Vejarbejde på Amagerbrogade: Stor nedgang for butikkerne

Handelsforeningen beretter om 30 procents nedgang i omsætningen på det stykke af Amagerbrogade, som er under ombygning.

For en måned siden blev den første del af Amagerbrogade afspærret på grund af vejarbejde.

Det gælder i starten af brogaden, der er den længste af sin art, fra Christmas Møllers Plads til Holmbladsgade.

De mange afspærringer og gravearbejdet kan nu mærkes på omsætningen hos flere butikker. Ifølge Amager Bladet oplever flere butikker, at de kun har omsat for halvdelen af det, de plejer, den seneste måned.

Hos handelsstandsforeningen Ama'r Butikkerne melder formand René Steinvig om stille klokker og færre salg i de butikker, der ligger midt i arbejdszonen.

Her er trafikken blevet ensrettet midlertidigt frem til marts 2018.

De fleste butikker lider under arbejdet på brogaden, og det kan mærkes i omsætningen.

- Det er hårdt for de fleste butikker, hvor mange har en nedgang på omrking 30 procent. Vi har en rigtig god dialog med kommunen, men der er flere ting, som kunne strammes op - specielt skiltningen, siger formanden til Amager Bladet.

Særligt skiltningen er blevet kritiseret af flere butikker. Det skyldes, at der er tydelig markering til Amager Centret, når man kommer fra Christianshavn. 

Det fremgår imidlertid ikke særlig godt af skiltningen, hvordan man kan komme til de butikker, der er omfattet af Amagerbrogades arbejde.

Samtidig kører en del biler ind på cykelbanen i stedet for kørebanen ved ensretningen fra Amager Boulevard. Det bliver der dog snart lavet om på, melder kommunen.

- Det er ikke et problem, vi har været opmærksomme på, men nu, hvor vi hører om det, vil vi supplere afspærringen med nogle pile, der viser, hvilken vej bilerne skal køre omkring, siger centerchef hos Københavns Kommune, Henriette Hall-Andersen til Amager Bladet.

For de mange handelsdrivende, der er ramt af renoveringen af Amagerbrogade, er der dog ikke megen hjælp at hente hos kommunen. Hvert fald ikke når det gælder de lommesmerter, som arbejdet medfører.

- Umiddelbart er der ingen mulighed for kompensation. Når man har en butik ud til en offentlig vej i København, er man nødt til at kunne tåle almindeligt forekommende vejarbejde.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik