Vagtværn måtte overvåge hærværksramte bycykler

Bycyklerne i København har over sommeren været udsat for massiv hærværk. Det har tvunget fonden bag til at lukke stationerne og tænke nyt.

Foto: TV 2 Lorry

25 ud af omkring 100 stationer med elektroniske bycykler har over foråret og sommer været lukket.

Det skyldes, at cyklerne har været udsat for massiv hærværk og tyveri på flere stationer.

Det sørgelige er, at alle de billeder, vi har fået, har vist, at det primært er drenge mellem 12 og 16, der står bag. Det er drengestreger.

Iben Keller, PR- og kommunikationschef ved By- og Pendlercykel Fonden

Det startede ved stationen på Brønshøj Torv, hvor 10 cykler blev smadret på 14 dage. Derfor lukkede man stationen.

Siden eskalerede problemerne.

- Vi kunne se, at da vi lukkede vores station ved Brønshøj Torv, så rykkede problemet til Hulgårds Plads, så til Fuglebakken og så til Nørrebro Station og Bispebjerg Station, siger PR- og kommunikationschef ved By- og Pendlercykel Fonden, Iben Keller til TV 2 Lorry.

Læs også Bycykler til folket: Endnu en kommune kommer med på bølgen

Bycykelstationen ved Bispebjerg Station er én af dem, der har været lukket ned over sommeren. Nu er den åben igen. Foto: TV 2 Lorry

- Hver gang vi lukkede en station, rykkede hærværket videre til den næste. Det virker som om, at folk har opsøgt de åbne stationer for at smadre cyklerne og stjæle dem, siger hun.

Problemet blev så slemt, at By- og Pendlercykel Fonden måtte hyre vagtværn til at holde øje med de mest udsatte stationer.

En bycykel koster 25.000 kroner.

En dyr omgang

Stationerne blev lukket, så By- og Pendlercykel Fonden kunne renovere dem. så de i fremtiden kan holde til det pres, som de udsættes for.

Læs også Hackerangreb koster bycykler stort økonomisk tab

Bag om bycyklen

  • Bycyklerne er elektriske cykler, som du skal betale for at bruge.
  • ​​​De står i stationer på Frederiksberg, København og i Rødovre.
  • Brugerne er cyklerne er primært danskere. 25 procent er udlændinge.
  • DSB, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune præsenterede bycyklen i 2014.
  • Leverandøren af bycyklen - GoBike - gik konkurs sidste år. 
  • By- og Pendlercykel Fonden overtog herefter GoBikes datterselskab. 

I dag er 10 af stationerne stadig lukkede, men det er kun midlertidigt, indtil ombygningen færdiggøres.

Og det har ikke været en helt billig omgang: 

- Det har været dyrt, for vi har skulle hive folk ind udefra, der skulle skille stationerne ad og ombygge hvert enkelt dockingpunkt. Det kræver vildt mange ressourcer og har ikke været helt billigt, siger Iben Keller.

I dag er ti af de stationer, der er lukkede på grund af hærværk, fortsat lukkede.

Siden stationerne er blevet bygget om, har problemerne med hærværk været meget mindre.

- Der vil altid være tåber, der prøver at ødelægge cyklerne, men ikke i samme omfang som i foråret, siger Iben Keller.

Drengestreger

By- og Pendlercykel Fonden har været i kontakt med politiet, der over sommeren har holdt et vågent øje med cyklerne.

Flere naboer til stationerne har sendt dem videomateriale af vandalerne.

- Det sørgelige er, at alle de billeder, vi har fået, har vist, at det primært er drenge mellem 12 og 16, der står bag. Det er drengestreger. Men det er strafbart, og de har erstatningsansvar, siger Iben Keller.

By- og Pendlercykel Fonden skal inden længe til at købe nye cykler både for at erstatte de stjålne og smadrede, men også for at opdatere cykelflåden. 

Der er lige nu 1860 bycykler parkeret i København, Frederiksberg og for nyligt åbnede man også stationer i Rødovre.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik