Vinteren nærmer sig - nu skal gadesoverne have hjælp

Organisationen Projekt Udenfor samler ind til hjemløse, der overnatter på gaden - og er positivt overrasket over folks ønske om at støtte.

Indsamlingen skal hjælpe de svageste af de hjemløse - gadesoverne. Foto: Linda Kastrup - Ritzau Scanpix

De bliver kaldt gadesovere. Det er dem, der befinder sig nederst i de hjemløses hierarki - længere ned mod bunden kan man ikke komme i Danmark. Og nu hvor vinteren nærmer sig, samler organisationen Projekt Udenfor ind for at kunne købe soveposer og vintertøj til gadesoverne. Behovet er stort - for der bliver flere af dem.

Læs også Jubler over flere penge til hjemløse: "Mange sover i buskene"

Projekt Udenfor satte sig i første omgang som mål at samle 10.000 kroner ind, og det var ikke svært at nå i mål.

Man kan ikke komme længere ned end at sove på gaden i København.

Bo Heide-Jochimsen, Projekt Udenfor

- Vi er positivt overrasket, for det mål nåede vi inden for det første døgn. Det er svært at bede om penge, men vi vil bare gerne hjælpe. Vi er ikke vant til at lave landsindsamlinger, og nu har vi sat et mål på 20.000 kroner, som er rigtig mange penge for os. Bliver det til mere end det, så kan vi sagtens bruge pengene, og der er ikke noget, der går til administration, siger Bo Heide-Jochimsen, der er daglig leder i Projekt Udenfor.

Antallet vokser

Han understreger, at behovet for hjælp vokser år for år. I 2017 gennemførte Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) en kortlægning af hjemløse, og den viste, at der var 648 gadesovere i Danmark. Og for få uger siden blev der offentliggjort nye tal som viste, at tallet var vokset til 732 personer. En meget stor del af dem holder til i hovedstadsområdet.

- De er bunden af det danske samfund, siger Bo Heide-Jochimsen.

- For os er det barsk læsning. Det her er bunden af det danske samfund. Man kan ikke komme længere ned end at sove på gaden i København. Man kan ikke straffe sig ud af det, og man kan ikke tvinge folk ud af den form for hjemløshed, siger Bo Heide-Jochimsen til TV 2 Lorry.

Mangler tilbud

Der findes en hel del tilbud, som er rettet mod hjemløse. Men ifølge Bo Heide-Jochimsen så er gadesoverne ofte så dårligt fungerende, at de ikke er i stand til at tage imod de officielle tilbud om for eksempel herbergspladser. Og nogle af dem kan have psykiske sygdomme, som betyder, at de hører stemmer og råber højt - og dermed er de ikke selvskrevne til en herbergsplads, når det er koldt. Samtidig er der udlændingene, som ikke får tilbud om herbergspladser.

- De er slet ikke talt med i undersøgelsen. Men vi kigger ikke på folks nationalitet, køn og så videre, siger han.

Læs også Hjemløse André og kammerat frifindes for at skabe lejr ved Rundetårn

Gadesoverne udgør cirka 11 procent af de hjemløse. Når vinteren nærmer sig, har de langt større risiko for at få sygdomme end andre, og bliver det koldt nok, risikerer de også forfrysninger, når de overnatter på gaden.

Indsamlingen er i skrivende stund ved at runde 13.000 kroner.  Man kan læse mere om det her.

 

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik