Drømmerne: Vi er stolte over at være Køge-borgere

For to årtier siden skabte engagerede borgere i Køge en plan for at puste nyt liv i deres by. I dag er udviklingen længere, end de turde håbe på.

Hvis du ikke har været i Køge de seneste år, vil du få noget af en overraskelse.

Store dele af det centrale Køge er forandret: Stationsområdet, hvor en kæmpe, ny gangbro er bygget hen over banen, og hvor det nye shoppingområde Strædet er åbnet med store kædebutikker og en helt ny biograf. 

En ny vejtunnel under banen gør det let for bilerne at komme frem og tilbage mellem centrum og havnen. Søndre Havn var for få år siden var en forladt og forurenet industrigrund. Nu skyder blokke med lejligheder op med udsigt til havet og en genoprettet strandeng ned til vandet.   

Dagene på Søndre havn begynder og slutter med udsyn
Dagene på Søndre havn begynder og slutter med udsyn
Foto: TV 2 Kosmopol

- Vi står op om morgenen og trækker  gardinerne til side, og så smiler vi lidt over den fantastiske udsigt, der er her, fortæller Jan Bendixen, der sammen med sin hustru Janne er blandt de første, der er flyttet ind i på havnen.

Se vores Søndagsmagasin her fra det første år, vi fulge Køges forvandling

Borgergrupper bag de første visioner

Udviklingen af Køge begyndte med en drøm om at puste nyt liv byen. For snart 25 år siden gik lokale, engagerede borgere og politikere sammen i forskellige arbejdsgrupper for at lave en udviklingsplan. En af dem var Flemming Christensen, der senere skulle blive byens borgmester. Tilbage i 1995 sagde han: 

 

- Vi har 25 hektar dernede, hvor  der i dag ikke bor et eneste menneske. Køge Kommune har vel en tredjedel af sine kommunegrænser, der går til vand, og vi har ikke en eneste  bolig, der har udsigt til vand. Vi mener, det er helt forkert, at man ikke udnytter den mulighed.   

quote Vi har ikke én eneste  bolig, der har udsigt til vand. Det er helt forkert.

Flemming Christensen, 1995

I dag er næsten 400 beboere flyttet ind på Søndre Havn, og om 10-15 år vil der være plads til det ti-dobbelte. 

For over 20 år siden satte lokale kræfter sig sammen for at tænke stort for Køge. I dag er de imponerede over udviklingen.
For over 20 år siden satte lokale kræfter sig sammen for at tænke stort for Køge. I dag er de imponerede over udviklingen.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Da vi sagde 2020, havde jeg ikke drømt om, at vi var nået så langt, som vi reelt er, siger Arne T. Hansen, der også var med i det første udviklingsarbejde.

- Jeg kan godt se, at noget mangler at blive bygget, men jeg synes, det er imponerende, hvad der er nået. Jeg er stolt af at være Køgeborger, siger den selvstændige rådgiver i dag.

Dokumentarserien Købstad med Vokseværk

Køge gennemgår en stor forvandling i de her år, nye kvarterer er skudt op og nye broer forbinder havn og centrum.

TV 2 Lorry har fulgt projektet gennem to år gennem op- og nedture i et eksternt samarbejde med Wasabi Film og Realdania By og Byg.

 

Se alle fire programmer i dokumentarserien 'Købstad med Vokseværk' her. 

 

Program 4:4 har premiere på Kanalen d. 5. februar kl. 20:55.

Forvandling med forhindringer

Den nyværende udviklingsplan blev udarbejdet af Køge Kommune og Realdania By og Byg for 10 år siden. Arbejdet drives frem af projektorganisationen Køge Kyst, men det er ikke nogen simpel sag at forvandle en tidligere industrihavn til en moderne bydel med vægt på bæredygtighed og mangfoldighed.

Et 500  år gammelt skibsvrag på 15 tons dukker op af undergrunden på Søndre Havn.
Et 500  år gammelt skibsvrag på 15 tons dukker op af undergrunden på Søndre Havn.
Foto: TV 2 Kosmopol

En attraktiv grund på den gamle havn er f.eks. så forurenet, at den ikke kan sælges, før jorden er renset. Og selv på de frigjorte arealer, er der dukket overraskelser op. Blandt andet et skibsvrag på 15 tons fra 1500 tallet, som arkæologerne har måtte dokumente og fjerne, inden gravearbejdet kunne fortsætte.

quote Det var lidt antiklimatisk at gå fra en gravemaskine til en lille ske

David Flach-Jensen, Projektleder, Enemærke og Petersen

- Man kan sige, det er sådan lidt antiklimatisk at gå fra en gravemaskine, der havde en skovl på to meter i bredden og en meter i højden til ligesom at rende rundt med sådan en lille ske og skrabe sådan et skib fri, fortæller David Flach-Jensen, der er projektleder i entreprenørselskabet Enemærke og Petersen.

Arkæologerne arbejder på højtryk for at skille og flytte det gamle skibsvrag
Arkæologerne arbejder på højtryk for at skille og flytte det gamle skibsvrag

Til gengæld har det været ret spændende for folk i Køge at følge med i udgravningsarbejdet.

- Jeg havde slet ikke tænkt på, at der kunne ligge vrag her, for havnen har jo altid ligget herinde bagved. Da jeg var barn, var der losseplads på hele det område, og ellers bare strand. Der var overhovedet ikke noget hernede, fortæller Winnie Bæk Jensen, der er pensioneret turistfører.

Underføringen venter på mere grundsalg

Noget af det, som ikke bare de nye, men også de oprindelige Køgeborgere har set frem til i projektet, er en gangtunnel under s-togsskinnerne fra havnen til den gamle bykerne. Byggeriet af Underføringen sættes i gang, når grundsalget på havnen kan finiansiere den. 

quote Det her med samle byen med en tunnel er genialt

Køge-borger

- Det her med samle byen med en tunnel er genialt. Det har vi savnet i rigtig lang tid her i Køge, hvor vi står og venter på en bom som i en adskilt by. Der er nogen, der kalder det en Berlinmur gennem Køge. Behovet for en underføring bliver ikke mindre, efterhånden som flere og flere flytter ind på Søndre Havn, siger en Køge-borger, vi møder ved jernbaneoverskæringen.

S-togsbanen skærer sig mellem centrum og havnen. En ny bro over og en ny vej under er taget i brug. Nu venter mange på den sidste passage under banen.
S-togsbanen skærer sig mellem centrum og havnen. En ny bro over og en ny vej under er taget i brug. Nu venter mange på den sidste passage under banen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Balance mellem det gamle og nye

Nogle af butiksejerne i Køges gamle bykerne kan godt frygte, at besøgende udefra aldrig kommer længere end til Strædet og de nye kædebutikker lige ved stationen. 

- Det er ikke det gamle, hyggelige Køge, man bliver præsenteret for der. Hvis man ikke har været her før, så ved man jo ikke hvad der gemmer sig bagved af herligheder og gamle hyggelige butikker, siger Line Jahn, der ejer brugskunstbutikken Vitrinen tæt på Køge Torv.

quote Torvet er stadig Køges hjerte og DNA

Søren Storgaard, Formand for Køge Handel

Formanden for Køge Handel forsikrer, at det gamle Køge ikke blive nedtonet på grund af det nye.

Torvedagene i Køge har været populære lige siden Middelalderen
Torvedagene i Køge har været populære lige siden Middelalderen
Foto: TV 2 Kosmopol

- Torvet er stadig Køges hjerte og DNA. Det er her, Køge kan distancere sig fra andre tilsvarende byer. Nogen siger, at hvis vi skal opleve det her andre steder, så skal man til et museum som den gamle by i Aarhus. Det her er en levende by med puls, hvor folk de sælger og køber deres varer. Det er absolut en udvikling, som vi gerne vil stimulere og være med til at udbygge i de kommende år, siger Søren Storgaard, der er formand for Køge Handel.

Projekt Køge Kyst

Udviklingsprojektet Køge Kyst omfatter 24 hektar, fordelt på Søndre Havn, Stationsområdet og Collstrupgrunden.

Omkring halvdelen af arealet er solgt.

Planen giver mulighed for 4000 nye boliger og 4000 nye arbejdspladser. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik