Der er nogle mennesker, der har en særlig gnist. En gnist der gør, at de ikke kan afholde sig fra at hjælpe der, hvor de kan.
Da Peter Haugelund tager telefonen, er han ved at skrælle kartofler. Han laver mad til de misbrugere, der benytter sig at det kommunale stofindtagelsesrum H17 på Halmtorvet på Vesterbro. Det gør han syv dage om ugen. Ulønnet.
Udover kokketjansen er han direktør i foreningen Det Runde Bord, der formidler overskudsmad til socialt udsatte landet over. Også ulønnet.
Og da han i mandags så en vejrudsigt, der lovede temperaturer langt under frysepunktet resten af ugen, satte han gang i arbejdet med at etablere et nødherberg. Det er sjette gang på ni år, han er med til det. Og du har måske allerede gættet det: Også ulønnet.
Her er de seneste fem dage af Peter Haugelunds liv, som han selv fortæller det. Om arbejdet med at fortælle potentielle bidragydere om projektet, om at få styr på alt det praktiske, aktivere frivillige, trække på sit gode netværk og sørge for, at det hele bliver gjort på en ordentlig måde.
MANDAG: Selvfølgelig gør vi det!
Jeg så vejrudsigten og ringede til Frelsens Hærs omsorgschef. Hun sagde ikke engang goddag, hun sagde "Ja ja, så åbner vi." Vi har en stående aftale omkring det her, hun tager sig af lokaledelen, jeg tager mig af den fysiske opsætning.
Så kontaktede jeg personer, jeg kender, der har gode netværk, og meget meget hurtigt var folk klar til at yde hjælp eller komme med donationer.
Lokalerne kom der også styr på. Der er et fint køkken, men ellers var der intet - ikke så meget som salt og peber.
Med hjælp fra frivillige blev der gjort rent, og så var der en opvaskemaskine, der skulle repareres.
TIRSDAG: It's a strong coffee kind of day
Jeg stod op klokken halv seks og startede på dagens indkøb. Mad, drikkevarer, kaffe, the og alle mulige andre ting. Det, der er smart ved, at jeg påtog mig madopgaven i nødherberget er jo, at jeg i forvejen står i stofindtagelsesrummet og forsøger at få noget god ernæring i de her mennesker.
Ellers gik dagen med kommunikation frem og tilbage med de involverede parter og med at høre til de andre nødherbergers behov.
Fordi jeg har været med til at lave et nødherberg før, ved jeg, hvad der skal bruges, og hvad der er afsætning på.
Tirsdag var vi klar til at åbne nødherberget og tage imod hjemløse. Én af dem, der kom, har svært ved at befinde sig i en sovesal med 50 andre mennesker.
De her mennesker har alle mulige udfordringer, og der kan godt være lidt puffen og masen om, hvem der får bananen. Det var dét, vi kunne tage ud af hans ligning: Her kan du få alle de bananer, du har brug for.
Der blev drukket rigtig meget kaffe den dag. Jeg tror, den var kvart i tre, da jeg lagde hovedet på puden og sagde godnat.
ONSDAG: Vi er på plads
Onsdag sov jeg lidt længere, det tillod jeg mig selv. Så var det afsted og ud og handle. Vi prøver virkelig at være økonomiske, så det er noget med at slå op, hvor der er tilbud på hvad, og så køre rundt og hente det.
Så var jeg så heldig, at tre af Det Runde Bords frivillige kom ind og hjalp i køkkenet i stofindtagelsesrummet.
Vi fik også lavet en plan for, hvem der tager hvilke vagter frem til søndag.
P1 Orientering ringede, mens jeg var ved at stege nogle culottestege, jeg havde fået fingrene i. Gudskelov var det langtidsstegning, så jeg kunne lige hoppe ud af køkkenet og ind i bilen, køre ud til DR til interview og så nå tilbage og få serveret det her.
Så var det ud på herberget, så de også fik noget at spise.
Jeg kørte fra herberget omkring klokken 21.30 og kørte rundt den næste halvanden time for at se, om vi havde fået alle ind. Det havde vi heldigvis.
Når chillfaktoren er høj, og der er frostgrader døgnet rundt, så begynder det nemlig at blive rigtig farligt med underafkøling.
TORSDAG: Opvaskemaskinen er i stykker!
Torsdag kunne jeg komme en anelse ned på flad fod. Men fordi det var starten af måneden, så har stofmisbrugerne lige fået penge på lommen, og derfor skulle der laves rigtig meget mad til stofindtagelsesrummet.
Så gik opvaskemaskinen på nødherberget i stykker, og den skulle også lige tilses, men jeg må sige, det var en rolig dag.
Her så vi på vejrudsigten og kunne se, at kulden tilsyneladende varer længere tid end først antaget, så her besluttede vi også at holde længere åbent, hvis det bliver nødvendigt.
FREDAG: Når det bliver meget koldt, så kan man få varmen ved at samarbejde
Fredag lavede jeg selvfølgelig igen mad i stofindtagelsesrummet. Og så er det jo sådan, at når man går i gang med sådan et nødherberg, så bimler ens telefon konstant.
Så jeg brugte et par timer på at få svaret på mails, så folk ikke bliver sure over, at de står med nogle soveposer, de troede, de kunne komme af med. Det gjorde jeg stille og roligt, mens jeg lavede mad.
Så kontaktede jeg nogle af vores frivillige og fik aftalt retningslinjer for, hvem der laver hvad, når vi skal til at pakke sammen.
Så ringede telefonen: Et andte herberg havde akut brug for soveplads til cirka tyve personer, så de blev kørt med taxa ud til vores nødherberg. Udover den faste nattevagt tilkaldte vi tre ekstra frivillige, og de fik lagt folk stille og roligt i seng.
