklare den trods alt sporadiske støj, de oplever.

Metroselskabet mener dog, at beboerne er lige hurtige nok til at konkludere, at selskabets egen løsning ikke vil række:

- Nu skal vi lige se, hvad der sker. Så første plan er altså, lad os lige få gennemført de her test og se, hvad resultatet er, siger Hanne Tærsbøl Schmidt, der er enhedschef hos Metroselskabet.

Politisk flertal vil have mere metro

De 160 beboeres brev til politikerne kommer samtidig med, at et politisk flertal på Københavns Rådhus netop har tilkendegivet, at de gerne vil have mere metro.

Ønsket er, at der på sigt vil være en metrostation i alle bydele i København, så det er muligt at komme til en hvilken som helst del af hovedstaden på under en halv time.

- Vi synes, at der er nogle bydele, der er enormt forsømte, blandt andet Bispebjerg og Brønshøj. De fortjener også en metro, siger Jakob Næsager, der er gruppeformand for De Konservative i København.

Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), erkender vigtigheden af, at problemerne med støjgener fra metroen skal løses, men han står fast på, at byen skal have meget mere metro.

Vigtigheden af metroen kan ikke underkendes, mener overborgmester Lars Weiss (S).
Vigtigheden af metroen kan ikke underkendes, mener overborgmester Lars Weiss (S).
Foto: TV 2 Lorry

- Når vi ser på, hvad metroen har betydet for de bydele, der i dag har en metrostation, kan det ikke overdrives. Metroen er det moderne transportsystem, siger Lars Weiss.

Et politisk flertal stod altså sammen om beslutningen om, at der skal være en metrolinje til alle københavnske bydele. Som det eneste parti, der stemte imod, står Enhedslisten.

- Vi vil hellere have letbane og BRT-busser de steder, hvor det kan lade sig gøre. Dels fordi det sætter et mindre CO2-aftryk. Dels fordi det er billigere og hurtigere at etablere. De steder, hvor det ikke kan lade sig gøre med for eksempel en letbane af pladsmæssige årsager, vil vi have metro, forklarer Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten.

De støjplagede beboere er ikke direkte imod nye og flere metrolinjer, siger Kjeld Lykke, men:

- Vi kan ikke leve med metrostøjen i vores boliger, og vi ønsker heller ikke, at dem, der bor ved de kommende metrolinjer, skal udsættes for det samme, lyder det fra beboeren.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik