Verdens største e-sportsturnering for kvinder afholdes i KBH

Til marts skal kvinder fra hele verdenen dyste i det populære skydespil Counter Strike i København. E-sport for kvinder er blevet hot, lyder det.

Torsdag den 29. marts bliver der igen holdt en kæmpe e-sportsturnering i København, hvor det vil vrimle med kvindelige deltagere.

- Det er stadig en mandsdomineret sport, men med den her turnering er vi med til at støtte op om kvinderne, lyder det fra den kommunikationsansvarlige i Copenhagen Games, Kasper Østergaard.

Det er Copenhagen Games, der for sjette år i træk står bag turneringen CS:GO Ladies, og ifølge Kasper Østergaard vokser turneringen år for år og er i dag blevet verdens største Counter-Strike-kvindeturnering:

- Det er vi meget stolte af. E-sporten er blevet mere hot, også blandt kvinder, og ligesom blandt de mandlige deltagere er der også sket en professionalisering af kvindeholdene.

Verdens største turnering

Turneringen bliver afholdt i Bella Center, og Kasper Østergaard forventer, at de i år når deres makskapacitet på 32 deltagende hold.

- Vi oplever, at der er stor interesse for turneringen, og der bliver flere og flere kvindehold, siger han.

Sidste år deltog kvinder helt fra Kina og Australien, men Kasper Østergaard ved endnu ikke, hvilke hold der deltager i år, fordi der først bliver lukket for tilmeldingen i midten af marts.

Copenhagen Games har i år valgt at højne pengepræmien til 25.000 dollars, og de har også opgraderet turneringernes scener og studier.

Til turneringen vil der både være scener, kommentatorer og en international live-streaming. Copenhagen Games forventer, at der kommer omkring 10.000 gæster.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik