10 år siden voldsomt skybrud: "Man troede, det var løgn"

Siden et voldsomt skybrud i 2011 har Hovedstadens Forsyningsselskab sammen med flere kommuner sat gang i hundredevis af skybrudsprojekter. De skal forhindre ødelæggelser fra ekstreme regnmængder.

På en dag som onsdag, hvor der først på dagen blev varslet skybrud, føles det ikke som længe siden, at særligt København blev ramt af et historisk skybrud.

Et skybrud for 10 år siden - 2. juli 2011 - førte til at veje og kældre blev oversvømmet, og metrodriften blev indstillet.

Humleby på Vesterbro i København var et af de områder, der blev hårdt ramt.

Jan Petersen bor i Humleby, og han frygter, at hans kælder bliver oversvømmet igen på grund af et skybrud.
Jan Petersen bor i Humleby, og han frygter, at hans kælder bliver oversvømmet igen på grund af et skybrud.
Foto: Amanda Goth / TV 2 Lorry

- Man troede, det var løgn. Det var så ekstremt. Der løb en flod ned gennem gaden, jeg bor på, og jeg tænkte, det her går galt, og det gjorde det så også, fortæller Jan Petersen, der var en af dem i Humleby, der fik oversvømmet sin kælder.

- På hele min gade var der mennesker, som forsøgte at tømme deres kælder for vand. Så folk løb rundt i gummistøvler og underbukser og hjalp hinanden med at prøve at få vandet væk, siger en anden beboer fra Humleby, der fik oversvømmet sin kælder, Christian Gabriel.

Alene i København kostede oprydningen og forsikringssummerne efter skybruddet fem-seks milliarder kroner.

Men heldigvis førte det voldsomme skybrud også noget positivt med sig. Det satte nemlig gang i hundredevis af skybrudsprojekter i Hovedstadsområdet.

400 skybrudsprojekter skal forhindre oversvømmelser

Hofor arbejder på godt 400 skybrudsprojekter i deres forsyningsområde til en samlet pris på cirka 16,6 milliarder kroner.

Fælles for dem alle er, at de er svære at se, når de står færdige, for enten er de kamufleret for eksempel som et vejbed eller en boldbane, eller også befinder de sig under jorden.

Lige nu er Hofor for eksempel i fuld gang med at etablere en 1,1 kilometer lang skybrudstunnel under Strandboulevarden på Østerbro.

Eksempler på skybrudsprojekter i hovedstaden og omegnskommunerne:

  • Holmens Kirke og Nørregade har fået skybrudsriste. Områder, der blev hårdt ramt af skybruddet i 2011.
  • Sankt Annæ Plads: Regnvand fra hele kvarteret ledes ind på pladsen.
  • Kongsholmparken i Albertslund: Anlagt dige, der kan opsamle 50.000 m3 vand.
  • P-plads i Brøndby, hvor regnvandet kan sive ned gennem asfalten til et bassin.
  • Regnvandsbassin under Lyngbyvej: Magasinering af regnvand i lavningen ved Ryparken Station.
  • Damhusåen i både København og Hvidovre med kloakrør i tunneldimensioner på begge sider af Damhusåen.
  • Herlev med et forsinkelsesbassin på 4.000 m3 vand.
  • Grønne veje: Vejbede på villaveje, som kan opsamle og forsinke regnvand lokalt.
  • Skovmosen/De Våde Enge i Vallensbæk.


Kilde: Hofor

- Der er ikke nogen tvivl om, at skybruddet i 2011 virkelig satte gang i klimatilpasningen. Det var en øjenåbner for rigtig mange, at det er en konsekvens af klimaforandringerne, at vi hyppigere får ekstreme regnfald, siger Brian Hansen, der er planchef i Hofor.

Fra Hofor lyder meldingen dog, er der kommer til at gå mindst 15 år mere, før de er i mål med de 400 skybrudsprojekter. Blandt andet fordi det tager tid at etablere de store skybrudstunneler under jorden.

2. juli 2011.
2. juli 2011.
Foto: TV 2 Lorry - arkiv foto

Men kan du så garantere, at man ikke vil se oversvømmelser som dem, man så for 10 år siden, når I er færdige om 15 år?

- Jeg kan garantere, at vi har bygget en hel masse projekter, som kan håndtere en hel masse regnvand og meget mere end i dag. Men jeg vil aldrig kunne garantere, at vi ikke ser oversvømmelser, fordi der kan komme ekstreme regnfald, som vi ikke er forberedte på, svarer planchefen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik