Unikt venskab: Birger og Yigit mødes over urtesalat

Et særligt initiativ sørger for, at ældre og unge på tværs af kultur og generationer mødes om noget rart og hyggeligt.

Amager Fælleds grønne områder indeholder et hav et planter og blomster, som man kan bruge til mere end blot at kigge på. 

Faktisk kan flere af dem spises, og det udnytter man nu i et initiativ fra ungdomsorganisationen FRAK, der træner unge fra udsatte byområder i at have et fritidsjob. 

En gruppe af ældre fra Peder Lykke Centret på Amager samler urter i samarbejde med unge fra Urbanplanen for senere at lave mad af fangsten. 

Og det er gangske underholdende - for begge generationer:

- Det er sjovt at være rundt med alle de unge mennesker og komme ud i det fri, siger Birger Peer Stig Jensen, der er beboer på Peder Lykke Centret, til TV 2 Lorry. 

Også 7. klasseseleven Yigit Sevim er begejstret:

- Det er hyggeligt. Så kan vi også lære dem at kende og måske få et par historier om, hvordan det var, da de var unge. Om de havde det samme som os og sådan, siger han.

FRAK hjælper unge fra udsatte boligområder ind på arbejdsmarkedet. Forskning viser nemlig at et fritidsjob i en ung alder øger dine fremtidsmuligheder. 

Tidligt fritidsjob former fremtiden

Ungdomsorganisationen FRAK er startet på Indre Nørrebro, men tager sig nu også af unge fra Ydre Nørrebro, Urbanplanen og Amagerbro, ligesom man er ved at udvide til Valby og Nordvest. 

Tanken er at hjælpe unge mennesker, der ikke nødvendigvis kan få hjælp hjemmefra til ansøgningerne, ind på arbejdsmarkedet.

De kan blive hyret til at hjælpe med alt fra maleropgaver, oprydning og rengøring til håndtering af affald, plantning af træer eller oprettelsen af events. 

Og det er ikke kun godt nu og her:

- Vi tror på, at et fritidsjob er med til at give bedre fremtidsmuligheder for unge på kanten, siger Gizem Cicek, der er projektkordinator hos FRAK, til TV 2 Lorry. 

- Forskning viser nemlig, at et fritidsjob i en ung alder er rigtig vigtigt, fordi at det gør, at du også klarer dig bedre i dit voksenliv, siger hun. 

Menuen står både på vådt og tørt

Selv har Yigit Sevim været medlem af FRAK i et halvt år, og han er svært glad for det:

- Jeg synes det er godt og en ret nem måde at tjene penge på, fordi det er noget man godt kan lide at lave, siger han.

- Det har været hyggeligt indtil videre, og jeg glæder mig til at smage på maden. Jeg tror det kommer til at smage rigtig godt, siger han.

Mens man tidligere har lavet pesto og tangsuppe på Amager Strand, så står den denne gang på vildsalat og blomster-te.

- Folk tager rigtig godt imod det og er helt overrasket over hvor meget spiseligt man faktisk kan finde på Amager Fælled og på Amager Strand, fortæller Gizem Cicek.

 
 
Foto: Karoline Daae - TV 2 Lorry

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik