Victors liv stod på pause i tre år: Nu kommer flere psykisk syge i job

Københavns Kommune og Region Hovedstadens Psykiatri har succes med at tilbyde forløb, som hjælper psykisk sårbare borgere i job eller uddannelse.

28-årige Victor Rentsch har skizotypi og læser i dag til journalist. En psykiatrisk diagnose behøver nemlig ikke være en forhindring for at få et job eller tage en uddannelse.

- Det giver mig stolthed at sige, jeg kan studere på lige fod med alle andre. Det havde jeg ikke kunnet for tre - fire år siden, siger Victor Rentsch til TV 2 Lorry. 

Københavns Kommune har i samarbejde med Region Hovedstadens Psykiatri succes med at få psykisk syge borgere i job eller uddannelse. De tilbyder borgere det såkaldte IPS-programmet - Individuelt Planlagt Job med Støtte - hvor 62 pct. af deltagerne enten er kommet i job eller har fået en uddannelse. 

quote Hvis jeg ikke havde været en del af IPS, så havde jeg været et helt andet sted i dag. Det er jeg ikke i tvivl om.

Victor Rentsch, studerende

Se indslag om, hvordan flere og flere kommer i uddannelse eller job trods psykisk sygdom

- IPS-programmet viser, at psykisk sygdom og misbrug ikke er ensbetydende med, at man ikke kan arbejde. For hvis borgerne har motivationen og får den rette støtte, så klarer de sig rigtig godt på arbejdsmarkedet, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune Cecilia Lonning-Skovgaard fra Venstre til TV 2 Lorry.

Sygemeldt i tre år

I tre år stod Victor Rentschs liv på pause, fordi han var sygemeldt med diagnosen skizotypi, som er en mildere udgave af skizofreni.

quote Tre år hvor jeg ikke havde overskud til at komme udenfor. Det var hårdt at tage offentlig transport. Mange mennesker og meget larm var virkelig dårligt for mig.

Victor Rentsch, journaliststuderende med skizotypi

- Jeg husker det som tre år, hvor jeg ikke havde overskud til at komme udenfor. Det var hårdt at tage offentlig transport. Mange mennesker og meget larm var virkelig dårligt for mig, siger Victor Rentsch.

Siden november 2017 har han været tilknyttet IPS-programmet i Københavns Kommune. 

Victor Rentsch mener, det er IPS-indsatsen, der i dag er grunden til, at han er i gang med at tage en uddannelse.
Victor Rentsch mener, det er IPS-indsatsen, der i dag er grunden til, at han er i gang med at tage en uddannelse.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det har givet mig tro på, at tingene kan lykkes. Selvom man er et sted, hvor man ikke er tilfreds kan man godt komme hen, hvor man er glad og føler man bidrager både til samfundet og til sin egen sociale omgangskreds, siger han.

Én sagsbehandler kombineret med psykiatrisk behandling

IPS-programmet går ud på, at borgeren får én sagsbehandler, som hjælper borgeren med at komme i uddannelse eller job.

- Det gik fra, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad jeg skulle, til at jeg rent faktisk havde et mål, og vi satte os ned og lavede en plan fra start af, siger han og tilføjer:

- Jeg fik hjælp til at søge ind på studie – det var det primære. Jeg fik hjælp til at få en praktikplads, der gav mening ift. studiet, så jeg blev mere studieparat, og nu er de stadig med på sidelinjen. 

Victor Rentsch er en af de 216 ud af 347 borgere med en psykiatrisk diagnose, som er kommet i job eller uddannelse gennem IPS-programmet i Københavns Kommune. Det svarer til, at 62 pct. af deltagerne er kommet ud på arbejdsmarkedet eller er på vej.
Victor Rentsch er en af de 216 ud af 347 borgere med en psykiatrisk diagnose, som er kommet i job eller uddannelse gennem IPS-programmet i Københavns Kommune. Det svarer til, at 62 pct. af deltagerne er kommet ud på arbejdsmarkedet eller er på vej.

- At IPS-deltagerne kommer i uddannelse og arbejde er godt for samfundet, men også for borgeren. Det kan være vejen til større livskvalitet. Det giver struktur i hverdagen og mulighed for at være en del af et fællesskab. Det kan også give den enkelte mere værdighed, større selvbestemmelse og gøre oplevelsen af stigmatisering mindre, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard, Venstre.

quote Det gik fra, at jeg ikke havde nogen idé om, hvad jeg skulle, til at jeg rent faktisk havde et mål, og vi satte os ned og lavede en plan fra start af.

Victor Rentsch, studerende

En del af IPS-programmet er, at borgeren samtidig får psykiatrisk behandling. Victor Rentsch er stadig en del af programmet, hvor han mødes med sin kontaktperson, men han har det så godt nu, at han ikke længere er i behandling.

- Vi mødes hver tredje uge og snakker om, hvordan jeg har det. Vi har lavet en nødplan for, hvordan jeg håndtere det, hvis mine symptomer bliver forværret. Det er jo klart, det er en kæmpe omvæltning at studere, siger han.

Flere kommuner gør en indsats 

Indsatser med det formål at få psykisk syge i job eller uddannelse foregår ikke kun i Københavns Kommune. I en rundspørge til kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde svarer 13 kommuner, at de også kører forløb, som hjælper psykisk syge borgere med at komme i arbejde eller uddannelse. 

Se hvilke kommuner nedenfor, som svarede på rundspørgen 

Kommuner i hovedstadsområdet, som også kører forløb rettet mod at få psykisk syge borgere i uddannelse og job:

 

Rudersdal

Ishøj

Herlev

Brøndby

Lejre

Helsingør

Ballerup

Fredensborg

Gladsaxe

Hørsholm

Solrød

Stevns

Allerød

 

Hvad vil du, fremfor hvad skal du

For Victor Rentsch er det den personlige og menneskelige tilgang, som har gjort en forskel for ham, fordi IPS er baseret på deltagerens egne ønsker og motivation for fremtiden.

- Hvad kan jeg klare. Hvad for nogle ting, kan jeg overskue. Det er jo i skarp kontrast til, hvad jeg har oplevet andre steder, hvor det hele tiden har været, hvad skal du, du skal aktiveres, du skal det her, siger Victor Rentsch til TV 2 Lorry.

For Victor Rentsch har det afgørende været, at der er blevet lyttet til, hvad han gerne ville, fremfor at han blev påduttet ting, han skulle. 
For Victor Rentsch har det afgørende været, at der er blevet lyttet til, hvad han gerne ville, fremfor at han blev påduttet ting, han skulle. 
Foto: TV 2 Kosmopol

Han mener, der er blevet taget hensyn til hans personlige udfordinger, og så er der blevet taget hensyn til, hvad han gerne vil. 

- Hvor vil jeg hen som menneske, hvad føler jeg, at jeg gerne vil bidrage med på lang sigt og ikke kun, hvad skal jeg lige nu. Det har været virkelig rart. Hvis jeg ikke havde været en del af IPS, så havde jeg været et helt andet sted i dag. Det er jeg ikke i tvivl om – så havde jeg nok ikke været under uddannelse, så havde jeg nok stadig været i systemet – det er jeg ikke i tvivl om.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik