Vandkulturhus til 360 millioner kroner forsinket - og dyrere

Komplekse byggepladsforhold og byggetekniske udfordringer forsinker og fordyrer ambitiøst vandkulturhus på Papirøen i København. Samlet set er der tale om en forsinkelse på godt 2,5 år.

Badeglade københavnere må væbne sig med ekstra tålmodighed, før de kan benytte det kommende vandkulturhus, som skal opføres på Papirøen.

Oprindeligt var det planen, at det 360 millioner kroner dyre vandkulturhus skulle stå klar i begyndelsen af 2022 som et arkitektonisk fyrtårn med både udendørs havnebad og en indendørs svømmehal, som er tegnet af blandt andre den berømte japanske arkitekt Kengo Kuma.

Men nu bliver det ambitiøse projekt forsinket i samlet set to og et halvt år, og samtidig bliver det dyrere end først antaget, viser en samlet redegørelse og vurdering fra Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papirøen, som er bygherre på projektet.

- Når man skal opføre et så ambitiøst byggeri, kan det ikke undgås at støde på udfordringer undervejs. På grund af de ikoniske, pyramidestubformede bygninger og den særlige byggestil har byggeriet vist sig at være sværere at opføre end først antaget. De udfordringer skal vi finde løsninger på sammen med den kommende totalentreprenør, siger Erik Jæger, formand for ejendomsfonden, i en pressemeddelelse.

- Der er desuden sket forsinkelser i leverancerne fra projektets totalrådgiver, ligesom der er komplekse byggepladsforhold og fundet fortidsminder, som gør, at der skal gives plads til arkæologiske udgravninger, forklarer Erik Jæger.

Fordyrelse drøftes med kommune

Der er i udgangspunktet afsat 360 millioner kroner til at opføre Vandkulturhuset. Nordea-fonden har støttet projektet med 300 millioner kroner, og Københavns Kommune har bidraget med et rente- og afdragsfrit lån på 60 millioner kroner  

Grafisk illustration af det kommende vandkulturhus.
Grafisk illustration af det kommende vandkulturhus.
Foto: Kengo Kuma & Associates / Cornelius Vöge

Ejendomsfonden oplyser, at fordyrelsen og den samlede økonomi på projektet ikke kendes før i første halvdel af 2020, hvor der skal indgås kontrakt med den totalentreprenør, der skal føre byggeriet ud i livet.

En fordyrelse drøftes med Københavns Kommune, herunder om muligheden for forhøjelse af Ejendomsfondens lån på de 60 millioner kroner.

Redegørelsen fremlægges for Københavns Kommunes politikere på møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 4. september. 

I oktober 2019 begynder prækvalifikationsrunden for valg af entreprenør. Den endelige totalentreprenør vælges i første halvdel af 2020 efter forhandlingsrunder.

FAKTA PROCESSEN FREM MOD VANDKULTURHUSET

Vandkulturhuset startede ud fra københavnernes egne ideer. I foråret 2015 afholdte Københavns Kommune en idékonkurrence om en ny kultur- og fritidsfunktion på Papirøen, hvor københavnerne indsendte 160 forslag. Københavns Kommune valgte at arbejde videre med nogle af vinderforslagene, herunder at etablere en svømmefacilitet.

 

  • Københavns Kommune sendte i februar måned 2017 den internationale arkitektkonkurrence for Papirøens vandkulturhus i udbud. Herefter udvalgte kommunen to finalister, som kvalificerede deres bud på Papirøens kommende vandkulturhus. Nordea-fonden støttede arkitektkonkurrencen med 2,1 millioner kr.
     
  • I december måned 2017 blev vinderen af arkitektkonkurrencen offentliggjort, som blev Kengo Kuma & Associates / Cornelius Vöge.

Kilde: Ejendomsfonden Vandkulturhuset på Papirøen


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik