Unge i disse bydele hives oftere til afhøring

Unge i Bispebjerg og Nørrebro afhøres oftere af politiet, viser en ny rapport. Børn helt ned til syv-års alderen er i kriminelle grupper på Nørrebro.

Politiet har i løbet af de sidste halvandet år hevet godt 2000 københavnere mellem 12 og 17 år ind til afhøring.

Der er stor forskel på i hvilke bydele, der bliver foretaget flest afhøringer.

Særligt i områderne Nørrebro og Bispebjerg er de unge blevet afhørt i stor stil sammenlignet med, hvor mange der rent faktisk bor i områderne.

Det viser en rapport fra SSP sekretariatet.

I samme rapport kom det frem, at unge helt ned til syv-års alderen indgår i kriminelle grupper på Nørrebro. De kaster med sten, laver hærværk og er støjende til sent om natten, står der blandt andet i rapporten. 

Udover Nørrebro er bydelene Sydhavnen, Brønshøj/Husum,Tingbjerg og Bispebjerg præget af uro forvoldt af under 18-årige. 

Et andet klientel i Bispebjerg

I Bispebjerg er unge blevet afhørt 254 gange i 2015 og første halvdel af 2016, hvilket svarer til 12 procent af befolkningen mellem 12 og 17 år.

I City og Østerbro er antallet cirka det samme - men der bor over dobbelt så mange unge.

Det overrasker ikke sekretariatschef hos SSP København, Tommy Laursen.

- Det er et andet klientel, der bor på Østerbro. Som i så mange andre tilfælde, hænger kriminalitet sammen med socioøkonomiske forhold. Så derfor er det klart, at det særligt er i udsatte boligområder, at man afhører mest.

Rapporten fortæller også, at der på Østerbro og i Indre By ikke er nogen utryghedskabende unge, mens der eksempelvis i Bispebjerg har holdt en gruppe uroskabende unge til ved Frederiksborgvej og Magistervej.

I Ydre Nørrebro har SSP holdt særligt øje med Mjølnerparken, hvor man i 2015 lukkede et værested for uroskabende unge.

Afhøring af unge mellem 12 og 17

I Københavns Kommune kontaktes de sociale myndigheder inden en afhøring. 
Døgnvagten skal sørge for, at barnet ikke lider overlast under afhøringen.
De deltager oftest i afhøringen sammen med barnet.

Mange afhøres flere gange

Over 300 gange er unge på Nørrebro blevet afhørt de sidste halvandet år. Men det bekymrer ikke Tommy Laursen.

- Det er da dødirriterende og bekymrende, at en 12-årig indgår i kriminelle forhold og skal ind til afhøring, men jeg tror, at hovedparten af afhøringerne sker på 15 til 17-årige. Jeg hæfter mig ved, at ungdomskriminalitet generelt er nedadgående. Hovedparten af de unge holder sig på dydens smalle sti.

- Hvis der var 300 enkelte afhøringer, ville jeg være bekymret, men der er mange gengangere. Langt hovedparten af de unge er ikke kriminelle.

Antallet af afhøringer i Københavns Kommune har været nedadgående siden 2005. Det samme billede ses i de fleste bydele bortset fra Valby-Vesterbro og Brønshøj-Husum-Vanløse. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik