15 løbere kommer under magisk time i københavnsk halvmaraton

Både hos mændene og og kvinderne var der etiopisk dobbeltsejr i Copenhagen Half Marathon 2022

Copenhagen Half Marathon 2022 kan søndag kalde sig det stærkeste halvmaratonløb i verden nogensinde, da ikke færre end 15 løbere nåede i mål under den magiske time.

Det beretter Sparta Atletik i en pressemeddelelse.

Både hos mændene og kvinderne endte det i dobbelt etiopisk sejr.

Milkesa Mengesha sejrede hos mændene i tiden 58 minutter og 58 sekunder, efter at han med én kilometer igen rykkede fra førerfeltet.

Han henviste sin landsmand, forhåndsfavorit og sidste års vinder, Amedework Walelegn, til andenpladsen syv sekunder efter.

- Jeg er ikke overrasket over min sejr. Det var en fremragende rute og et dejligt publikum. Jeg løber altid godt i Danmark, siger den 22-årige vinder, der ved VM Cross i Aarhus for tre år siden vandt guld i U20-klassen.

Hos kvinderne lignede det længe en sejr til Tsige Gebreselema, men hun kunne ikke holde det høje tempo de sidste kilometer og måtte i sidste ende se sig besejret af Tadu Teshome, der med et forspring på 22 sekunder sejrede i tiden 1 time, 6 minutter og 13 sekunder.

Jacob Sommer Sørensen kunne kåres som dansk mester i tiden 1 time, 3 minutter og 15 sekunder, mens Nanna Bové var hurtigste danske kvinde. Hun brugte 1 time, 11 minutter og 49 sekunder på at løbe de godt 21 kilometer.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik