Verdens allerbedste: Urørlige Astralis fortsætter stimen

Counter Strike-holdet Astralis cementerede sig endnu engang som de bedste, da de vandt majorturneringen i Polen.

Kun en gang i historien er det lykkedes et Counter Strike hold at vinde tre majors, der er verdens største Counter Strike-turnering, og det var svenske Fnatic, men sådan er det ikke længere, efter danske Astralis på overlegen vis gjorde dem kunsten efter søndag aften.

Foran tusindvis af tilskuere i den eneorme Spodek Arena i Katowice i Polen og mange, mange tusinder hjemme foran skærmene, gjorde danskerne kort proces af det finske hold ENCE, der ellers havde gjort en fin figur gennem turneringen, hvor de både havde slået verdens nummer to og tre ud.

De danske verdensettere blev dog en for stor mundfuld, og efter en tæt kamp på den første bane, der endte 16-11, så blev de udslettet med 16-4 på anden.

- Det føles fuldstændig fantastisk! Vi har arbejdet så sindssygt hårdt for det her - os spillere, vores træner og vores store team bag os, så det er bare en kæmpe forløsning at vinde vores tredje Major på bare to år - og så tilmed to i træk. Men kæmpe, kæmpe respekt til ENCE. De har lavet et af de vildeste Major-runs i historien - hvis ikke det vildeste og slået den ene favorit ud efter den anden. Og igen i aften pressede de os til det yderste i store dele af kampen. Det var tydeligt at mærke, at de havde studeret os grundigt, så det var vigtigt, at vi havde gjort det samme og kom godt forberedte til kampen, siger Nicolai ’device’ Reedtz, der er en af Astralis-stjernerne.

Blandt de bedste nogensinde

På forhånd var Astralis også den helt store favorit, efter de i snart et år har været totalt dominerende i sporten. Holdet har siden april 2018 vundet 11 større titler og ligget nummer et i verden lige så længe, men derfor var det alligevel en imponerende performance fra danskerne, der stort set gik ubesejret gennem hele turneringen – de tabte kun en enkelt bane undervejs.

Da de vandt majoren sidste efterår tabte de ikke en eneste bane.

- Det er så stort det her. At vinde en major for tredje gang på bare to år. Vi er mange mennesker, der har arbejdet hårdt for det her, så det føles så fantastisk, at vi er i stand til at tage titlen. Og så er det jo bare fantastisk at vide, at der er så mange danskere i arenaen i aften med os. Deres støtte var uvurderlig, og det var så fedt at kunne give tilbage med en sejr. Jeg er så enormt stolt over mine drenge. De har arbejdet så hårdt for det her og fortjener virkelig al den ros, jeg kan give dem, siger Danny ’zonic’ Sørensen, der er holdets træner.

Sammen med titlen og æren fulgte også en præmiesum på 3,3 millioner danske kroner, og holdet har nu samlet næsten 30 millioner kroner sammen i præmie penge siden april sidste år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik