120 dåser i minuttet: Ny pantmaskine i shoppingcenter skal gøre det let at pante

Er du også træt af at stå i kø og få fedtede fingre, når du panter? Så er der gode nyheder.

De fleste kender det. Panten fra de mange sodavand eller fra de store fester hober sig op derhjemme, og det kan være en mental kamp at slæbe sig ned til pantautomaten for at returnere flasker og dåser.

Det scenarie kan dog snart være fortid for en del københavnere.

Fra den 6. januar vil det være muligt at slippe af med store mængder pant på en gang, når Dansk Retursystem installerer seneste skud på stammen indenfor pantmaskiner i Field's på Amager. Det skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

De nye pantstation vil være at finde i shoppingcenterets parkeringskælder P2, hvor den kan modtage 120 flasker og dåser i minuttet.

- Det har længe været et ønske for os at åbne en pantstation i København, og placeringen i Field's gør det let for mange at komme til - både fra byen og det store opland på Amager, siger markedsdirektør Marlene Holmgaard Fris fra Dansk Retursystem.

Pantstationen fungerer ved, at man blot hælder dåser og flasker i automaten, som selv sørger for at tælle og mase panten på stedet. Herefter vil pengene blive sat ind på brugerens Dankort indenfor én bankdag.

Københavns første af sin art

Pantstationen bliver Københavns første af denne type, men den findes faktisk allerede i blandt andet Rødovre og Høje Taastrup.

Det giver dog god mening for shoppingcenteret på Amager at få installeret en moderne pantmaskine, siger Thomas Thomsen, shopping center manager i Field's:

- I Field's vil vi gøre det let for vores kunder ved at samle en række services på ét sted. Med pantstationen kan kunderne let komme af med deres pant, inden de tager videre på oplevelser i vores shoppingcenter. Desuden er pantstationen et godt eksempel på, at bæredygtighed og convenience mødes, og det tiltaler os meget, siger han.

Pantstationen kan tage op til 60.000 flasker og dåser om dagen, og hos Dansk Retursystem håber de, at den lette løsning vil få endnu flere til at genanvende de tomme flasker og dåser. 

Ifølge selskabet sparede pantsystemet sidste år nemlig et CO2-udslip på 178.000 tons.