15 tolke mangler løn: Nu opsiger Københavns Kommune kontrakt med tolkefirma

Københavns Kommune afbryder samarbejdet med tolkefirma, der i flere tilfælde ikke har udbetalt løn til medarbejdere.

Der er rod med arbejdsforholdene blandt tolke, der har udført arbejdsopgaver for Københavns Kommune. 

15 tolke, der oversætter på plejehjem, jobcentre og skoler for hovedstadskommunen mangler således lige nu at få udbetalt mere end 250.000 kroner af firmaet Sproghuset, der gennem en længere periode har været kommunens hovedleverandør af tolkeydelser. 

Det viser en samlet opgørelse over manglende lønudbetalinger til medlemmer, som HK Hovedstaden har lavet, og som TV 2 Lorry har fået indsigt i. 

Her fremgår det, at der først i juni er lønkrav på alt fra 911 kroner op til 69.666 kroner. 

En af dem, der mangler løn, er Søren Bønsing. Han mangler 35.386 kroner for flere timers tolkeopgaver. Han har gennem 25 år tolket kinesisk mandarin for en række forskellige forvaltninger i Københavns Kommune.

Han kan ikke få fat på Sproghuset, og har nu droppet at tage flere opgaver - der ellers stadig er mange af - for firmaet. 

- Det er for dårligt. Der er mange måder at sige det på. Men der er ingen, der har lyst til at arbejde gratis, siger han til TV 2 Lorry og deler en lektie, han har lært over de seneste måneder:

- Jeg har lært, at man åbenbart ikke kan regne med, at der er styr på tingene,  bare fordi man arbejder for en kommune eller en anden offentlig institution.

Søren Bønsing har penge til gode hos tolkefirmaet Sproghuset.
Søren Bønsing har penge til gode hos tolkefirmaet Sproghuset.
Foto: TV 2 Lorry

Forarget fagboss

HK Service Hovedstaden har nu lagt sag an mod Sproghuset for manglende betaling til tolkene.

Et møde i fogedretten torsdag skulle have afklaret spørgsmålet om en enkelt af tolkenes tilgodehavende. Men mødet er aflyst, da Sproghuset nu har betalt den pågældende tolk.

Hele sagen forfærder formand for HK Service Hovedstaden, René Knudsen.

- Det er et arbejdsmarked, som er gået fuldstændig grassat. Fra man tjente, så man kunne leve af det, til at nogen har fået under 100 kroner i timen.

-  Vi vil bare gerne have, at firmaerne, der bliver udbudt, skal være nogenlunde okay. Det er ikke en ordentlig ting, at de kører sådan en deroute. Vi kalder det simpelthen social dumping.

Det er trods gentagne henvendelser ikke lykkedes TV 2 Lorry at komme i kontakt med Sproghusets ejer, 59-årige Christian Reza Ziadmanesh Olsen.

Han har ifølge det offentlige CVR-register haft en aktiv karriere som iværksætter af blandt andet selskaber i flybranchen og altså tolkebranchen.

Flere af firmaerne er dog blevet opløst efter konkurs. 

Sproghuset

Sagen kommer bag på politiker

Det er i sidste ende Økonomiforvaltningen, der definerer krav til, hvordan tolkevirksomheder udvælges. 

 - Vi er ikke klar over, om der er rod i butikken, siger Andreas Kiel, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet, til TV 2 Lorry onsdag eftermiddag.

Men det kan du da ikke være tilfreds med?

- Nej bestemt ikke. Hvis det som HK oplyser er korrekt, så er det problematisk, siger Andreas Kiel.

Rene Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden, er forarget over den manglende løn.
Rene Knudsen, formand for HK Service Hovedstaden, er forarget over den manglende løn.
Foto: TV 2 Lorry

Kontrakten ophævet

Blot få timer efter TV 2 Lorrys henvendelser til politikere og forvaltningen i Københavns Kommune, meddeler Økonomiforvaltningen i et skriftligt svar, at samarbejdet med Sproghuset afbrydes efter en kontrol med tolkefirmaets ansættelses- og lønvilkår.

"Kontrollen har vist, at Sproghuset i flere tilfælde ikke har udbetalt løn til medarbejdere eller har udbetalt løn væsentligt forsinket, og at Sproghuset ikke tilfredsstillende har håndteret og løst denne problemstilling", skriver Økonomiforvaltnigen og fortsætter:

"Derfor har Københavns Kommune besluttet at opsige kontrakten med Sproghuset. Københavns Kommune vil derfor indgå aftale med en alternativ leverandør."

Hvad er social dumping?

Kontrakten med Sproghuset, som kommunen nu afbryder, stod til at løbe frem til foråret 2021.

Har tidligere bøvlet med andet tolkefirma

Københavns Kommune har tidligere haft problemer med et andet tolkefirma - nemlig det skandaleombruste Easytranslate, der sidste år fik opsagt kontrakten med Rigspolitiet på grund af “alvorlige brud på databeskyttelsesreglerne.”

I 2018 rev Københavns Kommune kontrakten med Easytranslate over på grund af utilfredshed på “stort set alle punkter.

Foruden Københavns Kommune bryster Sproghuset sig af samarbejder med flere kommuner i TV 2 Lorrys område.
Foruden Københavns Kommune bryster Sproghuset sig af samarbejder med flere kommuner i TV 2 Lorrys område.
Foto: Screenshot fra Sproghusets hjemmeside

Sproghusets ansatte er ikke dækket af overenskomst, men firmaet gennem kontrakten med Københavns Kommune underlagt en arbejdsklausul, der betyder, at de skal give deres ansatte en overenskomstmæssig løn.

Andreas Kiel fra Socialdemokratiet har først fået kendskab til sagen, efter at HK har henvendt sig for nylig.

Et notat fra Københavns Ejendomme og Indkøb under Økonomiforvaltningen, som TV 2 Lorry er i besiddelse af, viser dog, at kommunen har kendt til sagen siden i hvert fald 20. maj, hvor notatet er fra.

Fremadrettet håber udvalgsmedlemmet, at kommunen kan opstille nogle parametre, der sikrer, at et nyt udbud til tolkeopgaver ikke ender med at havne i en lignende situation.

- Vi skal ind og se på fx om virksomheder, der tidligere har misvedligeholdt aftaler, om vi har nogen mulighed for at udelukke dem. Og om vi kan udelukke personer, som tidligere har været deltager i virksomheder, der har misvedligeholdt aftaler hos Københavns Kommune.

- Jeg tror det er vigtigt, at vi får designet og sammensat udbuddet fremadrettet, så vi ikke står i den samme situation om to år, siger Andreas Keil.

Blokade og strejke lurer

HK Hovedstaden har sideløbende med retssagen sendt to konfliktvarsler til Sproghuset i en sag om at tegne overenskomst for de tolke-virksomhedens ansatte.

Det betyder også, at der er rettet henvendelse til Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) med henblik på at få etableret en sympatikonflikt mod Sproghuset.

En strejke og blokade kan blive iværksat 15. juni, lyder det i konfliktvarslet.

Foruden Københavns Kommune bryster Sproghuset sig af samarbejder med flere kommuner i TV 2 Lorrys område. Ifølge firmaets hjemmeside samarbejder Sproghuset med blandt andre Ballerup, Hillerød og Frederikssund Kommuner.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

22399af0-5273-4425-9292-2ff0ce64da28

Verdensmester giver sit udstyr væk for at hjælpe udsatte børn

Ina Fried, Natherberg, Helsingør

Vinterhjælp for hjemløse i Helsingør bliver til fast tilbud

svømmehaller collage

Se listen - her er skandale-svømmehallerne

Lynetteholm kystlandskab

Lynetteholm ændrer karakter: Her er de nye planer for det enorme projekt

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere