Vild succes: Her kan du aflevere deo-kugler til ADHD-dyner

Initiativtagerne bag deodorantkugle-indsamlingen er blevet lagt ned af positive henvendelser.

Det hele begyndte med et enkelt Facebookopslag. 

"Bruger du roll on deo? Så vil vi meget gerne modtage kuglerne fra de tomme deoer "

Bag opslaget stod Linda-Maria Bording Jørgensen.

Hun har en dreng med ADHD, som har haft stor glæde af at sove med en kugledyne - og her kan kuglerne fra roll on deodorant uden problemer anvendes.

Derfor ville hun indsamle kugler, så andres børn med behov for kugledyne kunne få glæde af dem. 

Linda-Maria og hendes søn.
Linda-Maria og hendes søn.
Foto: Privatfoto & Iris

En færdigsyet kugledyne koster nemlig mellem 4.000 og 10.000 kroner. Og de penge kan være svære for en børnefamilie at finde.

Derfor tænkte Linda-Maria, at man lige så godt kunne indsamle brugte deodorantkugler til projektet, og siden efterlyste hun kuglerne på Facebook. 

I løbet af et døgn væltede det ind med henvendelser. 

- Vi blev lagt ned. Vores Facebook-indbakke var hele tiden i +1.000 ulæste beskeder, fortæller Kirsten Knudsen til TV 2 Lorry. 

Hvad er en kugledyne?

Kugledynen skaber en øget kropsbevidsthed, da den er fyldt med specialfremstillede plastikkugler, der ligger sig tæt til kroppen.

De mange kugler stimulerer både berøringssansen og muskel- og ledsansen, fordi vægten af de løstliggende kugler på en behagelig måde giver punktvise tryk på kroppen.

Bevæger man sig under dynen, for eksempel vender sig i sengen, triller kuglerne lidt, og man får et nyt tryk og dermed ny respons tilbage til hjernen. Denne øgede fornemmelse af kroppen og kroppens grænser giver tryghed.

Kirsten Knudsen er sammen med Linda-Maria Bording Jørgensen fra Ærø og Susanne Jakobsen fra København initiativtagerne til den store indsamling. 

- Jeg har nærmest arbejdet i døgndrift, siden vi gik i gang for to uger siden. Jeg er kommet alt for sent i seng. Men det er rigtig sjovt og dejligt at mærke folks opbakning.

- Der er virkelig mange, som gerne vil hjælpe og som har tilbudt forskellige former for hjælp, fortæller hun.

Kugleindsamlerne er også blevet kontaktet af en kugleleverandør.

- De spurgte om vi vil have kugler, de ikke selv kunne bruge. Det kunne være fordi, der var et lille hak i. Eller hvis de var lidt skæve. Og det vil vi meget gerne. For vi skal jo i gang med at lave de dyner. Og dette er jo også genbrug, siger Kirsten Knudsen. 

Sådan frigør du deo-kuglen

Kugle i plastikdeodorant:

Hvis du har en deodorant, der udelukkende er lavet af plastik, kan den skæres op med en hobbykniv, så kuglen kan tages ud,

 

Kugle i glas-deodorant: 

 

Er din deodorant lavet af glas, altså ikke kuglen, men selve beholderen, skal den lægges i en pose og slås i stykker med en hammer. Husk at være forsigtig, så du ikke kommer til skade. 

Man kan også vride den øverste del af med en papegøjetang eller lignende værktøj.

Det er ikke kommet så mange brugte kugler endnu, men det er også først nu, at administratorerne er klar til at offentliggøre deres net af indsamlere.

Så nu regner Kirsten Knudsen med, at kuglerne begynder at trille ind.

- I starten var der forvirring omkring alt. Indsamling af kugler, hvor man kunne aflevere dem, og hvem ville gerne sy dynerne. Men nu er vi klar. Nu fungerer det.

Se nedenfor, hvor du kan aflevere dine brugte deodorantkugler. Du skal blot klikke på pilen ud fra dit postnummer, så finder du en kontaktperson i dit område.

Her kan du aflevere dem:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik