Tre mænd dømt for at opbevare 1,3 ton hash

Et medlem af Hells Angels tog sit eget liv efter anholdelse i stor hashsag. Nu stadfæster Landsret byretsdom.

Som i en kæde flyttes hashen fra sted til sted, før den når frem til markedet på Christiania.

Ifølge politiet omsættes der årligt for cirka en milliard kroner netop i fristaden.

Sådan er det også i en sag om 1,3 ton hash, som Østre Landsret har afsagt dom i fredag formiddag.

Da den ene sending efter den anden var kommet over grænsen, skete der ompakning på Hunseby Strandvej og Damsmosevej i Maribo.

Derefter blev varerne sendt videre til et lager på Skovhastrupvej i Hvalsø på Midtsjælland og en lejlighed i København.

Og til sidst havnede en del altså i en bod i Pusher Street.

Topfolkene i den stramt styrede organisation var tre mænd på henholdsvis 42, 44 og 45 år, fastslår landsretten.

De tre, der er veteraner inden for hashbranchen, er idømt fængsel i henholdsvis fem et halvt, seks og syv år.

Dermed har landsretten stadfæstet en dom fra Københavns Byret fra januar sidste år.

Trioen drev en organisation, som fra december 2012 til marts 2014 opbevarede i alt 1343 kilo, hvoraf cirka halvdelen blev videreoverdraget.

Desuden lå mændene inde med yderligere 256 kilo hash, fastslår retten.

Sagen indgår i det sagskompleks, som politiet har døbt Operation Nordlys.

De øvrige sager i komplekset drejer sig om handel i de forskellige boder i Pusher Street, men den aktuelle dom drejer sig om leverancer.

Oprindeligt var også et medlem af Hells Angels, Michael Brokside, sigtet i sagen. Men efter anholdelsen begik han selvmord i sin celle.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik