100-årige bøgetræer stod i vejen for hospitalsbyggeri - nu genbruges de

Bispebjerg Hospital opnår næsten 100 procents bæredygtighed med nye bænke, der står på det smukke hospitalsområde.

Det sker igen og igen, at gamle træer, står i vejen, når der skal bygges nyt - og må lade livet. Det var også tilfældet, da det store projekt med ombygninger og udvidelse af Bispebjerg Hospital startede. Her var det nogle 100 år gamle bøgetræer, der stod i vejen for byggeprojektet. Men nu har træerne fået en slags nyt liv - de har nemlig givet materiale til produktionen af en række bænke, der står rundt om på det smukke hospitalsområde.

Og bænkene er særdeles bæredygtige. Det fortæller Michael Schiller, der er driftsleder i Region Hovedstadens Center for Ejendomme.

- I forbindelse med byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg var det desværre nødvendigt at fælde nogle af vores gamle bøgetræer. Men vi valgte at beholde træet og genbruge det til at bygge otte bænke med en særlig historie. Derudover er stellet til bænkene genbrug fra gamle bænke fra Frederiksberg Hospital. Så det eneste nye, der er købt, er de bolte, der skal holde bænkene sammen. En god idé og bæredygtighed går hånd i hånd, fortæller han i en pressemeddelelse fra Region Hovedstaden.

Hospitalet er helt tilbage fra 1913 og er blevet udbygget over flere omgange.

- Bispebjerg Hospital er et hospital, der er stolt af sin historie. Derfor synes jeg, det er en fin måde at respektere de gamle træer og give dem nye liv, siger Michael Schiller.

Nyt Hospital Bispebjerg skal efter planen stå klar i 2026. Projektet omfatter blandt andet et nyt akuthus til 1,5 milliarder kroner, og dertil kommer en lang række ombygninger og moderniseringer til en samlet pris af knap 3,5 milliarder.

Michael Schiller sidder her i en af de bænke, der er bygget af hospitalets fældede bøgetræer.
Michael Schiller sidder her i en af de bænke, der er bygget af hospitalets fældede bøgetræer.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik